Hvad interesse skulle vi have i, hvem USA vælger som præsident? Det er jo en intern amerikansk affære og de amerikanske vælgere kan vælge, hvem de har lyst til. Der er bare den hage ved det, at USA råder over en enorm militærmagt og dominerer det internationale finansielle system, så det påvirker alle os ikke-amerikanere, hvordan de vælger at bruge denne magt. I denne sammenhæng er det et valg mellem to uappetitlige kandidater. Alligevel kan det være af betydning for nogle lande, hvem der vinder: Cuba, Iran, Yemen og Rusland. For disse fire lande kan Biden være et bedre resultat. Og for nogle globale spørgsmål også: først og fremmest atomvåbenkontrol og klimaforandringer.

Elbiler er alt for dyre. Det kunne skyldes prisen på batteriet, kunne det ikke? Det er kun en del af forklaringen. Den anden er volumen: elbilerne produceres i for små serier til at det kan give stordriftsfordele. Dertil kommer manglende konkurrence: De eksisterende bilproducenter er ikke for alvor interesserede i at sælge store mængder af elbiler, da de frygter, at det vil gå ud over salget af deres rentable konventionelle biler. Svaret er regulering og mere konkurrence. Ikke flere tilskud.

Det er kommet en strøm af klimarapporter på det seneste, og det er ikke morsom læsning. Før vi henfalder i håbløshed og accepterer at enden er nær, så er den den gode nyhed, at med det, vi allerede ved, og de redskaber, vi har til rådighed, er det absolut muligt for os at undgå de værste klimakatastrofer, og omkostningerne ved det er overkommelige. Men det kræver en dristig og målrettet politik og vilje til at løbe en vis risiko. Det er vores politiske systems manglende evne til dette, der lige nu er den største risiko.

I det sidste årti har det været vanskeligt at tale om Bolivia uden samtidig at nævne Evo. Evo Morales blev valgt som præsident første gang i 2005 med 54% af stemmerne og han kan nu fejre 10 år som præsident. Han var en absolut outsider, der blev båret frem af folkelige bevægelser, primært indianske bønder, arbejdere og småhandlende, med en skarp anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk retorik, der skabte panik i både landets traditionelle økonomiske og politiske elite og i det såkaldte "internationale samfund". Hans regeringstid har været præget af voldsomme konflikter og kriser, på et tidspunkt grænsende til borgerkrig, men på samme tid har det været et årti med økonomisk fremgang, en kraftig reduktion af fattigdommen og en revurdering af landets indianske etniske og kulturelle rødder.