De nylige problemer i mindre lande i EU's randområde (Irland, Portugal og Grækenland) stiller nogle dyberegående spørgsmål vedrørende økonomisk udvikling. Spørgsmålet er, hvordan små, relativt mindre udviklede lande, der ligger i udkanten af en større, mere udviklet økonomi, bedst kan opnå økonomisk udvikling. Dette er en problemstilling for mange små lande i udkanten af EU, for de mindre latinamerikanske økonomier og også for nogle af de mindre asiatiske lande.
I 90erne dikterede det såkaldte Washington konsensus, at hvad der var brug for, var makroøkonomisk stabilitet, privatisering af offentlige virksomheder, liberalisering af handelen med udlandet og tiltrække udenlandske direkte investeringer. Der var lidt tvivl om det med valutaen – skulle landene sigte mod en fast vekselkurs med den udviklede økonomi (amerikanske dollar eller euro), eller skulle de fastholde en flydende kurs?
Den latinamerikanske erfaring, ligesom erfaringen fra nogle mindre asiatiske lande, har ikke været god. De faste valutakurser i Argentina og Brasilien medførte en strøm af billig, udenlandsk kapital, der medførte en reel overvurdering af valutaen og lav vækst. I sidste ende måtte begge lande devaluere, og i Argentina fulgte et økonomisk sammenbrud. Samme skæbne led flere mindre asiatiske lande under den asiatiske finansielle krise i slutningen af 90erne. Andre latinamerikanske lande, som El Salvador, der simpelthen overtog den amerikanske dollars som valuta, er fanget inde i lav vækst og holder sig kun oppe ved hjælp af penge sendt hjem fra arbejdere, der er emigreret til USA eller Europa.
Med hvad med erfaringerne fra eurozonen? De ser mere vellykkede ud og synes ad modsige den opfattelse, at det ikke fører til økonomisk udvikling blot at blive integreret i en større og mere udviklet økonomi. Bare se på Spanien. De der kender Spanien, som det var for 30-40 år siden, vil kunne huske, at det mere lignede et udviklingsland end et udviklet land. Forandringer har virkelig været overvældende – ikke altid til det bedre, men ingen kan benægte, at det i dag er et meget rigere og mere moderne land. En mulig forklaring kan være, at for en økonomi, der var relativt alsidig og udviklet inden det blev opslugt af den større, mere udviklede økonomi, som det var tilfældet for Spanien i 1986, har en større mulighed for at slippe godt fra det.
Tilfældene Grækenland og Portugal er derimod mere tvivlsomme. Disse lande blev optaget i EU i 1981 og 1986 og kom med i euroen i 2001 og 1999. Begge lande var historisk set tilbagestående dele af Vesteuropa, men i 2008 var indkomstniveauet i Grækenland næsten nået på EU's gennemsnit, og Portugal er ikke ret langt bagud. Så det er vel succeshistorier? Måske, måske ikke. Det ser ud til, at i hvert fald nogle af disse fremskridt har været luftspejlinger. I Grækenlands tilfælde, så har landet oplevet hurtig vækst, men baseret på et uholdbart højt niveau af offentlige udgifter (Olympiaden i 2003, f.eks.) og et vedvarende stort underskud på betalingsbalancen. Det måtte slutte på et eller andet tidspunkt, og det gjorde det så i 2010. I Portugals tilfælde, hvor finanspolitikken har været meget mere forsigtig, er landet blevet fanget i en lavvækstfælde i det seneste årti. Det ligner mere Argentina i 90erne end de asiatiske ”tigre”.
Hvad disse eksempler synes at fortælle os er, at der ikke er nogen genvej til hurtig økonomisk udvikling. De hurtige løsninger, som at gå ind i eurozonen eller overtage den amerikanske dollar som valuta, kan skabe tilsyneladende mirakler på kort sigt. Det kan bringe en høj inflation ned, give adgang til billige lån, medføre højere priser og lønninger (i og med at en vis inflation fortsætter til trods for den nye valuta), give højere ejendomspriser og skabe en illusion af rigdom. Hurtig vækst i husbyggeriet, moderne indkøbscentre, der skyder op som paddehatte, adgang til forbrugslån – alt sammen noget, der kunne fortolkes som et økonomisk mirakel. Men det er i virkeligheden noget helt andet, og det bliver klart når boomet slutter, også når det – som i Portugals tilfælde – ikke indebar en bristet boble på ejendomsmarkedet.
Man begynder også at få sin tvivl om fundamentet for den tilsyneladende mere succesfulde spanske økonomi. De ser mere solid ud. Der er store spanske multinationale selskaber inden for højteknologiområder. Banksektoren ser mere solid ud og har ikke været mindre så hårdt ramt af de faldende ejendomspriser, da deres udlånspolitik tilsyneladende har været konservativ. Men det skal erindres, at boblen på ejendomsmarkedet var af enorme proportioner, og der er stadig et stort overhæng af nybyggede, tomme huse. Det rapporteres, at ejendomspriserne kun er faldet med 11% siden markedet toppede i 2007. Hvis det er sandt, så er der formentlig meget større prisfald i vente, før der er skabt balance på markedet. Da den økonomiske krise fortsætter i landet (der forventes en beskeden vækst i 2011 efter fald i både 2009 og 2010), og hvis den bliver forværret af de seneste stramning på de offentlige finanser, kan det føre til en ond cirkel, hvor faldende indtægter og huspriser gør det vanskeligt eller umuligt for mange familier at betale deres lån, og dermed kan der kome en ny krise i den finansielle sektor. Det er også værd at huske, at meget af den økonomiske vækst i Spanien i det seneste årti har været et produkt af det boomende ejendomsmarked. Nu, hvor boomet er ovre, ser Spanien ukonkurrencedygtigt ud med det gældende pris og indtægtsniveau. Det hele kan derfor gå hen og blive en hel del værre, end det bliver bedre.
Hvis vi ser på ”tigerøkonomierne” i Asien, så havde de også nogle af disse træk før den asiatisk krise i 1998. Men det var forbigående, og de mere succesfulde af dem havde et mere solidt grundlag: store investeringer i uddannelse, aktiv industripolitik for at fremme en industriel udvikling, ofte med offentligt ejede virksomheder i nøgleområder af økonomien, høj opsparing, offentligt ejede banker, der kanaliserede opsparingen over i udvikling af industrien, kontrol med kapitalbevægelserne – især den indkommende kapital – og en konkurrencedygtig valuta.
Det ser ud til, at det vil være klogere for andre udviklingslande at lære af disse erfaringer, end at søge efter tvivlsomme genveje til økonomisk udvikling.
