Da de finansielle markeder kollapsede i slutningen af 2008 blev forskellige krisepakker sat i værk i de fleste lande for at afbøde virkningerne af den finansielle nedsmeltning. Der har været en meget beskeden debat om disse krisepakker, da disse - givet den akutte krisesituation – blev hastet igennem parlamenterne. Det er naturligvis for tidligt at vurdere virkningen af disse krisepakker, men de har uden tvivl virket i en eller anden udstrækning ved at stimulere efterspørgslen og dermed begrænse nedgangen i produktion og beskæftigelse.

Hvis den finansielle krise har bragt noget godt med sig, så er det at den åbenlyst har udstillet den uvidenhed, hvormed økonomien bliver behandlet i medierne. Bagsiden af medaljen er, at de fleste ikke synes at have bemærket det, og at de økonomiske journalister ikke synes at have lært noget af det. Dette er især indlysende, når vi ser på, hvordan nyheder om boligmarkedet og aktiemarkedet bliver behandlet.

Deltagelse i en stærkere valuta, som dollaren eller euroen, syntes for en tid at skabe et økonomisk mirakel i mindre lande i Europa og Latinamerika. Nu, efter den finansielle krise, ligner det mere en blindgyde.

De internationale markeder er igen i panik. EU og IMF har givet Grækenland milliardstore lån, og nu er der en redningspakke for Irland også. Der gættes på, at Portugal og måske også Spanien er de næste på listen. Efter disse redningspakker kommer en lang og hård periode med økonomiske nedskæringer og lav vækst. Er det et bedre alternativ for disse lande at erklære sig i betalingsstandsning, som Argentina gjorde for et årti siden?

Her to år efter at den internationale finansielle krise brød ud, ser USAs økonomi stadig meget ringe ud. Hovedårsagen er, at krisen i USA ikke kun skyldes en bristet boble i ejendomsmarkedet og den heraf følgende krise i den finansielle sektor, men at den også bunder i en mere grundlæggende mangel på konkurrencedygtighed. USAs økonomi har behov for en dyberegående strukturforandring, og det bliver ikke nogen nem proces.

USA's militære maskine lider under overbelastning og samtidig er tyngdepunktet i verdensøkonomien ved at skifte til Asien og Latinamerika. Det betyder at USA hidtil så mægtige overherredømme i verden er på retur. Da der ikke er nogen enkelt supermagt, der tegner sig som arvtager, bevæger vi os uvægerligt mod en multipolar verden. Nedgang er altid svær at administrere og med USA's enorme militære magt er processen uhyre risikabel. Vil USA være i stand til at adminstrere denne proces?

De fleste breve fra USAs diplomatiske missioner til deres chefer i Washington, som ”Wikileaks” har offentliggjort, er jævnt hen kedsommelige, og man undrer sig i mange tilfælde over, at de bliver præsenteret i medierne som “afsløringer”, når det de gengiver i langt de fleste tilfælde er den amerikanske regerings velkendte synspunkter. Irans regering er nogle svinepelse, Hugo Chávez er en diktator (selvom de tilføjer, at han ikke er dum), osv. osv. - gab! Undertiden kommer der lidt krydderi på, når de taler nedsættende om nære allierede, som den franske præsident Nicholas Sarkozy eller den Italienske statsminister Berlusconi, men ærlig talt – der er intet overraskende i det. Det er naturligvis meget morsomt at se de røde ører i Washington, men nyheder?