Klimatopmødet i Paris endte med en aftale, heldigvis. Ikke god nok til at forhindre at vores børnebørn vil stå over for en klima katastrofe, men i det mindste en begyndelse, som vi forhåbentlig vil være i stand til at bygge videre på. Bortset fra klima-benægterne, der lever i deres egen klaustrofobiske verden, handler meget af uenigheden om retfærdighed: hvilke lande har skylden og bør derfor være de første til at rydde op efter sig? Topmødet i Paris forsøgte at undgå skyldspørgsmålet og i stedet nå til enighed om, at vi alle skal bidrage, herunder også udviklingslandene. Og udviklingslandene synes modstræbende at have accepteret dette.