02 01 2025

Trump afslutter næppe krigen i Ukraine

Donald Trump har valgt den neokonservative høg Marco Rubio som sin udenrigsminister. På billedet er de til et kampagnemøde i Raleigh den 4. november 2024. Donald Trump har valgt den neokonservative høg Marco Rubio som sin udenrigsminister. På billedet er de til et kampagnemøde i Raleigh den 4. november 2024. https://apnews.com/article/trump-marco-rubio-secretary-of-state-25664371f80dcf3332838352165e4d48
EU er bekymret for, at Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus vil betyde fred i Ukraine, da Trump har hævdet, at han kan sikre fred på sin første dag som præsident. Det sker næppe. Årsagen er, at Trump bliver nødt til at vise, at han har lavet en handel, som er til USAs fordel, men det er usandsynligt, at Rusland vil levere det. Så det er mere sandsynligt, at krigen fortsætter i 2025, og den kan endda eskalere, før den slutter. Desværre. Jeg håber virkelig, at jeg tager fejl.

2024 har ikke været et godt år for USA og dets europæiske undersåtter. EU's økonomi stagnerer, den amerikanske økonomi vokser godt nok, men den er baseret på en uholdbar offentlig gældsætning, og krigen i Ukraine går ikke godt for deres ven Zelensky. Den offentlige mening er langsomt ved at ændre sig og der er en stigende støtte til fred i Ukraine, også selvom Rusland ikke er blevet besejret – med undtagelse af nogle små radikaliserede nord- og østeuropæiske lande, der er villige til at fortsætte til den bitre ende.

Israels succes i krigen mod den palæstinensiske befolkning og Vestens jihadi venners magtovertagelse i Syrien er de eneste lyspunkter for USA og EU på den internationale arena. Dette lyspunkt bliver dog en smule spoleret af det globale syds næsten enstemmige fordømmelse af Israels folkedrab mod palæstinenserne og USA's og EU's ubetingede støtte til det, men som den romerske kejser Caligula er citeret for at have sagt: "Lad dem hade mig, hvis blot de frygter mig”. Israels naboer nærer ingen varme følelser for Israel, men de frygter det stadig. Derimod er respekten for USA's og dets allieredes militære og økonomiske magt gradvist ved at smuldre i det meste af det globale syd.

En af de få udenrigspolitiske succeser for USA og EU i 2024 var da deres jihadi allierede, Abu Mohammed al-Jolani, kom til magten i Syrien. Han var en del af Al Qaeda i Irak, og i 2011 grundlagde han Al Nusra Front som en Al Qaeda filial i Syrien. I 2016 omdøbte han gruppen til Jabhat Fatah al-Sham og i 2017 til Hayat Tahrir al-Sham (HTS), og han præsenterede sig selv som en “moderat yihadist”. Det er al-Jolani i midten af ​​billedet fra 2016.

Der er ingen tvivl om, at Trump og hans nærmeste allierede som James Vance og Elon Musk ikke bryder sig om Zelensky og folkene omkring ham, og at de rent faktisk gerne vil have, at krigen i Ukraine slutter. Det er også sandsynligt, at en vigtig del af det amerikanske establishment foretrækker, at krigen slutter (når man ser bort fra det militær-industrielle kompleks, der ikke kan få nok af krigen). Men de neokonsevative, der har magten i det demokratiske parti, er også en magtfuld faktor i det republikanske parti. Tag for eksempel den neokonservative høg Marco Rubio, som Trump har valgt som sin udenrigsminister. Under sin første præsidentperiode startede Trump godt nok ikke nogen nye krige, men han afsluttede heller ikke nogen af USA's "for-evigt krige". Han overlod den utaknemmelige opgave med at trække det amerikanske militær ud af Afghanistan til sin efterfølger, Biden. Så der er ingen grund til at tro, at Trump 2.0 betyder en fredspræsident.

Trump kan lide at præsentere sig selv som en genial forretningsmand, der kan lave gode forretninger. Men da den ukrainske hær er på tilbagetogt overalt, på trods af rundhåndet militær og finansiel støtte fra USA og EU, er spørgsmålet, hvilken aftale han ville kunne foreslå, som ville være acceptabel for Rusland.

Trump ville elske at indgå en aftale, hvor Rusland stopper sit samarbejde med Kina, og han ville formentlig være villig til at tilbyde meget for at få det: Lade Rusland få en fordelagtig fredsaftale i Ukraine, ophæve nogle af sanktionerne og så videre. Men det kommer ikke til at ske. Kina er en nabo og en stormagt på vej op, og Rusland har en langsigtet strategisk interesse i at samarbejde med Kina. De russiske og kinesiske økonomier er i høj grad komplementære, mens Rusland og USA konkurrerer på mange af de samme områder: Begge eksporter LNG, korn, atomkraftværker, våben og så videre. Hvad ville Rusland få ud af at binde sin fremtid op på et vakkelvornt og forgældet USA?

Krigen i Ukraine går ikke særlig godt for NATO. Nytårsaften tog russiske tropper kontrol over Kurakhove, en by med omkring 20.000 indbyggere, 50 km. vest for Donetsk by. Billedet viser et dronebillede af byen (fra en Telegram kanal).

