Der er en ny politisk konsensus i de europæiske NATO-lande. Det hævdes, at da de ikke længere kan regne med en automatisk amerikansk sikkerhedsgaranti, står de over for en eksistentiel trussel, og der er et presserende behov for en dramatisk oprustning. De bør være klar til en krig med Rusland inden for 3-4 år, siges det. Denne konsensus støttes af hele det politiske spektrum, fra højre til venstre. Eneste problem: den strider mod fakta.

Livet var lettere i politik i de 40 år med neoliberal globalisering, da den satte snævre grænser for, hvad politikerne kunne gøre. Uanset hvad de foreslog, måtte de argumentere for, at markederne, og i særdeleshed den hypermobile internationale kapital, ville acceptere det. Med den neoliberale globaliserings bortgang har vi en ny situation.

Efter at have været den dominerende politik verden over de sidste 40 år, er den neoliberale globalisering diskret blevet droppet af de rige lande. Det betyder ikke, at de har droppet neoliberalismen, men at globaliseringen har taget nye former. De vigtigste andre elementer i neoliberalismen er stadig intakte, men der åbner sig måske nu nogle nye muligheder for at få en politik til fordel for almindelige mennesker igennem. Og dog.

Det ser ikke specielt godt ud for EU på det seneste. Økonomisk stagnation, rapporter, der peger på faldende konkurrenceevne i nøglesektorer, negative økonomiske konsekvenser af sanktionerne, stigende finansiel byrde fra Ukraine-krigen, placeret midt i konfrontationen mellem USA og Kina, og så videre. Der er veje ud af dette morads, men politiske og institutionelle faktorer sætter spørgsmålstegn ved EU's evne til at kunne gøre det.

Det står mere og mere klart, at Rusland næppe vil blive besejret militært af NATO i Ukraine, og det ser ud til, at dets økonomi vil være i stand til at overvinde de vanskeligheder, der er skabt af "sanktionerne fra helvede". Sanktionerne og krigen har ført til dybtgående ændringer i det russiske samfund og økonomien, herunder også inden for de herskende klasser, som man kun delvist kan skimte konturerne af på nuværende tidspunkt. Så hvordan ser landets fremtid ud, når engang Ukraine-krigen slutter?

Rusland kæmper for at få bugt med en hårdnakket høj inflation. Den russiske centralbank skyder skylden på manglen på arbejdskraft, som efter deres opfattelse producerer en 'løn-pris-inflation', så de vil have arbejdsløsheden op ved at bremse den økonomiske vækst. Men der er andre måder at kontrollere inflationen på, som ville være mere gavnlige for Rusland og de russiske arbejdere.