Men så fik vi den finansielle krise, der synes at være på vej til at blive den mest alvorlige økonomiske nedtur siden 1930ernes verdenskrise. Nogle har forsøgt at forklare det som en ekstrem begivenhed, som vi ikke skal tage for alvorligt, noget i retning af en naturkatastrofe (”en begivenhed der sker en gang hvert hundredende år” ifølge den tidligere nationalbankdirektør i USA, Alan Greenspan). Selvom mange af de faktorer, der ledte til den nuværende økonomiske katastrofe, sagtens kan forklares uden anvendelse af alt for indviklet økonomisk teori, så blev krisen ikke forudset – hvilket endnu engang understreger, at økonomiske og økonometriske modeller er meget dårlige til at forudsige økonomiske kriser. Modellerne er ofte nyttige til at forudsige om næste års økonomiske vækst bliver en procent større eller mindre en dette års, men ikke til at forudsige et vendepunkt i konjunkturen for ikke at tale om et tidehverv.
Jeg skal her bidrage med nogle beskedne overvejelser over, hvad der måtte være mere ”systemiske” problemer, som har bygget sig op gennem de sidste årtier. Årsagen til denne beskedenhed er, at der synes at være en del ting i den aktuelle internationale økonomi, som vi ikke rigtig har forstået. Det skal ikke hermed hævdes, at disse temaer, jeg fremhæver, nødvendigvis er de væsentligste, men de er bestemt værd at tænke over.
Jeg skal her begrænse mig til at diskutere to fænomener, der synes at være væsentlige i det korte til mellemlange sigt, og et tredje, der er mere langsigtet.
Indkomstfordeling og købekraft
Det første fænomen handler om indkomstfordelingen. Hvis vi ser på, hvordan indkomsten er fordelt mellem arbejdskraften og kapitalen (det er det, der kaldes den funktionelle indkomstfordeling), så har denne fordeling i de udviklede lande udviklet sig til fordel for arbejdskraften i perioden fra den anden verdenskrig og frem til slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne, hvorefter lønandelen er begyndt af falde. Dette fald i lønandelen er næsten universelt i den udviklede verden, og faldet er ikke ubetydeligt (typisk 5-10% af bruttonationalproduktet). Derudover er der også en tendens til en mere skæv indkomstfordeling, dvs. større afstand mellem lav- og højindkomst familier.
Dette er bestemt ikke overraskende. Det er et sandsynligt og forudsigeligt resultat af globaliseringen og den øgede indvandring. Hundreder af millioner af nye arbejdere i udviklingslandene er blevet inddraget i den internationale økonomi gennem øget international handel, og det har mindsket arbejdernes forhandlingsposition i de udviklede lande, specielt for lavt kvalificerede arbejdere i brancher udsat for international konkurrence (især industrier præget af lav eller middel teknologi). Dette er blevet forstærket af indvandringen, som typisk har øget konkurrencen om lavt kvalificerede arbejdspladser, især i servicesektoren. Ikke overraskende har dette også ført til en svækkelse af fagforeningerne. For at forklare denne svækkelse er det ikke nødvendigt at gribe til forklaringer som øget individualisme blandt de unge eller fagbevægelsen manglende evne til at tilpasse sig de nye tider (selvom dette utvivlsomt også har bidraget). Det er heller ikke overraskende, at disse tendenser har været stærkest, hvor åbningen i forhold til international handel og indvandring har været mest radikal.
Når indkomstfordelingen bliver skævere, så går opsparingen normalt op og forbruget ned, da de bedrestillede normalt bruger en mindre del af deres indkomst til forbrug. Dette er imidlertid ikke sket i de udviklede lande i det seneste årti, og årsagen hertil er først og fremmest en lettere adgang til lån. Så sagt meget firkantet: lønmodtagerne har fået lån i stedet for lønforhøjelse (og hvad der måske er sværere at begribe: de synes at have været godt tilfredse med det). Dette har generelt i de udviklede lande, men især i USA, medført, at opsparingen i økonomien har været faldende, og at husholdningerne er blevet stadig mere forgældede. Så den nuværende finansielle krise er ikke så forfærdeligt overraskende, i og med at overforgældede familier har stadigt sværere ved at betale deres lån tilbage.
