Rigtige revolutionære griber ikke blot magten. De nedbryder også det eksisterende magt og statsapparat og bygger et nyt op, hvor de udskifter de gamle administratorer med nye, taget fra egne rækker, for at komme af med ikke blot det gamle system, men også alle de gamle ideer. Det var drejebogen for oktoberrevolutionen i Rusland i 1917. Og det er den drejebog, som Nato bruger i dag. I Irak. I Libyen. I Syrien. Dette synes at have været godt for NATO – organisationen har aldrig stærkere eller mere magtfuld ud. Men er det også godt for os?

Det kemiske våben angreb på den oprørsdominerede Damaskus forstad Østre Ghouta den 21. august sidste år bragte os meget tæt på et amerikansk militærangreb på Syrien. Det blev aflyst i sidste øjeblik, da den russiske præsident Vladimir Putin fik bragt en aftale istand, hvor Syrien lovede at opgive sit arsenal af kemiske våben. Men hvem stod bag gasangrebet på Ghouta? USA og de fleste vestlige lande er ikke i tvivl: det var den syriske regering, men Rusland – efter nogen tøven - endte med at pege på oprørerne. Der er imidlertid ikke mange beviser, hverken for den ene eller den anden beskyldning. Det efterlader i hvert fald nogen af os med en ubehagelig følelse af at være blevet ført bag lyset – endnu engang.

USA har i de seneste år blokeret kinesiske teknologifirmaer fra deres marked. Den foretrukne skydeskive er Huawei, en af de ledende virksomheder i verden inden for telekommunikationsudstyr. Ifølge Michael Rogers, formand for kongressens permanente udvalg for efterretningsvirksomhed, så byder “Huawei og ZTE et væld af muligheder for at den kinesiske efterretningstjeneste kan indsætte skadelig hardware og software elementer i kritiske telekommunikationskomponenter og systemer ”. Det står nu klart, at årsagen hertil er, at det er hvad NSA får amerikanske virksomheder til at gøre. Som ordsproget siger: Tyv tror hver mand stjæler.

Fortællingen ser ret enkelt ud: Det ukrainske folk, der havde mistet tålmodigheden med en korrupt og autoritær regering, gjorde oprør og jagede præsidenten på flugt, og genetablerede demokratiet. Uheldigvis har landet en stor nabo, Rusland, med en autoritær præsident, der drømmer om at genetablere Tsar-Sovjet imperiet. Så Ukraine bliver udsat for chikane, en Ukrainsk provins (den autonome Krim republik) bliver besat af Rusland, og nu er russerne begyndt at destabilisere landet med alle midler, og truer med at annektere den sydøstlige del af landet. Og er det ikke præcis, hvad Hitler gjorde i 1938, da han annekterede Sudeterlandet, der var en del af Tjekkoslovakiet? Vi ved jo alle, at dette førte til den anden Verdenskrig, fordi resten af verden ikke kunne samle sig sammen til at stå fast over for Nazityskland i dette afgørende øjeblik. Konsekvenserne heraf er indlysende.

Problemet med denne fortælling er, at den er for forenklet, og at den historiske parallel ikke holder.

Trods den megen tale for et halvandet år siden om Præsident Assads snarlige fald, og siden om at krigen var inde i et dødvande, som ingen af parterne kunne vinde, så er det nu åbenbart for enhver – uanset om vi bryder os om det eller ej – at den indeværende fase af den syriske borgerkrig lakker mod enden, med mindre der kommer en direkte udenlandsk militær indgriben. At den amerikanske regering tilsyneladende har besluttet nu at levere mere avancerede våben til oprørerne vil trække pinen ud, men det vil ikke ændre resultatet. Det store spørgsmål er så, hvad bliver det næste?

Alle har formentlig hørt, at Venezuelas Præsident Hugo Chávez har været på våbenindkøb. Tanks og antiluftskyts fra Rusland, kystbevogtningsfartøjer i Spanien, træningsfly fra Kina, luftforsvarssystemer i Hviderusland. USA har udtrykt bekymring over, at Venezuelas oprustning skal lede til et regional våbenkapløb. Venezuela kan skabe ustabilitet i regionen, siger USA. Virkelig? Venezuela er nummer 5 på den Latinamerikanske rangliste, når det gælder militærudgifter, både i absolutte tal og som procent af BNP. Når det gælder militærudgifter, er det to tætte USA allierede, der har førertrøjen på: Colombia og Chile, som bruger næsten tre gange så meget på militæret, som Venezuela.

De globale ubalancer og boblerne i kredit og boligmarkederne, der har været undervejs gennem det seneste årti, er blevet bemærket af mange, og der også mange der har påpeget, at det var en udvikling der ikke kunne fortsætte i det længere løb. Men som det ofte sker, så kom sammenbruddet på en måde, der var en overraskelse for de fleste.

Den finansielle sektor er midtpunktet i den aktuelle krise, og den er – som for krisen fra internet boblen i 2000, men modsat de andre seneste finansielle kriser – hovedsagelig ”made in USA” og eksporteret til resten af verden.

Efterhånden som den finansielle krise uddybes i den udviklede verden og begynder at slå igennem også i udviklingslandene, melder spørgsmålet sig: er dette blot endnu en af de almindelige tilbagevendende kriser, omend en usædvanlig ondskabsfuld en, eller er der noget mere grundlæggende galt med den måde ”systemet” virker på? Dette er bestemt ikke noget nyt spørgsmål – det er blevet stillet mange gange siden kapitalismen blev det dominerende økonomiske system, da tilbagevendende (cykliske) kriser altid har været en integreret del af dens måde at fungere på. Den lange periode af forholdsvis økonomisk stabilitet, vi har oplevet i den udviklede verden side midten af 80erne, havde ellers fået mange til at tro, at alvorlige økonomiske kriser hørte fortiden til, med det argument at globaliseringen og de mere sofistikerede finansielle markeder havde mindsket eller helt fjernet denne cykliske tendens.

Danmark, der var den syge mand i Nordeuropa I 70erne og 80erne med høj arbejdsløshed og underskud på både statsbudget og betalingsbalance, har fået et imponerende come-back i det sidste årti. Lav arbejdsløshed, overskud på statsfinanserne og overskud på betalingsbalancen. Statsgælden stort set betalt ned I 2007. Rimelige – omend ikke imponerende – vækstrater. Det lignere et lille mirakel, ikke sandt?