Det er forståeligt, at mange føler sig hjælpeløse over for klimaforandringerne. Vi bliver præsenteret for den ene dystre rapport efter den anden. Vi er som søvngængere på vej ind i en klima katastrofe, og samtidig er der på det politiske plan en manglende evne til at handle. Der er dem, der fortæller os, at vi alle skal tage ansvaret i vores personlige liv, holde op med at spise kød, holde op med at rejse osv. Det er den sikre vej til helvede. Selvfølgelig bør vi alle bidrage efter bedste evne, men klimaforandringerne kan kun tackles ved en målrettet fælles indsats. Det er, som hvis vi fik at vide, at der er 90% sandsynlighed for, at en asteroide vil ramme jorden om 20 år og udslette det meste liv på jorden, og så samtidig fik den besked, at vi hver især skal gøre, hvad vi kan for at forhindre det. Det er bare ikke godt nok.
Paris-aftalen fra 2015 var, at vi skal holde CO2 indholdet i atmosfæren på et niveau, der sikrer, at stigningen i temperaturen på jorden holdes "et godt stykke under 2 grader". Vi ved, at det i virkeligheden burde holdes under 1,5 grader, men da der ikke kun opnås enighed om det, var "et godt stykke under 2 grader" efter sigende det bedst mulige. Nedenfor er en illustration fra en rapport fra IRENA, som viser vores muligheder.
Den gule linje er "vi gør som vi plejer", inkluderet de politiske tiltag for at mindske CO2-udslippet, der allerede er vedtaget. Da udslippet hober sig op i atmosfæren betyder det, at vi omkring 2038 allerede har opbrugt vores "budget" for CO2 udslip, som kan holde temperaturstigningen under 2 grader. Så hvis vi går ad denne vej, vil vi ende med en temperaturstigning på 2,6-3,0 grader i 2050. Kort sagt: katastrofe.
Den grønne linje er, hvad IRENA-rapporten foreslår (kaldet "REmap-scenariet"), og som gør det muligt at holde os "et godt stykke under 2 grader" (med to tredjedele sandsynlighed - det er ikke eksakt videnskab). Det grå område er, hvad der kræves for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader (med 50% sandsynlighed). Hovedbudskabet er: Vi har en mulighed de næste 10-15 år for at undgå de værste klimaeffekter, hvis vi handler nu. Jo mere vi udsætter det, desto vanskeligere bliver det.
Og hvad er det, der kræves? Det er en lang liste, men dybest set er det:
1. Omlægge vores el-system, så det i fremtiden er baseret på 85% vedvarende energi (i stedet for olie, gas og kul). Det betyder for det meste vind og sol, men med mindre bidrag også fra biobrændsel, geotermisk energi og atomkraft.
2. Elektrificere transport, opvarmning og industri i størst muligt omfang (elbiler, varmepumper, biobrændsel til cement- og stålværker osv.) - og hurtigt.
3. Øge energieffektiviteten, så økonomisk vækst i fremtiden betyder mindre, ikke mere energi (også kaldet ”afkobling”).
"Realisterne", og de er mange, fortæller os, at det ikke kan lade sig gøre. Det indflydelsesrige Internationale Energiagentur, IEA, plejede også at være blandt "realisterne". Det har tidligere systematisk undervurderet potentialet i vedvarende energi, og jeg tror, de stadig gør det, men i deres seneste rapport har de - tilsyneladende modvilligt - accepteret Paris-aftalen som et af deres scenarier. Deres grundlæggende scenario indebærer imidlertid stadig, at verden i 2040 fortsat hovedsageligt vil være baseret på kul, olie og gas, og deres største bekymring synes at være, at der ikke investeres nok i nye olie- og gasfelter, så der er risiko for olie- og gasmangel i den nærmeste fremtid. Så meget for klimaforandringer.
Verden investerer kraftigt i energisektoren hvert år (1,8 billioner USD eller omkring 2,4% af verdens BNP i 2017), og IEA forventer at det vil stige til 2,8 billioner USD om året på længere sigt, hvoraf ca. 40% vil gå til fossile brændstoffer mod kun 13% til vedvarende energi. For at leve op til Paris-aftalen skal investeringerne stige med ca. 13% frem til 2040. Andelen, der går til vedvarende energikilder, skal stige til næsten 19%, mens andelen til fossile brændstoffer skal falde til ca. 22%. Dette EIA-skøn er meget konservativt og er uden tvivl i den lave ende: Den ovennævnte IRENA-rapport anslår, at der kræves en 30% stigning i energiinvesteringerne for at muliggøre deres "REmap"-scenario (som skulle leve op til Paris-aftalen).
