På det seneste NATO-topmøde i midten af juli lovede NATO endnu en gang Ukraine penge og våben til at fortsætte krigen og en "uigenkaldelig vej til fuld euro-atlantisk integration, herunder NATO-medlemskab". Dette er den sikre vej til at sikre, at slagteriet af titusindvis af ukrainske soldater fortsætter, og det får landets fremtid til at se mere og mere tvivlsom ud. Men der høres ikke mange stemmer imod i Europa.
For et år siden var de fleste vestlige politikere og militærkommentatorer overbeviste om, at Rusland var ved at blive besejret i Ukraine. Der er stadig dem, der tror på det, men det er en skrumpende skare. Ikke desto mindre ønsker EU og USA, at krigen skal fortsætte. Nogle hævder, at Ukraine måske er ved at tabe krigen, men "vi kan ikke tillade at det sker" (for eksempel Macron og Scholtz). Andre siger, at Ukraine formentlig nok taber i den sidste ende, men hvad så? Rusland vil undervejs blive svækket militært, økonomisk og politisk, så det er det værd.
Så krigen skal fortsætte.
Rusland fremlagde for nylig sine seneste betingelser for en fredsaftale: Et neutralt og atomfrit Ukraine uden udenlandske tropper på sin jord og tilbagetrækning af ukrainske tropper fra de fire regioner, som Rusland har indlemmet. Dette er blankt blevet afvist af NATO og Ukraine. Den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin sagde til journalister i NATO's hovedkvarter i Bruxelles: "Han (Putin) er ikke i en position, hvor han kan diktere Ukraine, hvad de skal gøre for at skabe fred."
Det er værd at bemærke, at de russiske betingelser for fred gradvist er blevet hårdere, jo længere konflikten har stået på. I Minsk-aftalerne fra 2014 (underskrevet af Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig) skulle udbryderregionerne Donetsk og Lugansk igen blive en del af Ukraine, men med regionalt selvstyre, mens Krim fortsat ville være russisk. Ukraine trak senere sin underskrift tilbage og beklagede sig over, at de havde haft en pistol i panden, da de skrev under. Tyskland og Frankrig (Merkel og Hollande) sagde overraskende bagefter også, at de ikke mente det, da de skrev under. De skrev kun under for at give Ukraine tid til at genopruste, siger de nu. Det var den første forspildte chance for fred.
I 2021, før den militære intervention i Ukraine, krævede Rusland en ny sikkerhedsstruktur for Europa, herunder en juridisk bindende garanti for, at NATO ikke ville optage nye medlemmer, især ikke Ukraine og Georgien, og at det ikke ville indsætte yderligere tropper eller våben i de eksisterende medlemslande. Rusland ønskede også et moratorium for opstilling af mellem- og kortdistance raketter i Europa og en dialog om strategisk stabilitet og våbenkontrol. Dette blev blankt afvist af USA og de andre NATO-lande. En til forspildt chance.
I krigens første måneder var der direkte forhandlinger mellem Ukraine og Rusland (først i Minsk og bagefter i Istanbul). Et dokumentudkast, som fastslog, at Ukraine ville forblive neutralt (men kunne tilslutte sig EU, hvis det ønskede det), blev i princippet vedtaget. Der var mange åbne spørgsmål, som skulle forhandles bagefter (herunder Donbas status), og der var uenighed om loftet for de ukrainske væbnede styrker (250.000 tropper mod 85.000, 800 kampvogne mod 341 og så videre). Tilsyneladende var det Boris Johnson, der overbeviste Zelinsky om at trække sig ud af forhandlingerne, mens andre mener, at Zelensky tolkede den russiske tilbagetrækning fra Kiev som et svaghedstegn og derfor besluttede at trække sig. Uanset hvad årsagen måtte være, så fortsatte krigen. Endnu en forspildt chance.
Den sørgelige realitet er, at slagteriet i Ukraine vil fortsætte til ingen nytte. Og for de ukrainske nationalister vil resultatet kun blive værre. Russerne har allerede sagt, at det seneste fredsforslag er en chance for Ukraine, som ikke bliver tilbudt igen, hvis krigen fortsætter. Så Kharkovs og Odessas fremtid står nu hen i det uvisse.
Som jeg før har diskuteret det her, er hovedproblemet for Ukraine manglen på soldater til at fortsætte krigen. Siden krigens start har mænd mellem 18 og 60 haft forbud mod at forlade landet, og efterhånden som flere og flere modsætter sig mobilisering, er Ukraine praktisk talt blevet omdannet til en stor fangelejr for dem. Tusinder af mænd forsøger at forlade landet, men mange bliver fanget og sendt til fronten. Mænd bliver indfanget på gaden og i indkøbscentre, caféer, fitnesscentre og så videre. Den tvungne mobilisering bliver stadig mere upopulær i landet, og det er derfor ikke overraskende, at mere end halvdelen af ukrainerne ikke mener, at det er noget galt i at unddrage sig indkaldelse til militæret.
