Alle krige slutter til sidst. Det gælder også Ukraine-krigen.
Som det ofte siges, så slutter alle krige på et eller andet tidspunkt, og det gælder også for Ukraine-krigen. Krigstrætheden er tydeligvis ved at sætte ind i Ukraine og blandt nogle af Ukraines vestlige sponsorer, på trods af den gentagne insisteren på at fortsætte 'så længe det er nødvendigt'. Der har indtil nu været en stiltiende aftale i NATO om ikke at diskutere muligheden for en forhandlet fred åbent, så mantraet er stadig, at Putin er den nye Hitler, og alt andet end et russisk nederlag er uacceptabelt. Men det rygtes, at diskussionerne er i gang i korridorerne.
NATO har en aftale med den ukrainske regering: 'Vi giver jer penge og våben, og I stiller med soldaterne'. Den ukrainske regering bruger nu stadig mere barske og voldelige metoder for at indfange uvillige borgere og sende dem til en næsten sikker død i skyttegravene. Denne indsats bifaldes af NATO-landene. Politikerne, fra højre til venstre, føler absolut ingen empati med de ukrainske mænd, der mod deres vilje bliver sendt til slagtebænken. Det er åbenbart et nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.
Hvad vil NATO gøre, nu hvor der er overhængende risiko for et nederlag for dem i Ukraine? Opgive, forhandle og prøve at få det bedst mulige ud af det – også selvom det ikke kommer til at se godt ud? Nægte at acceptere nederlaget og fortsætte til den bitre ende, selvom det kan koste titusinder eller hundredtusinder flere liv og slutresultatet bliver, at alt er tabt? Trappe op og sende NATO-tropper ind i Ukraine? Vi befinder os i et meget farligt historisk øjeblik.