Det nylige fald i olieprisen betegnes af mange som en 'saudi-russisk priskrig'. Dette er en forkert betegnelse. Der er to faktorer bag prisfaldet. For det første bliver olie mere og mere irrelevant, i og med at vedvarende energi bliver stadig billigere, og alle lande med store olieforekomster falder nu over deres egne ben for at pumpe så meget som muligt op af undergrunden, før det er for sent. For det andet fungerer OPEC+ oliekartellet ikke længere, da outsidere - også kaldet 'gratister' - har øget produktionen så meget, at kartellet ikke længere er fordelagtigt for deltagerne. Disse to faktorer er dødsstødet for OPEC+, og de gode tider for olieindustrien med høje oliepriser kommer aldrig igen. Faldet i efterspørgsel på grund af COVID-19 er ikke årsagen, det er kun den udløsende faktor.

Mellemøsten har mange særprægede regimer. Et præstestyre i demokratisk forklædning regerer i Iran, en valgt kupgeneral er Præsident i Ægypten, og så er der sultaner og emirer af alle afskygninger. Dertil kommer så det mest bizarre regime af dem alle: den enevældige Saud-familie i Saudi-Arabien. Et middelalderligt enevoldsstyre, som er bevæbnet til tænderne med avancerede våben, og som indtil for nylig svømmede i penge. Vores vigtigste allierede i regionen, som vi støtter ubetinget, også når de hugger hovedet af deres modstandere, hugger hænderne af tyve eller halshugger kvinder anklaget for hekseri. Det er et enevældigt kongedømme og en absolut anakronisme. Hvor længe kan det holde?

Styrtdykket i oliepriserne har overskygget en anden vigtig begivenhed: prisen for vedvarende energi er også styrtdykket. Og i modsætning til oliepriserne vil faldet fortsætte i fremtiden. Så vedvarende energi er ved at blive et levedygtigt og rentabelt alternativ for produktion af el og kan derfor hjælpe verden af med sin afhængighed af fossile brændstoffer. Men hvad med biler? Bilen er med sin forbrændingsmotor tæt forbundet med de fossile brændstoffer, eller - om nødvendigt - biobrændstoffer. På globalt plan står transportsektoren rent faktisk for 27% af al energiforbruget, og 63% af olieforbruget. Så er der nogen fremtid for vedvarende energi her?

Det seneste fald i oliepriserne har afledt opmærksomheden fra anden tendens: omkostningerne ved vedvarende energi og ved lagring af energi er støt faldende. I manglen på politisk vilje til at imødegå den globale opvarmning, er dette fald i prisen på vedvarende energi nu vores bedste håb for at sikre, at en stor del af reserverne af kul, olie og gas vil forblive i undergrunden, simpelthen fordi det kun vil være rentabelt at udnytte de reserver, der er lettest tilgængelige. Vi er ikke kommet dertil endnu, men vi kan komme dertil hurtigere end forventet. Så vi kan være ved et vendepunkt for fossil energi.

Nu hvor oliepriserne er styrtdykket dukker spørgsmålet naturligvis op: betyder det enden for vedvarende energi? Kan den konkurrere med disse billige fossile brændstoffer? Det korte svar er: Ja, det vil naturligvis nu være mindre rentabelt at investere i vedvarende energi. Men paradoksalt nok så er det ikke hele svaret. Tingene er mere komplicerede. Vindenergien kan allerede nu konkurrere med fossile brændstoffer, og solenergi er også nået dertil i de mere solrige lande. Og i modsætning til de ikke-vedvarende energikilder, så er der en tendens til stadigt faldende omkostninger. Så vi kan være ved et vendepunkt for de fossil brændstoffer.

Vi har hørt en masse nonsens om olie de sidste par måneder. Først fik vi at vide, at faldet i olieprisen ville fortsætte til 20 dollar per tønde eller endnu lavere - fra 100 dollars for mindre end et år siden. Derefter, at faldet i olieprisen ikke ville påvirke det amerikanske skiferolie og -gas ”mirakel” - amerikansk teknologi og dygtighed ville vinde over lavsomkostningsproducenter som Saudi-Arabien. Og endelig, nu hvor antallet af aktive borerigge i drift i USA er faldet til under det halve, får vi at vide, at der ikke længere er nogen sammenhæng mellem boringer og produktion. Selvfølgelig viser det sig nu, at alt dette ikke andet end netop: nonsens.

Danmark, der var den syge mand i Nordeuropa I 70erne og 80erne med høj arbejdsløshed og underskud på både statsbudget og betalingsbalance, har fået et imponerende come-back i det sidste årti. Lav arbejdsløshed, overskud på statsfinanserne og overskud på betalingsbalancen. Statsgælden stort set betalt ned I 2007. Rimelige – omend ikke imponerende – vækstrater. Det lignere et lille mirakel, ikke sandt?