De seneste nyheder fra Kina viser, at landet har været i stand til at modstå de amerikanske sanktioner mod dets højteknologiske industri. USA har reageret med en ny bølge af sanktioner mod Kina. Dette er en blindgyde. Det vil i sidste ende skade USA mere end Kina. Tak, Mr. Biden, skulle jeg hilse og sige fra kineserne.

Den politiske debat i USA om nye udgifter er surrealistisk. De skændes om flere penge til dette og hint: militæret, grænseforsvaret, chip-produktion, Ukraine, Israel, hvad som helst. Det eneste, der aldrig bliver nævnt, er, hvordan man skal betale for det. Og det er på trods af, at USA har det største budgetunderskud siden finanskrisen i 2009 og Covid-epidemien. Statsgælden vokser uhæmmet. De spenderer, som om morgendagen aldrig kommer.

Benjamin Netanyahu, Israels nuværende premierminister, har mindet det vestlige publikum om de massive ofre for den allierede bombning af Dresden i 1945. Hvorfor gør han det? Det, han gerne vil sige, er, at "hvis I kunne, hvorfor kan vi så ikke?" Israels amerikanske og europæiske venner føler sig ikke godt tilpas over denne sammenligning.

Lande har gennem historien rutinemæssigt erobret landområder, hvor andre mennesker bor, så tilfældet med staten Israel er ikke enestående. Men spørgsmålet er, hvad erobreren kan gøre med de mennesker, der bor på det land, der er blevet erobret. Her er staten Israel et særligt tilfælde, og det er roden til den palæstinensiske tragedie.

General Mark Milley, USA's militære stabschef, sagde i februar 2023, at Rusland allerede har tabt "strategisk, operationelt og taktisk". Krigen i Ukraine ses i USA som "en bemærkelsesværdig omkostnings-effektiv måde at svække Ruslands militære kapacitet på uden at risikere et eneste (amerikansk) liv". Så alt går altså efter planen. Eller gør det?