USA har indsat en stor flådestyrke tæt på Venezuelas kyst. Det er uklart, hvad han vil gøre med den, da den er for stor til, at han kan holde den der på ubestemt tid, og for lille til en invasion i fuld skala. Han siger, at han ønsker et regimeskifte. Hvordan vil han opnå det? Og kan han?

Guldprisen har i løbet af det sidste årti kun bevæget sig i én retning: opad! Bare i 2025 er den steget med næsten 50 %. Er dette en boble drevet af spekulation, eller er der noget mere alvorligt på færde i verden? Det sidstnævnte er det mest sandsynlige.

Trump vil lægge ansvaret for krigen i Ukraine over på EU. Han har ironisk sagt, at Ukraine med støtte fra EU kan vinde krigen og genoprette grænserne fra 1991. USA vil med glæde sælge dem våbnene, men EU skal betale. Så nu kigger EU-landene dybt i pengepungen. Vil de være i stand til at fortsætte krigen til den bitre ende?

Den ukrainske præsident Vladimir Zelensky og EU kan ånde lettet op. Faren for fred i Ukraine er drevet over. Trump siger, at han er skuffet over russerne, og han har forsikret, at Ukraine kan vinde krigen og genoprette grænserne fra 1991. Han har lovet støtte med amerikanske våben, så længe det er nødvendigt, på betingelse af at andre betaler. Hvorfor mislykkedes det for Trump?

Den amerikanske præsident Donald Trump mener, at det største problem i den amerikanske økonomi er det vedvarende underskud på betalingsbalancen. Hans foretrukne værktøj er told. Han bruger told og truslen om højere toldsatser til at gennemtvinge handelsaftaler med venner og fjender for at reducere importen og øge eksporten. Har det virket?

Den amerikanske præsident Trump bruger told og trusler om mere told til at gennemtvinge gunstige handelsaftaler med venner og fjender. Hans erklærede mål er at mindske underskuddet på den amerikanske betalingsbalance, skaffe indtægter til statskassen for at reducere det konstante underskud på statsfinanserne og tvinge private virksomheder til at flytte produktionen til USA. Men er der nogen logik i det, han gør? Eller er han bare en galning, der tumler rundt som en elefant i en porcelænsbutik?

Den amerikanske præsident Donald Trump har presset både venner og fjender med toldsatser og trusler om yderligere toldsatser, hvis de ikke accepterer handelsaftaler på USA's præmisser. Nogle, som EU, har kapituleret uden at gøre modstand og har dermed gjort sig selv til grin i omverdens øjne. Men andre lande modsætter sig Trumps damptromletaktik. Til Trump-holdets overraskelse er et af disse lande Indien.

De europæiske landes strategiske beslutning om at stå last og brast med Israel til trods for det folkemord og den etniske udrensning, der finder sted i Gaza og den besatte Vestbred, kan være svær at forstå. Den svækker kraftigt EU landenes omdømme i det Globale Syd og blandt deres egne befolkninger. Det lugter langt væk af dobbeltmoral, og det skal man være blind for ikke at kunne se. Talen om ”europæiske værdier” fremstår som det, den er: tom snak.

Der er en ny politisk konsensus i de europæiske NATO-lande. Det hævdes, at da de ikke længere kan regne med en automatisk amerikansk sikkerhedsgaranti, står de over for en eksistentiel trussel, og der er et presserende behov for en dramatisk oprustning. De bør være klar til en krig med Rusland inden for 3-4 år, siges det. Denne konsensus støttes af hele det politiske spektrum, fra højre til venstre. Eneste problem: den strider mod fakta.

Livet var lettere i politik i de 40 år med neoliberal globalisering, da den satte snævre grænser for, hvad politikerne kunne gøre. Uanset hvad de foreslog, måtte de argumentere for, at markederne, og i særdeleshed den hypermobile internationale kapital, ville acceptere det. Med den neoliberale globaliserings bortgang har vi en ny situation.