Lønnen har en dobbelt karakter af at være en omkostning for den enkelte arbejdsgiver samtidig med at den globalt set betyder købekraft til at købe det, der bliver produceret. Så det er godt for den enkelte arbejdsgiver, hvis andre arbejdsgivere øger lønningerne, og han selv kan slippe for det. Udviklingen de sidste par årtier har i den henseende været den bedste af alle verdener: indtjeningen er vokset hurtigere end økonomien som helhed, og alligevel har der ikke været problemer med efterspørgslen. Det er sådan noget, der skaber optimisme blandt investorerne og mere vækst. Men det kan selvfølgelig ikke fortsætte i det uendelige. På et eller andet tidspunkt skal faldet i arbejdskraftens andel af indkomsterne stoppe, og så er det slut med den ekstraordinære vækst i indtjeningen.
På denne baggrund kan man argumentere for, at hvad der skal til for at overvinde den nuværende krise i de udviklede lande (og også i nogle af udviklingslandene, ikke mindst Kina), er – oh rædsel – en generel stigning i lønniveauet. Det gældende styrkeforhold mellem arbejde og kapital taget i betragtning bliver dette ikke nemt at opnå. Den svage stilling, som lønarbejderne har, hænger i høj grad sammen med, at kapitalen nu har en øget bevægelighed og har lettere ved at flytte produktionen end tidligere, og dette forhold er der ikke meget tegn til vil ændres. Man kunne måske styrke lønarbejdernes forhandlingsposition, hvis man kunne sikre centrale lønforhandlinger på EU plan, men det synes for tiden at være et fjernt mål. For slet ikke at tale om i USA, hvor det for tiden ville være helt utænkeligt.
Den asiatiske opsparingsdille
Det andet fænomen er den stadige ophobning af valutareserver, især i de asiatiske lande (men ikke kun der). Næsten alle lande i verden, bortset fra USA, har de sidste par år kørt med overskud på deres betalingsbalance (modsvaret af det gigantiske underskud i USA). Den største ophobning af valutareserver har fundet sted i Japan, Kina og andre asiatiske lande. I Kinas tilfælde strider dette mod al sund fornuft. Kina er et udviklingsland med et enormt behov for investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhed osv., men til trods herfor sendes en væsentlig del af opsparingen ud af landet for at finansiere underskuddet på statsbudgettet i USA og tilføre kapital til amerikanske firmaer. Ifølge økonomisk teori giver dette mening, hvis anvendelsen af kapitalen er meget mere rentabel i USA end i Kina. Men det er vanskelig at tro, at dette skulle være tilfældet.
Alle lande kan naturligvis ikke køre med overskud på betalingsbalancen – ethvert overskud må modsvares af et underskud et eller andet sted, da summen per definition er nul. Nogle må købe, hvad der bliver produceret – hvis ikke, ville det slet ikke blive produceret. Spørgsmålet er derfor, hvorfor de asiatiske lande er så forhippede på at køre med overskud på betalingsbalancen og hobe valutareserver op. I sidste ende er det selvødelæggende.
En af årsagerne til denne opsparingsdille kan vi finde i den finansielle krise i Asien i 1997. I årene op til krisen havde en liberalisering af kapitalbevægelserne ført til en indstrømning af udenlandsk kapital, hvorved der blev skabt let adgang til lån (ofte fastsat i udenlandsk valuta), en stigende spiral i ejendomspriserne og stigende betalingsbalanceunderskud. Krisen udløstes af en spekulation mod en række asiatiske valutaer (herunder den thailandske Bath, den indonesiske Rupiah og den koreanske Won), der efterfølgende blev voldsomt devalueret. For at undgå at en statsbankerot måtte flere lande bede den Internationale Monetære Fond (IMF) om hjælp (herunder Thailand, Indonesien, Sydkorea og Filippinerne). Krisen i disse landet var ikke meget forskellig fra den krise, som USA er ramt af i dag, men IMFs reaktion var dengang meget forskellige fra, hvad alle i dag hævder er den rigtige kur. I stedet for at øge likviditeten, blev den kraftigt strammet. I stedet for at øge de offentlige investeringer og det offentlige forbrug for at mildne faldet i efterspørgslen og den stigende arbejdsløshed, blev de offentlige udgifter skåret ned. Desuden krævede IMF er række “strukturelle politiske tiltag”, herunder privatiseringer, at man skulle lade store virksomheder gå konkurs og blive solgt på auktion, og i almindelighed deregulering af økonomien. Kort sagt, en bredt anlagt neoliberal offensiv.
