Ukraines præsident, Volodymir Zelensky, har benyttet undtagelsestilstanden i landet til at koncentrere al magt i sine hænder, herunder magten til at beslutte hvordan krigen skal føres. Før han vandt valget i 2019, var han skuespiller (og komiker). Måske er det derfor, han er så besat af medierne, og det kan forklare hans mange besynderlige, og tilsyneladende selvødelæggende, beslutninger. At stræbe efter kortsigtede mediesucceser, når man leder et land i krig, lover ikke godt.

Ifølge det neoliberale, globaliseringsdogme, der har domineret verden siden de brølende halvfemsere, er indvandring en ’win-win’ situation, da folk flytter fra lavtlønnede job i udviklingslandene til mere produktive og højere betalte job i de udviklede lande. Så det er en gevinst for alle, ikke sandt? Nej, ikke for alle. Taberne er lavtuddannede arbejdere i de udviklede lande, hvilket skaber vrede og fører til politisk radikalisering. Og det er ingen opskrift på udvikling for udviklingslandene. Løsningen? Flyt arbejdspladserne, ikke menneskerne.

NATO har en aftale med den ukrainske regering: 'Vi giver jer penge og våben, og I stiller med soldaterne'. Den ukrainske regering bruger nu stadig mere barske og voldelige metoder for at indfange uvillige borgere og sende dem til en næsten sikker død i skyttegravene. Denne indsats bifaldes af NATO-landene. Politikerne, fra højre til venstre, føler absolut ingen empati med de ukrainske mænd, der mod deres vilje bliver sendt til slagtebænken. Det er åbenbart et nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.

Når udviklingslandene forsøger at indhente de udviklede lande, er der mange forhindringer. Får de lov til at beskytte de nye industrier, de forsøger at etablere? Kan de få midler til de store investeringer, der er nødvendige? Kan de gennemføre en fornuftig økonomiske politik? Det er ikke nemt, men historien fortæller os, at det ikke er umuligt.

Da mange udviklingslande nu er interesseret i 'developmentalisme' som en politik, der kan hjælpe dem med at indhente de udviklede lande, er det værd at se på, hvad historien kan fortælle os om hvor denne politik har haft held med sig, og hvor den er endt galt. En af de vigtigste udfordringer er politisk: er det muligt at skabe en stærk politisk koalition og institutioner, der vil kunne bære denne politik igennem over en længere periode?

Da neoliberalismen har vist sig ikke at virke for udviklingslandene, søger mange af dem nu efter alternativer. Hvilke muligheder har de? Kan de efterligne, hvad Japan, de sydøstasiatiske ’tigre’ og Kina har gjort? Det bliver ikke nemt, men noget kan man lære af historien.

Misinformationskampagner er desværre en normal del af politisk rivalisering, og de har en endnu mere fremtrædende rolle, når der er krig. Vellykket misinformation kan have en ganske stor effekt. Der er imidlertid en risiko for, at man ender med at tro på sin egen misinformation, og det betyder, at skæbnesvangre beslutninger træffes på et forkert grundlag. Det er, hvad der ser ud til at ske i Ukraine-krigen. Og det er ekstremt farligt.

Er den kinesiske økonomi større end den amerikanske, eller er det omvendt? Man ser begge udsagn gentagne gange i mediernes overskrifter. Svaret afhænger af, om man ser på bruttonationalproduktet i markedspriser, eller man korrigerer for, hvad man kan købe for pengene (købekraft). Men der er også andre måder at måle de to økonomiers relative styrke på, og resultatet er det samme. Kina kommer uundgåeligt på førstepladsen.

De vestlige magter hævder at være forsvarerne af civilisationen mod barbariet, men til trods for at grusomhederne i Gaza fortsætter, støtter de fortsat betingelsesløst Israel. De spørger samtidig forsigtigt Israel, om de ikke nok vil være så rare at slå færre civile ihjel. Udover at miste troværdighed, så fremelsker de hermed fremtidige terrorister. Vi kan kun håbe, at det, at der er mange hæderlige mennesker i Vesten, der viser deres solidaritet med Palæstina på trods af deres regeringer, kan begrænse skaden.

Hvad vil NATO gøre, nu hvor der er overhængende risiko for et nederlag for dem i Ukraine? Opgive, forhandle og prøve at få det bedst mulige ud af det – også selvom det ikke kommer til at se godt ud? Nægte at acceptere nederlaget og fortsætte til den bitre ende, selvom det kan koste titusinder eller hundredtusinder flere liv og slutresultatet bliver, at alt er tabt? Trappe op og sende NATO-tropper ind i Ukraine? Vi befinder os i et meget farligt historisk øjeblik.