Det nylige fald i olieprisen betegnes af mange som en 'saudi-russisk priskrig'. Dette er en forkert betegnelse. Der er to faktorer bag prisfaldet. For det første bliver olie mere og mere irrelevant, i og med at vedvarende energi bliver stadig billigere, og alle lande med store olieforekomster falder nu over deres egne ben for at pumpe så meget som muligt op af undergrunden, før det er for sent. For det andet fungerer OPEC+ oliekartellet ikke længere, da outsidere - også kaldet 'gratister' - har øget produktionen så meget, at kartellet ikke længere er fordelagtigt for deltagerne. Disse to faktorer er dødsstødet for OPEC+, og de gode tider for olieindustrien med høje oliepriser kommer aldrig igen. Faldet i efterspørgsel på grund af COVID-19 er ikke årsagen, det er kun den udløsende faktor.
Mellemøsten har mange særprægede regimer. Et præstestyre i demokratisk forklædning regerer i Iran, en valgt kupgeneral er Præsident i Ægypten, og så er der sultaner og emirer af alle afskygninger. Dertil kommer så det mest bizarre regime af dem alle: den enevældige Saud-familie i Saudi-Arabien. Et middelalderligt enevoldsstyre, som er bevæbnet til tænderne med avancerede våben, og som indtil for nylig svømmede i penge. Vores vigtigste allierede i regionen, som vi støtter ubetinget, også når de hugger hovedet af deres modstandere, hugger hænderne af tyve eller halshugger kvinder anklaget for hekseri. Det er et enevældigt kongedømme og en absolut anakronisme. Hvor længe kan det holde?
Uanset resultatet af klimatopmødet i Paris, så har olie og kul startet på en uafvendelig nedtur, presset af konkurrencen fra vedvarende energi, og et stigende politisk pres for at få vores samfund til at gøre sig mindre afhængige af olie, gas og kul. Dette ændrer fuldstændig spillet og gør det, at det pludselig er en rigtig dårlig ide at reducere udbuddet for at få højere priser. I stedet er der nu et kapløb om at komme først, og udnytte olien og gassen før det er for sent. Den, der kommer for sent, taber. Så OPEC har fuldstændig mistet sin magtposition, og der er ingen chance for, at organisationen vil få den tilbage.
Vladimir Putin er i Vesten blevet symbolet på alt det, vi ikke bryder os om. Han er aggressiv, autoritær, brutal og utroværdig, og så har han iskolde blå øjne, blottede for følelser. Den perfekte skurk for en James Bond-film. Desværre er han også ganske intelligent, kompetent og velformuleret, og i modsætning til sin skrantende forgænger har han et godt helbred og er endda halvvejs sportsmand. De fleste russere synes, at han er en bedre præsident end dem, de havde før ham. Men hvor vi andre dog længes tilbage til vores gode gamle korrupte, inkompetente og fordrukne Boris Jeltsin.