Som den
tidligere
cheføkonom for Verdensbanken forklarer det: "Jeg anså
dette
for at være en fejltagelse. I modsætning til de
latinamerikanske
lande, så kørte de østasiatiske lande allerede med
overskud på
statsbudgettet. I Thailand var der så store overskud på
statsbudgettet, at regeringen i realiteten udsultede økonomien
for
nødvendige investeringer i uddannelse og infrastruktur, som
begge er
helt nødvendige for økonomisk vækst. Og de
østasiatiske lande
havde også allerede en stram pengepolitik: inflationen var lav og
faldende (.. ) Problemet var ikke en uansvarlig offentlig sektor. Det
var en uansvarlig privat sektor – f.eks. alle disse banker og
lånere der spekulerede i fast ejendom.” Hvad vi kan se her
bagefter er, at de lande som det lykkedes at undgå en aftale med
IMF, klarede sig væsentligt bedre, herunder Kina (der ikke havde
ladet sig overtale til at liberalisere kapitalbevægelserne) og
Malaysia (som nægtede at indgå en aftale med IMF og i
stedet valgte
at tackle krisen ved at indføre kontrol med de internationale
kapitalbevægelser).
Den konklusion, som mange asiatiske lande har draget af denne erfaring, er, at det værste der kan ske, er at blivet tvunget til at bede IMF om bistand - ”falde i kløerne på IMF” - og for at undgå dette er de begyndt at opbygge en reserve af udenlandsk valuta. Dette gælder ikke kun de asiatiske lande. Også lande i Mellemøsten, Rusland og mange af de ”evigt uansvarlige” latinamerikanske lande har de seneste år kørt med store overskud på betalingsbalancen og har opbygget store reserver.
Dette er ødelæggende for det internationale monetære system, men det er selvforskyldt. De førende udviklede lande har i årtier uansvarligt misbrugt IMF til at påtvinge andre lande deres foretrukne økonomiske model, og konsekvensen er, at organisationen nu er ude af stand til at spille den rolle, den blev skabt til, nemlig at sikre stabilitet i det internationale monetære system. IMF er det seneste årti blevet stadig mere irrelevant. Med undtagelse af de fattigste 25-30 udviklingslande, som ikke har andet valg end fortsat at underskrive strukturelle tilpasningsprogrammer med organisationen, har organisationen mistet en stor del af sine kunder, idet de fleste mellemudviklede lande har betalt deres gæld af og stoppet samarbejdet med organisationen. Den nuværende krise indebærer, at IMF pludselig har fået en del af de gamle kunder tilbage. Denne gang har organisationen handlet hurtigt og givet hastelån uden at stille ydmygende betingelser. Den har givet prioritet til duksene i klassen, der anses for at føre en ”sund økonomisk politik” (blandt disse Mexico, El Salvador, Tyrkiet, Island og en række østeuropæiske lande), og også til lande, hvor den økonomiske politik måske ikke er anset for at være så ”sund”, men hvor det er magtpolitisk vigtigt, som Ukraine og Pakistan.
Den manglende tillid til IMF blandt de mellemudviklede lande er et alvorligt problem for det internationale finansielle system. Når en stor del af disse lande forsøger at opbygge reserver for at kunne modstå en kommende finansiel krise, er de selv medvirkende til at skabe denne krise. For at redde kapitalismen fra sig selv er det derfor nødvendigt helt at omdefinere IMF eller skabe en ny organisation, der kan udfylde den rolle, den oprindelig var tiltænkt. Det er endnu ikke muligt at se nogen seriøs bevægelse i denne retning (trods den megen tale om nødvendigheden af en ny Bretton-Woods aftale), og da sagen har stor betydning for den internationale magtpolitik, vil det ikke blive nemt. De asiatiske lande overvejer for tiden mulighederne af at skabe regionale monetære aftaler, der kan udfylde noget af det tomrum, som IMF har efterladt, og det samme er tilfældet for nogle af de større latinamerikanske lande (især Brasilien og Argentina, kernelandene i MERCOSUR). Hvis der ikke handles, er der en risiko for, at hele det internationale monetære system, der blev bygget op efter anden verdenskrig, smuldrer.
