De globale ubalancer og boblerne i kredit og boligmarkederne, der har været undervejs gennem det seneste årti, er blevet bemærket af mange, og der også mange der har påpeget, at det var en udvikling der ikke kunne fortsætte i det længere løb. Men som det ofte sker, så kom sammenbruddet på en måde, der var en overraskelse for de fleste.

Den finansielle sektor er midtpunktet i den aktuelle krise, og den er – som for krisen fra internet boblen i 2000, men modsat de andre seneste finansielle kriser – hovedsagelig ”made in USA” og eksporteret til resten af verden.

Efterhånden som den finansielle krise uddybes i den udviklede verden og begynder at slå igennem også i udviklingslandene, melder spørgsmålet sig: er dette blot endnu en af de almindelige tilbagevendende kriser, omend en usædvanlig ondskabsfuld en, eller er der noget mere grundlæggende galt med den måde ”systemet” virker på? Dette er bestemt ikke noget nyt spørgsmål – det er blevet stillet mange gange siden kapitalismen blev det dominerende økonomiske system, da tilbagevendende (cykliske) kriser altid har været en integreret del af dens måde at fungere på. Den lange periode af forholdsvis økonomisk stabilitet, vi har oplevet i den udviklede verden side midten af 80erne, havde ellers fået mange til at tro, at alvorlige økonomiske kriser hørte fortiden til, med det argument at globaliseringen og de mere sofistikerede finansielle markeder havde mindsket eller helt fjernet denne cykliske tendens.