Cuba har været under en ødelæggende amerikansk embargo siden 1960, men siden februar i år har Donald Trump og hans udenrigsminister Marco Rubio strammet skruen yderligere og gennemført en total blokade for olieprodukter til landet og i øvrigt truet de få udenlandske firmaer, der opererede i landet, til at trække sig ud. Uden olie er landet tæt på totalt kollaps, og konsekvenserne for befolkningen er katastrofale. Omverdenens tavshed er øredøvende.

Mange lande opbygger reserver af guld og udenlandsk valuta for at sikre sig mod pludselige vanskeligheder. Da valutaer som den amerikanske dollar og euroen ikke er knyttet til noget fysisk aktiv (som f.eks. guld), er deres værdi baseret på tillid til, at de vil blive accepteret som betalingsmiddel. Den stigende politisering af det internationale finansielle system udhuler imidlertid denne tillid. Dette kan få vidtrækkende konsekvenser, da nogle lande nu ser sig om efter alternativer.

Det ser ud til, at sanktionerne ikke har haft de forventede katastrofale konsekvenser for Rusland i sammenligning med Iran, Venezuela og Cuba, i hvert fald på kort sigt. Men hvad med det længere perspektiv? Vil den russiske økonomi bryde sammen eller stagnere? Eller vil den kunne overleve og måske endda trives? Historiske erfaringer fortæller os, at begge scenarier er mulige, og at udfaldet i høj grad afhænger af, hvor godt situationen håndteres og af den politiske ledelses legitimitet.

Hvad interesse skulle vi have i, hvem USA vælger som præsident? Det er jo en intern amerikansk affære og de amerikanske vælgere kan vælge, hvem de har lyst til. Der er bare den hage ved det, at USA råder over en enorm militærmagt og dominerer det internationale finansielle system, så det påvirker alle os ikke-amerikanere, hvordan de vælger at bruge denne magt. I denne sammenhæng er det et valg mellem to uappetitlige kandidater. Alligevel kan det være af betydning for nogle lande, hvem der vinder: Cuba, Iran, Yemen og Rusland. For disse fire lande kan Biden være et bedre resultat. Og for nogle globale spørgsmål også: først og fremmest atomvåbenkontrol og klimaforandringer.

Det har været almindeligt at sige, at det amerikanske samfunds væsentligste styrke er dets system af kontrol og modvægte. Regeringsmagtens tredeling skaber et system af kontrol og modvægte, og den frie presse og civilsamfundet i sine mange former bidrager med yderligere kontrol. Nogle gange virker det faktisk sådan. Men i mange tilfælde er resultatet at det hele går i baglås, og at systemet ophører med at fungere. Det mest bekymrende er, at systemet med kontrol og modvægte simpelthen ikke virker i det grundlæggende spørgsmål om krig og fred. Det bringer hele verden i fare.

It has been common to say that the main strength of the US political system is its checks and balances. The three branches of Government are balancing each other out, and the free press and civil society in its many forms contribute with more checks on the system. Sometimes this is still true. But in many cases the result is dead-lock and a non-functional system. Most worrying is that in the fundamental case of war and peace, it simply does not work. This puts the whole world in danger.

Genetableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Cuba og USA er en historisk begivenhed. Fra ikke at tale sammen i mere end 50 år, taler de to lande nu sammen. Man kunne fra pressens dækning få det indtryk, at der nu er næsten normale forbindelser mellem de to nabolande. Det er meget langt fra tilfældet. Embargoen mod Cuba er ikke blevet ophævet, og den finansielle embargo af landet er rent faktisk blevet strammet. Europæiske banker, som ikke har brudt nogen love i deres egne lande, har på det seneste accepteret at betale svimlende beløb i bøder i USA - den sidste er på 8,9 milliarder dollars for franske bank BNP. Deres forbrydelse: de har udført finansielle transaktioner med lande under embargo, herunder Cuba. Ikke fra USA, men fra deres hjemland. Det er strafbart i USA.