Den evige jagt efter vækst
Det tredje fænomen, som er mere langsigtet, men som med tiden har fået en stadig mindre filosofisk karakter, er spørgsmålet om kapitalismens sammenhæng med økonomisk vækst. Kapitalismen har historisk været uhyre effektiv til at skabe økonomisk vækst. Grænserne for vækst er nu ved at vise sig. De fleste af de ressourcer, som væksten har været baseret på, er ikke-fornyelige og vil udtømmes på et eller andet tidspunkt. Nogle af disse er allerede nu under pres, ikke mindst vand og olie. Dertil kommer de såkaldte eksterne effekter (hvad vi almindeligvis kalder ”forurening”), ikke mindst klimaforandringer forårsaget af udslip af CO₂.
Kapitalismen synes af været nært knyttet til vækst. Som den berømte sætning af Marx udtrykker det: “Akkumuliert, akkumuliert! Das ist Moses und die Propheten!” (Akkumuler, akkumuler! Dette er Moses og profeterne!). Kan kapitalismen tilpasse sig en verden, hvor akkumulationen er begrænset? Der er ikke noget i økonomisk teori, der tilsiger, at dette ikke skulle være muligt. Men i praksis kan man have sine tvivl.
Det aktuelle problem med klimaforandringer kan i princippet løses ved at indføre en verdensomspændende afgift på fossile brændstoffer, højest for de mest forurenende som kul (og Canadisk tjæresand). Lad os sige, at der blev indført en afgift på 200 dollar på hvad der svarer til en tønde olie, plus en forpligtelse til at fastholde denne afgift i fremtiden. En række alternative løsninger ville dermed blive rentable og brugen af fossile brændsler ville hurtigt begynde at falde efterhånden som verden skiftede over til sol, vind, vandkraft eller andre fornyelige alternative energikilder. Samtidig ville de højere energipriser betyde et lavere samlet energiforbrug. Dette er logik for burhøns – men alligevel vil det næppe ske. Den første årsag hertil er, at der er store interesser i såvel de energiproducerende som de energiforbrugende sektorer (som bil- og fly-industrien), der er uhyre magtfulde. Dernæst er der mange, der mener, at højere energipriser vil forhindre økonomisk vækst, og derfor bør undgås for enhver pris, dvs. at det gældende økonomiske system ikke skulle være foreneligt med høje energipriser. For det tredje er der ikke nogen verdensomspændende mekanisme, der kan sikre bindende aftaler, så selvom mange lande er enige, vil der være lande, der kører friløb (som f.eks. USA og Australien i den nuværende Kyoto aftale). Det betyder ikke, at der ikke er nogen vej fremad. Men uheldigvis er der en stor risiko for, at en ny aftale, der skal komme via konsensus mellem mange lande, vil være så udvandet, at tiltagene vil være for beskedne og komme for sent til at kunne forhindre klimaforandringerne. De første reaktioner over for den aktuelle økonomiske krise er således ikke opmuntrende. En række lande har indført subsidier til bilindustrien og foranstaltninger for at stimulere købet af biler, blandt disse Kina (der ydermere har sænket de allerede lave brændstofpriser). Så der er ikke mange tegn til, at der er villighed til at ændre den nuværende udviklingsmodel, der er baseret på billig og rigelig energi.
En parallel til den mulige manglende forenelighed af vores økonomiske system med lav eller ingen vækst er diskussionen om indvandring i Europa. Det hævdes ofte, at indvandringen er nødvendig, da befolkningen i Europa bliver ældre. Dette er det samme som at sige, at samfundet ikke kan fungere, hvis befolkningen ikke til stadighed vokser. Altså er vi på vej mod afgrunden, for alle (med undtagelse af tåber og en del økonomer) ved, at eksponentiel vækst ikke kan fortsætte i det uendelige. Hvis vi virkelig har indrettet vores samfund, så det er uforeneligt med en ikke-voksende befolkning, så er det på tide, at vi finder en at anden måde at organisere det på, inden det er for sent.
