Sanktioner bliver i stigende grad brugt af vestlige lande. Dette til trods for at de fleste undersøgelser viser, at de ikke når de resultater, de siger de går efter, forårsager enorme menneskelige lidelser i de lande, det går ud over, og skaber problemer for de vestlige lande selv. Flygtningebølgen fra Syrien er et eksempel. Sanktionerne mod Afghanistan vil uden tvivl skabe en ny bølge. Velkommen til Udenrigspolitik 2.0.

"Red Aleppo" har appellen været nu i flere år. Det er lidt misvisende, da der i årevis har været to Aleppo’er: Østaleppo under oprørernes kontrol og Vestaleppo under den syriske regerings kontrol. Men der er underforstået, at det drejer sig om Østaleppo. Borgerkrigen mellem rebellerne og regeringen har medført store lidelser og afsavn, både i Øst- og Vestaleppo, men mest i Østaleppo, da den syriske hær har overlegen ildkraft og behersker luftrummet. Krigsførelse i en by, hvor den civile befolkning ikke er blevet evakueret, er grusom og barbarisk, da de civile tab er forfærdelige. Og nu, da slaget om Aleppo er ovre, begynder selvransagelsen: Vi skulle have gjort mere for at redde Aleppo, men vi gjorde det ikke!

Men spørgsmålet er: hvad er det, vi skulle have gjort?

Der er mange der er forfærdet over tanken om at Donald Trump kan blive præsidentkandidat for det republikanske parti i USA. Og med rette. De har tendens til at se hen til Hilary Clinton som den normale, moderate mainstream-kandidat, som de håber vil vinde. Men når vi ser på, hvad de siger om udenrigspolitikken, er det ikke helt så klart, hvilken kandidat der ville være den farligste for resten af os, som en mulig fremtidig amerikansk præsident. Hvis vi tager erklæringerne for pålydende værdi, så ser det faktisk ud til at være Hillary.

Journalister ved, at ordvalget er meget vigtigt for det budskab, der skal formidles. Dette gælder især, når landet er i krig. De forventes at være ansvarlige og støtte den nationale krigsindsats, naturligvis uden at undertrykke ubehagelige kendsgerninger - det ville jo være selvcensur. Så det gælder om at holde tungen lige i munden. Her er en hurtig vejledning i, hvad man bør sige og ikke sige.

Ruslands risikable beslutning om at gå direkteind i den syriske borgerkrig er blevet mødt med voldsomme protester fra de vestlige magter. BBC rapporterer, at NATO har opfordret Rusland til at indstille luftangrebene "på den syriske opposition og civile". Men hvem er det, vi ønsker at forsvare mod russernes bombardementer? Er det den "moderate sekulære" opposition, som nu er ved at blive udslettet af de russiske bombeangreb? Mon dog?

Rigtige revolutionære griber ikke blot magten. De nedbryder også det eksisterende magt og statsapparat og bygger et nyt op, hvor de udskifter de gamle administratorer med nye, taget fra egne rækker, for at komme af med ikke blot det gamle system, men også alle de gamle ideer. Det var drejebogen for oktoberrevolutionen i Rusland i 1917. Og det er den drejebog, som Nato bruger i dag. I Irak. I Libyen. I Syrien. Dette synes at have været godt for NATO – organisationen har aldrig stærkere eller mere magtfuld ud. Men er det også godt for os?

Det kemiske våben angreb på den oprørsdominerede Damaskus forstad Østre Ghouta den 21. august sidste år bragte os meget tæt på et amerikansk militærangreb på Syrien. Det blev aflyst i sidste øjeblik, da den russiske præsident Vladimir Putin fik bragt en aftale istand, hvor Syrien lovede at opgive sit arsenal af kemiske våben. Men hvem stod bag gasangrebet på Ghouta? USA og de fleste vestlige lande er ikke i tvivl: det var den syriske regering, men Rusland – efter nogen tøven - endte med at pege på oprørerne. Der er imidlertid ikke mange beviser, hverken for den ene eller den anden beskyldning. Det efterlader i hvert fald nogen af os med en ubehagelig følelse af at være blevet ført bag lyset – endnu engang.

Trods den megen tale for et halvandet år siden om Præsident Assads snarlige fald, og siden om at krigen var inde i et dødvande, som ingen af parterne kunne vinde, så er det nu åbenbart for enhver – uanset om vi bryder os om det eller ej – at den indeværende fase af den syriske borgerkrig lakker mod enden, med mindre der kommer en direkte udenlandsk militær indgriben. At den amerikanske regering tilsyneladende har besluttet nu at levere mere avancerede våben til oprørerne vil trække pinen ud, men det vil ikke ændre resultatet. Det store spørgsmål er så, hvad bliver det næste?