Skal folk have ret til at bevæge sig frit mellem landene? Som bekendt bevæger kapitalen sig allerede frit i store dele af verden. Velhavende mennesker kan bevæge sig frit: i mange udviklede lande får du automatisk en permanent opholdstilladelse, hvis du lover at investere tilstrækkeligt. Men hvorfor skal det begrænses til velhavende mennesker? Hvorfor ikke lade alle mennesker flytte rundt, som de har lyst til? Det er et godt spørgsmål. Men udover de velkendte problemer for det land, der modtager indvandrerne, er det ofte overset, at massive indvandringer har en høj omkostning også for indvandrerne selv. Og de lande, de kommer fra, har en tendens til at blive hængende på et lavt udviklingsniveau.

EU er tydeligvis i vanskeligheder, da tilliden til EU er faldende i mange medlemslande. Der er naturligvis mange forklaringer. Nogle af disse har at gøre med EU-politikernes liv i Bruxelles, fjernt fra den virkelighed, folkene i deres hjemlande oplever. Men desværre stikker problemerne meget dybere. EU har simpelthen ikke gjort sit arbejde ordentligt, og det har koncentreret sig om de forkerte spørgsmål. Presset for at udvide EU med Tyrkiet og Ukraine kan være den dråbe, der for bægeret til at flyde over.

"Red Aleppo" har appellen været nu i flere år. Det er lidt misvisende, da der i årevis har været to Aleppo’er: Østaleppo under oprørernes kontrol og Vestaleppo under den syriske regerings kontrol. Men der er underforstået, at det drejer sig om Østaleppo. Borgerkrigen mellem rebellerne og regeringen har medført store lidelser og afsavn, både i Øst- og Vestaleppo, men mest i Østaleppo, da den syriske hær har overlegen ildkraft og behersker luftrummet. Krigsførelse i en by, hvor den civile befolkning ikke er blevet evakueret, er grusom og barbarisk, da de civile tab er forfærdelige. Og nu, da slaget om Aleppo er ovre, begynder selvransagelsen: Vi skulle have gjort mere for at redde Aleppo, men vi gjorde det ikke!

Men spørgsmålet er: hvad er det, vi skulle have gjort?

Fogh Rasmussen, den tidligere danske statsminister der trak et modvilligt Danmark ind i den ulovlige invasion af Irak i 2003, har ikke blot undgået at komme til at sidde på anklagebænken, hvor mange mener han burde sidde. Han har, i modsætning til hvad der skete i f.eks. England, også undgået en offentlig undersøgelse af beslutningen om at deltage i invasionen og de mulige krigsforbrydelser, der måtte være begået. I stedet blev han forfremmet til generalsekretær for NATO og er nu en vellønnet foredragsholder ved internationale begivenheder. Han behøver ikke at kigge nervøst over skulderen for at se, om nogen skulle være efter efter ham. Der er ikke noget at komme efter. Dette er Danmark.

Der er mange der er forfærdet over tanken om at Donald Trump kan blive præsidentkandidat for det republikanske parti i USA. Og med rette. De har tendens til at se hen til Hilary Clinton som den normale, moderate mainstream-kandidat, som de håber vil vinde. Men når vi ser på, hvad de siger om udenrigspolitikken, er det ikke helt så klart, hvilken kandidat der ville være den farligste for resten af os, som en mulig fremtidig amerikansk præsident. Hvis vi tager erklæringerne for pålydende værdi, så ser det faktisk ud til at være Hillary.

Mellemøsten har mange særprægede regimer. Et præstestyre i demokratisk forklædning regerer i Iran, en valgt kupgeneral er Præsident i Ægypten, og så er der sultaner og emirer af alle afskygninger. Dertil kommer så det mest bizarre regime af dem alle: den enevældige Saud-familie i Saudi-Arabien. Et middelalderligt enevoldsstyre, som er bevæbnet til tænderne med avancerede våben, og som indtil for nylig svømmede i penge. Vores vigtigste allierede i regionen, som vi støtter ubetinget, også når de hugger hovedet af deres modstandere, hugger hænderne af tyve eller halshugger kvinder anklaget for hekseri. Det er et enevældigt kongedømme og en absolut anakronisme. Hvor længe kan det holde?

Der har været gode priser på råvarer det sidste årti: olie, gas, mineraler, landbrugsprodukter. Nu er priserne styrtdykket. Dette betyder et fuldstændigt skift, hvor råvarer igen er købers marked, således som det har været tilfældet i det meste af anden halvdel af sidste århundrede. Det indebærer et skift i styrkeforholdet til fordel for de udviklede lande og til skade for udviklingslandene, der generelt stadig er stærkt afhængige af at eksportere råvarer. Men der er nogle udviklede lande, der også er kommet i klemme.

Klimatopmødet i Paris endte med en aftale, heldigvis. Ikke god nok til at forhindre at vores børnebørn vil stå over for en klima katastrofe, men i det mindste en begyndelse, som vi forhåbentlig vil være i stand til at bygge videre på. Bortset fra klima-benægterne, der lever i deres egen klaustrofobiske verden, handler meget af uenigheden om retfærdighed: hvilke lande har skylden og bør derfor være de første til at rydde op efter sig? Topmødet i Paris forsøgte at undgå skyldspørgsmålet og i stedet nå til enighed om, at vi alle skal bidrage, herunder også udviklingslandene. Og udviklingslandene synes modstræbende at have accepteret dette.

Uanset resultatet af klimatopmødet i Paris, så har olie og kul startet på en uafvendelig nedtur, presset af konkurrencen fra vedvarende energi, og et stigende politisk pres for at få vores samfund til at gøre sig mindre afhængige af olie, gas og kul. Dette ændrer fuldstændig spillet og gør det, at det pludselig er en rigtig dårlig ide at reducere udbuddet for at få højere priser. I stedet er der nu et kapløb om at komme først, og udnytte olien og gassen før det er for sent. Den, der kommer for sent, taber. Så OPEC har fuldstændig mistet sin magtposition, og der er ingen chance for, at organisationen vil få den tilbage.

Journalister ved, at ordvalget er meget vigtigt for det budskab, der skal formidles. Dette gælder især, når landet er i krig. De forventes at være ansvarlige og støtte den nationale krigsindsats, naturligvis uden at undertrykke ubehagelige kendsgerninger - det ville jo være selvcensur. Så det gælder om at holde tungen lige i munden. Her er en hurtig vejledning i, hvad man bør sige og ikke sige.