En anden aftale, Trump kunne forsøge at indgå med Rusland, er at isolere Iran. Iran er Ruslands store nabo på den sydlige kyst af Det Kaspiske Hav. Landet er afgørende for Rusland som en del af den internationale nord-syd-transportkorridor, der forbinder det over land med Pakistan, Indien og andre sydasiatiske lande, og det er et potentielt fremtidigt marked for Ruslands industri, der er i gang med et come-back, blandt andet den genoplivede luftfartsindustri. For at foregribe ethvert forsøg fra Trump i denne retning vil Rusland og Iran underskrive en omfattende samarbejdsaftale den 17. januar, tre dage før Trumps indsættelse. Dette er et utvetydigt signal til Trump: "glem det!".

Rådgivere for Donald Trump har sendt prøveballoner op om at "fryse" konflikten langs de nuværende frontlinjer og udsætte invitationen til Ukraine om at blive medlem af NATO. Chancen for, at Rusland vil acceptere en sådan aftale, er nul. Rusland har erklæret, at det ønsker en fredsaftale, ikke en våbenhvile som i Korea, og at aftalen skal omfatte en neutral status for Ukraine og garantier for rettighederne for etniske, religiøse og sproglige mindretal, herunder russiske. Desuden ønsker de, at Ukraine afstår de fire provinser, som Rusland i øjeblikket kontrollerer næsten fuldstændigt (Donetsk, Lugansk, Kherson og Zaporizhia).

Som tingene ser ud, er der ikke store chancer for, at Trump vil acceptere det. Det ville mere se ud som et nederlag end en aftale, og det vil han nok ikke kunne leve med.

Risikoen er, at hvis Trump ikke kan få en aftale, han kan beskrive som et resultat af sine fabelagtige forhandlingsevner, kan han sige: "OK, guleroden virker ikke, så vi går efter stokken, så de kan se, at vi er en seriøs verdensmagt”. Det betyder eskalering.

Hvordan kan han eskalere? Den nemme del er at ophæve forbuddet mod brug af amerikanske missiler dybt inde i Rusland, som altid med teknisk assistance og efterretninger leveret af USA. Det vil gøre konflikten mere farlig, men det vil ikke ændre den militære balance, og det vil sandsynligvis blot gøre russerens mere besluttede på at gå efter en ubetinget Ukrainsk overgivelse.

Det bliver svært at opfinde flere sanktioner, end dem der allerede er indført, men han kan fysisk blokere den russiske olieeksport. De små radikaliserede lande omkring Østersøen, herunder Danmark, er alle opsatte på at blokere russiske skibe, men det kan de kun med opbakning fra USA. Den kan Trump sørge for. Russerne vil uden tvivl gøre gengæld, for eksempel ved at sende sin flåde for at eskortere sine skibe gennem de danske stræder, og det kan hurtigt eskalere til noget, der nemt kan løbe ud af kontrol. Men det lader til, at den danske regering er ligeglad med den risiko.

Han kan følge i Bidens fodspor og øge den militære og økonomiske støtte til Ukraine for at ’tvinge Rusland til forhandlingsbordet’. Da han har kritiseret Bidens betingelsesløse gavebistand, kan han insistere på at yde støtten som et lån mod ukrainsk sikkerhedsstillelse, for eksempel i form af landets mineralressourcer eller frugtbare landbrugsjord. Det kan Trump præsenteres som en fremragende forretningsaftale. Som han engang sagde for at retfærdiggøre sin fortsatte militære intervention i Syrien: "Vi beholder olien". Det gjorde han så, og Biden fortsatte med det. Så det kunne for eksempel være "Vi beholder deres lithium". Det ville Marco Rubio have det fint med.

Det betyder, at det ikke er givet, at der snart kommer fred i Ukraine på trods af de mange forudsigelser i den retning. En øget økonomisk og militær støtte vil forlænge krigen, indebære yderligere titusindvis af dødsfald, især af ukrainere, og øge den økonomiske byrde på Rusland, men det er usandsynligt, at det vil ændre det uundgåelige slutresultat: et nederlag for de ukrainske nationalister.

For at konkludere, så er jeg ikke særlig optimistisk omkring en snarlig fred i Ukraine. Det er endog muligt, at det bliver værre, før det bliver bedre. Men jeg håber virkelig, at jeg tager fejl.

 

***************

Jeg har kommenteret på Ukraine konflikten siden 2014. Du kan klikke på linkene nedenfor for at læse dem:

Oktober 2024: Alle krige slutter til sidst. Det gælder også Ukraine-krigen.

August 2024: Præsidenten i sin labyrint.

Juli 2024: Sådan kan det sikres, at slagteriet i Ukraine fortsætter

Februar 2024: Det er nu, det begynder at blive farligt.

Oktober 2023: Det er måske et dumt spørgsmål, men hvem er det egentlig, der bliver strategisk besejret i Ukraine?

Juli 2023: Hvad dør ukrainerne for?

Maj 2023: Hvad nu, hvis Ukraine taber?

Januar 2023: Åh, sikken en herlig krig!

April 2022: Det ser ud til at NATO besluttede at ofre Ukraine

December 2021: Har NATO besluttet sig for at ofre Ukraine?

November 2021: Hvordan vi kan sikre freden i Europa

September 2014: Vil sanktioner kunne mærkes i Rusland?

April 2014: Ved EU hvad de laver i Ukraine?

 

 

Læst 526 gange
Bedøm denne artikel
(1 Bedømmelse)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Jeg har lige skrevet mine erindringer, som også berører en del af temaerne herfra, men skrevet med let hånd. Den kan købes i boghandelen, eller bestilles hos forlaget: Klik her.  

Forside7

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.