De globale ubalancer og boblerne i kredit og boligmarkederne, der har været undervejs gennem det seneste årti, er blevet bemærket af mange, og der også mange der har påpeget, at det var en udvikling der ikke kunne fortsætte i det længere løb. Men som det ofte sker, så kom sammenbruddet på en måde, der var en overraskelse for de fleste.

Den finansielle sektor er midtpunktet i den aktuelle krise, og den er – som for krisen fra internet boblen i 2000, men modsat de andre seneste finansielle kriser – hovedsagelig ”made in USA” og eksporteret til resten af verden.

Efterhånden som den finansielle krise uddybes i den udviklede verden og begynder at slå igennem også i udviklingslandene, melder spørgsmålet sig: er dette blot endnu en af de almindelige tilbagevendende kriser, omend en usædvanlig ondskabsfuld en, eller er der noget mere grundlæggende galt med den måde ”systemet” virker på? Dette er bestemt ikke noget nyt spørgsmål – det er blevet stillet mange gange siden kapitalismen blev det dominerende økonomiske system, da tilbagevendende (cykliske) kriser altid har været en integreret del af dens måde at fungere på. Den lange periode af forholdsvis økonomisk stabilitet, vi har oplevet i den udviklede verden side midten af 80erne, havde ellers fået mange til at tro, at alvorlige økonomiske kriser hørte fortiden til, med det argument at globaliseringen og de mere sofistikerede finansielle markeder havde mindsket eller helt fjernet denne cykliske tendens.

Da de finansielle markeder kollapsede i slutningen af 2008 blev forskellige krisepakker sat i værk i de fleste lande for at afbøde virkningerne af den finansielle nedsmeltning. Der har været en meget beskeden debat om disse krisepakker, da disse - givet den akutte krisesituation – blev hastet igennem parlamenterne. Det er naturligvis for tidligt at vurdere virkningen af disse krisepakker, men de har uden tvivl virket i en eller anden udstrækning ved at stimulere efterspørgslen og dermed begrænse nedgangen i produktion og beskæftigelse.

De internationale markeder er igen i panik. EU og IMF har givet Grækenland milliardstore lån, og nu er der en redningspakke for Irland også. Der gættes på, at Portugal og måske også Spanien er de næste på listen. Efter disse redningspakker kommer en lang og hård periode med økonomiske nedskæringer og lav vækst. Er det et bedre alternativ for disse lande at erklære sig i betalingsstandsning, som Argentina gjorde for et årti siden?