Det ser ud til, at NATO nu sætter sit håb til, at Rusland ikke vil være i stand til at leve med det fortsatte tab af soldater i krigen. Det britiske forsvarsministerium hævdede håbefuldt, at 70.000 russiske soldater sandsynligvis blev dræbt eller såret i maj og juni i år. Tabene på begge sider er svære at vurdere, da begge sider forsøger at skjule dem, men de er uden tvivl forfærdelige. For os lægfolk, der ikke har nogen særlig indsigt i militære forhold, indikerer den kendsgerning, at mere end 30.000 russere om måneden frivilligt skriver kontrakt med de væbnede styrker, mens Ukraine er nødt til at bruge stadigt mere hårdhændede metoder for at tvinge folk ud i skyttegravene, at en ukrainsk soldat anser risikoen for at blive dræbt ved fronten meget højere, end en russisk gør. Så NATOs stikker sig selv blår i øjnene.
Rekrutteringsofficerers biler brænder i Ukraine. Rekrutteringscentre er under angreb. De ukrainske medier skyder skylden på sabotører, hyret af den russiske efterretningstjeneste. Men da der er udbredt modstand mod den hårdhændede tvangsrekruttering i landet, er det måske ikke hele forklaringen. Foto: Getty images.
Dette burde udgøre et moralsk dilemma for NATO-landene. Deres aftale med den ukrainske regering er som nævnt, at de leverer våben og penge, og Ukraine leverer soldaterne, på den ene eller den anden måde. De ledende politikere i de fleste af NATO-landene er fuldstændig ufølsomme over for den skæbne, som hundrede tusinder af ukrainerne går i møde, når de mod deres vilje bliver sendt til en sandsynlig død i skyttegravene. Man kan jo ikke lave en omelet uden at slå nogle æg ud, vel?
Denne mangel på empati finder vi overalt i det politiske spektrum, mærkeligt nok også blandt det meste af venstrefløjen, de grønne og socialdemokraterne. De står klippefast på deres støtte til en fortsat krig og imod en forhandlingsløsning. I de nordiske lande finder man ingen politikere fra partier repræsenteret i parlamentet, der går ind for fred. Putin er for dem den nye Hitler, og fredsforhandlinger ville svare til ”appeasement”, ligesom München-aftalen med Hitler i 1938. Enhver, der argumenterer for fred, betragtes som en Putin-agent. Så hvis nogle hundrede tusinder flere ukrainere skal ofres for den gode sag, så må det være sådan, det er.
Mens de europæiske socialdemokratiske partier historisk set er urokkeligt for NATO, og i den sammenhæng ofte mere katolske end paven, siger nogle, der betragter sig selv som socialister, at krigen i Ukraine er en retfærdig antiimperialistisk krig mod det russiske imperium. Selvom de i princippet ikke er NATO tilhængere, mener de, at en strategisk alliance med NATO er nødvendig for at sikre Ukraines uafhængighed. Man finder forskellige varianter af dette argument i de fleste venstrefløjspartier i for eksempel de nordiske lande. Hvad med den skæbne, hundredtusindvis af ukrainere går i møde, når de bliver tvunget ud i skyttegravene? Det rager dem en høstblomst. "Vi kan ikke lade Rusland vinde denne krig! Punktum.”
Men hvad ville konsekvenserne være af et NATO-nederlag i Ukraine?
Vil Rusland så invadere Polen og de baltiske lande, som for eksempel Biden og Frederiksen hævder? Det er det rene nonsens. Som om Rusland ikke har haft problemer og tab nok i Ukraine. Rusland vil bestemt ikke stoppe, før det har en garanti for, at Ukraine ikke vil tilslutte sig NATO, men det har intet at vinde ved at angribe NATO, som økonomisk og militært er meget stærkere. Kun en galning ville gøre det, og i modsætning til, hvad vi får at vide, er præsident Putin og den russiske ledelse ikke galninge.
Vil USA og NATO blive svækket af et nederlag? Indenfor Europa, nej. NATO vil stadig have flere medlemslande og et højere militærbudget end nogensinde før. Men uden for Europa er svaret ja. Da nederlaget i Ukraine ville komme oven på nederlagene i Irak, Afghanistan og Libyen, vil NATO-landenes kapacitet til at udøve magt rundt omkring i verden blive stærkt formindsket. Til USA og EU's store skuffelse er landene i det globale syd ikke kommet dem til undsætning i Ukraine. Disse lande nægter at acceptere den nye kolde krigs opdeling af verden i de gode og de onde, og søger i stedet at varetage deres egne interesser. Deres interesse er at samarbejde med alle dem, de mener de kan få fordel af, og hvis det betyder at samarbejde med både USA, EU, Kina og Rusland, så er det helt i orden for dem. De nægter at blive tvunget til at vælge mellem 'dem' og 'os' ifølge USA-EUs formel: "de, der ikke er med os, er imod os". I det Globale Syd ser de fleste uden tvivl gerne en forhandlet løsning i Ukraine, men der er næppe mange, der ønsker at se NATO sejre. Og der er uden tvivl en hel del, der gerne ser deres gamle koloniherrer lide nederlag.
De føler sig sikrere med NATO som en 'papirtiger'.
"Papirtiger" er et traditionelt kinesisk udtryk, der betegner en person, der ser ud til at være magtfuld, men som faktisk er ineffektiv og ude af stand til at modstå udfordringer. Illustration fra Wikimedia (fra 1950).
