Rusland kæmper for at få bugt med en hårdnakket høj inflation. Den russiske centralbank skyder skylden på manglen på arbejdskraft, som efter deres opfattelse producerer en 'løn-pris-inflation', så de vil have arbejdsløsheden op ved at bremse den økonomiske vækst. Men der er andre måder at kontrollere inflationen på, som ville være mere gavnlige for Rusland og de russiske arbejdere.

Efter en relativt stille periode flyder de etablerede medier på det seneste endnu en gang over med artikler, der forudsiger det snarlige sammenbrud af Ruslands økonomi. Sanktionerne, sammen med den økonomiske byrde, som krigen i Ukraine indebærer, skulle endelig virke, så Rusland er nu hårdt presset, og i 2025 kommer sammenbruddet. Er der et gran af sandhed i dette?

På trods af den voldsomme retorik indbærer Trumps nye præsidentperiode mere kontinuitet end brud med Biden-administrationen. Der er dog enkelte områder, hvor der kan være et skarpere brud med fortiden. Et af disse er stoppet for indvandring og deportation af 'uautoriserede' indvandrere. Dette vil have konsekvenser både for de lande, hvor indvandrerne kommer fra, og for USA selv.

EU er bekymret for, at Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus vil betyde fred i Ukraine, da Trump har hævdet, at han kan sikre fred på sin første dag som præsident. Det sker næppe. Årsagen er, at Trump bliver nødt til at vise, at han har lavet en handel, som er til USAs fordel, men det er usandsynligt, at Rusland vil levere det. Så det er mere sandsynligt, at krigen fortsætter i 2025, og den kan endda eskalere, før den slutter. Desværre. Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl.

Det kan virke mærkeligt at sætte spørgsmålstegn ved, om Israel har en fremtid, når det netop nu har succes med at knuse sine fjender Hamas og Hizbollah med amerikansk støtte. De er i gang med at vinde, så selvfølgelig har de en fremtid, ikke sandt? For det første, er det rigtigt, at de er i gang med at vinde? Og for det andet er Israel et bosætter-kolonialistisk projekt, som er blevet til en apartheidstat. Deres strategi er at fordrive palæstinenserne fra Stor-Israel, og de regner med, at verden vil kigge den den anden vej imens. Vil den det? Vil vi det?

Som det ofte siges, så slutter alle krige på et eller andet tidspunkt, og det gælder også for Ukraine-krigen. Krigstrætheden er tydeligvis ved at sætte ind i Ukraine og blandt nogle af Ukraines vestlige sponsorer, på trods af den gentagne insisteren på at fortsætte 'så længe det er nødvendigt'. Der har indtil nu været en stiltiende aftale i NATO om ikke at diskutere muligheden for en forhandlet fred åbent, så mantraet er stadig, at Putin er den nye Hitler, og alt andet end et russisk nederlag er uacceptabelt. Men det rygtes, at diskussionerne er i gang i korridorerne.

Ukraines præsident, Volodymir Zelensky, har benyttet undtagelsestilstanden i landet til at koncentrere al magt i sine hænder, herunder magten til at beslutte hvordan krigen skal føres. Før han vandt valget i 2019, var han skuespiller (og komiker). Måske er det derfor, han er så besat af medierne, og det kan forklare hans mange besynderlige, og tilsyneladende selvødelæggende, beslutninger. At stræbe efter kortsigtede mediesucceser, når man leder et land i krig, lover ikke godt.

Ifølge det neoliberale, globaliseringsdogme, der har domineret verden siden de brølende halvfemsere, er indvandring en ’win-win’ situation, da folk flytter fra lavtlønnede job i udviklingslandene til mere produktive og højere betalte job i de udviklede lande. Så det er en gevinst for alle, ikke sandt? Nej, ikke for alle. Taberne er lavtuddannede arbejdere i de udviklede lande, hvilket skaber vrede og fører til politisk radikalisering. Og det er ingen opskrift på udvikling for udviklingslandene. Løsningen? Flyt arbejdspladserne, ikke menneskerne.

NATO har en aftale med den ukrainske regering: 'Vi giver jer penge og våben, og I stiller med soldaterne'. Den ukrainske regering bruger nu stadig mere barske og voldelige metoder for at indfange uvillige borgere og sende dem til en næsten sikker død i skyttegravene. Denne indsats bifaldes af NATO-landene. Politikerne, fra højre til venstre, føler absolut ingen empati med de ukrainske mænd, der mod deres vilje bliver sendt til slagtebænken. Det er åbenbart et nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.

Når udviklingslandene forsøger at indhente de udviklede lande, er der mange forhindringer. Får de lov til at beskytte de nye industrier, de forsøger at etablere? Kan de få midler til de store investeringer, der er nødvendige? Kan de gennemføre en fornuftig økonomiske politik? Det er ikke nemt, men historien fortæller os, at det ikke er umuligt.