Det er fastslået, at NATO skal i krig med Rusland i 2030. Det siger Merz, Mette, Stubb, Rutte og alle de andre. Det er ikke en risiko. Det er et faktum. Befolkningen skal forberede sig, siger de. Hvordan skal den krig så udspille sig? Det får vi ingen forklaring på. Men måske kan USA's krig med Iran give os en idé om, hvordan det kommer til at ske.

De sidste par måneder har det været slået fast som en kendsgerning, at krigslykken i Ukraine nu endelig er vendt. Så langt om længe er de hundreder af milliarder af euro og dollars, som NATO-landene har hældt i Ukraine, og de hundrede tusinder af døde ukrainske soldater ved at finde sin berettigelse, ikke sandt? Beklager at være lyseslukker, men svaret er nej.

Donald Trumps forsøg på at bemægtige sig Grønland, som han begrunder med nationale sikkerhedshensyn, har pludselig fået NATO til at hævde, at det er nødvendigt til at opruste militært i Arktis. Et hidtil relativt fredeligt område er nu blevet til en endnu en skueplads for militære spændinger og våbenkapløb. Det er det rene vanvid.

"Vi i Amerika har ingen interesse i at være høflige og pæne forvaltere af Vestens gradvise udfasning," sagde den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, på sikkerhedskonference i München for nylig. Og han tilføjede: "Vi vil genrejse den største civilisation i menneskets historie." Så hans budskab er: "Imperiet er på banen igen"!

Den amerikanske præsident Donald Trump vandt valget på et løfte om at gøre noget ved USA's indenrigspolitiske problemer. Som så mange amerikanske præsidenter før ham har han ikke holdt sit løfte og har i stedet startet nye militære eventyr i fjerne lande. Den vellykkede operation for at kidnappe den venezuelanske præsident har tilsyneladende givet ham appetit på mere. Det lover ikke godt for resten af ​​verden. Og for USA.

Det internationale politiske og økonomiske system er under forandring, og Kina har en afgørende rolle i denne proces. Kina har i årtier været en hastigt voksende økonomisk magt, men vil det fortsætte? Landet står over for mange udfordringer, og der er som altid kina-observatører, der forudsiger, at det ender galt. Det er der ikke noget nyt i. Men bare fordi sortseerne har taget fejl indtil nu, betyder det ikke nødvendigvis, at de tager fejl igen. Men det ser nu sådan ud.

Der er ingen tvivl om, at Kina, en stadig mere konkurrencedygtig økonomisk stormagt, udgør en økonomisk udfordring for EU. De europæiske lederes diskurs går imidlertid langt ud over denne økonomiske udfordring. Nu beskrives Kina som en militær trussel. Blandt de mest agressive Kina-høge er EU's præsident Ursula von der Leyen, EU's udenrigspolitiske chef Kaja Kallas og den danske statsminister Mette Frederiksen. Det er et mysterium, hvad de ønsker at opnå med det.

Hovedårsagen til, at EU, i modsætning til Kina, overgav sig uden at gøre modstand i toldkrigen med Donald Trump, ​​er ikke, at EU handelsmæssigt er meget mere afhængigt af USA end Kina er, men derimod, at den har andre prioriteter, først og fremmest Ukraine, dens militær er helt afhængigt af USA, dens bureaukrati er dårligt rustet til denne type slagsmål, ​​og den mangler intern enighed, hvis den skulle vælge at kæmpe imod. Den er derfor et let bytte for et rovdyr som Trump.

Trump har uden større besvær tromlet sine allierede vasalstater som EU, Japan og adskillige mindre lande ned. Han hævder, at han også har trynet Indien, men den påstand virker noget tvivlsom. Men med Kina mødte han endelig nogen, der kunne give ham reel modstand. Første runde endte med 1-0 til Kina. Der kommer snart flere runder. Held og lykke, Mr. Trump!

USA har indsat en stor flådestyrke tæt på Venezuelas kyst. Det er uklart, hvad han vil gøre med den, da den er for stor til, at han kan holde den der på ubestemt tid, og for lille til en invasion i fuld skala. Han siger, at han ønsker et regimeskifte. Hvordan vil han opnå det? Og kan han?