Uanset hvad de rigtige tal måtte være – der vil altid være en enorm usikkerhed, når man laver fremskrivninger til 2040-2050 – så er budskabet klart: vi skal investere mere i energisektoren, og vi skal flytte investeringer væk fra fossile brændstoffer og hen imod vedvarende energi og energieffektivitet, især inden for opvarmning og industri. Hvad der kræves af investeringer for at opnå dette, virker overhovedet ikke afskrækkende, når vi sammenholder det med det, der allerede nu investeres i energisektoren, hovedsageligt i fossilt brændsel. Så det er ikke noget stort offer, der kræves. Hvis vi sammenligner med de fremtidige omkostninger til at udbedre de skader, der vil blive forårsaget af klimaforandringerne, er det en meget billigere løsning. Forskellen er selvfølgelig, at det betyder, at vi bliver nødt til at betale for det selv, i stedet for at vælte omkostningerne over på vores børn og børnebørn.
Men selv om det er teknisk og økonomisk muligt, vil det så faktisk ske? Dette er et kompliceret spørgsmål, der har med politisk økonomi at gøre. Den vigtigste fordelagtige faktor er, at da prisen på sol- og vindenergi fortsat falder, så foretrækker markederne i stigende grad vedvarende energi af den simple grund, at det er billigere end fossilt brændsel. Vi er begyndt at kunne se resultaterne af disse nye markedsforhold: i 2017 blev elkraftværkerne i verden øget netto med ca. 250 Gigawatt, hvoraf 69% var vedvarende energi, 4% atomkraft og 27% fossilt (kul og gas).
Nu er det imidlertid sådan, at elforsyning er et naturligt monopol, og der kræves store investeringer i elnettet for at sikre, at det kan klare både den øgede elektrificering og den stigende andel af vedvarende energi, der varierer med vind og vejr. Så dermed er vi tilbage i den politiske sfære, da det vil kræve politiske indgreb, ikke kun på nationalt plan, men i stigende grad også for at sikre sammenkobling af lande og regioner. Det vil også være nødvendigt at stille politiske krav til energilagring. Det vil desuden være en vanskelig politisk opgave at lukke eksisterende elkraftværker, der er baseret på fossile brændstoffer, selvom disse er langt fra at være udtjente – det kaldes for "strandede aktiver". Man kan nemt have sine tvivl om hvorvidt det politiske system vil være i stand til at tage disse udfordringer op, både på grund af den udbredte neoliberale ideologiske tænkning og på grund af de store økonomiske interesserer, der knytter sig til olie, gas og kul. Men på den positive side har vi, at efterhånden som de virksomheder, der arbejder indenfor vedvarende energi og energieffektivisering, får en stigende vægt, begynder de at fungere som en modvægt til den magtfulde olie- og gaslobby.
Der er også andre potentielt positive faktorer. Der er "Kina-faktoren": kineserne er for fuld kraft gået ind i vedvarende energi, elektrificering, elektrisk mobilitet osv., og de ser ud til at have den politiske evne til at træffe vanskelige beslutninger og bakke dem op med store finansielle ressourcer - i hvert fald ind til nu. Og så er der den såkaldte "S-kurve" for ny teknologi, som indebærer at optaget af ny teknologi starter langsomt, men så accelererer hurtigt bagefter.
Men for at dette skal ske, er det politiske system nødt til at frigøre sig af frygten for at "udvælge vinderne" (de fleste økonomer afskyr det) og stoppe nonsens om ”teknologi-neutrale” løsninger - vi skal være åbne for alle teknologiske muligheder, men på et givet tidspunkt et det nødvendigt at træffe et valg. Hvis teknologi-neutralitet havde været måden at gøre tingene på, ville Kina ikke have nogen solenergisektor, Danmark ville ikke have en blomstrende vindkraftindustri, og Japan ville ikke producere biler. Der vil blive taget forkerte beslutninger, ind imellem, men uden politisk beslutsomhed og vilje til at løbe en risiko, vil vi fortsætte som søvngængere ind i katastrofen.
Vi lever i en æra, hvor "realisterne" fortæller os, at vi i en globaliseret verden må acceptere stigende ulighed, og at det er umuligt at beskatte de rige, og især de superrige. Derfor må vi acceptere, at omkostningerne ved at omlægge energisektoren nødvendigvis vil blive tørret af på middelklassen og familier med lave indkomster. Derved skabes der grobund for myten om, at klimaforandringerne er et påfund, flikket sammen i en sammensværgelse mellem den "grønne industri" og det politiske establishment, og vi vil se flere bagslag som for nylig i Frankrig ("gilets jaunes"), der startede som en protest mod en ”grøn” skat på brændstof. Det kræver politisk mod at modstå ”realisterne” for at undgå denne faldgrube.
