Mange lande opbygger reserver af guld og udenlandsk valuta for at sikre sig mod pludselige vanskeligheder. Da valutaer som den amerikanske dollar og euroen ikke er knyttet til noget fysisk aktiv (som f.eks. guld), er deres værdi baseret på tillid til, at de vil blive accepteret som betalingsmiddel. Den stigende politisering af det internationale finansielle system udhuler imidlertid denne tillid. Dette kan få vidtrækkende konsekvenser, da nogle lande nu ser sig om efter alternativer.

Det ser ud til, at sanktionerne ikke har haft de forventede katastrofale konsekvenser for Rusland i sammenligning med Iran, Venezuela og Cuba, i hvert fald på kort sigt. Men hvad med det længere perspektiv? Vil den russiske økonomi bryde sammen eller stagnere? Eller vil den kunne overleve og måske endda trives? Historiske erfaringer fortæller os, at begge scenarier er mulige, og at udfaldet i høj grad afhænger af, hvor godt situationen håndteres og af den politiske ledelses legitimitet.

Det nye slagord i international politik er "Den internationale regelbaserede orden". Narrativet er, at denne orden bliver udfordret udefra af hensynsløse revisionistiske lande, primært Kina, Rusland og Iran, og indefra af nationalistiske og populistiske politikere (Trump, Brexiters, Orban, Marie Le Pen og lignende). Vi bør derfor gribe til våben for at forsvare / genoprette denne truede regelbaserede orden. Hvis kigger nærmere efter, vil vi imidlertid se, at reglerne bliver bøjet eller opfundet løbende, så de kan passe til formålet. Man bliver i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen regler.

Hvad interesse skulle vi have i, hvem USA vælger som præsident? Det er jo en intern amerikansk affære og de amerikanske vælgere kan vælge, hvem de har lyst til. Der er bare den hage ved det, at USA råder over en enorm militærmagt og dominerer det internationale finansielle system, så det påvirker alle os ikke-amerikanere, hvordan de vælger at bruge denne magt. I denne sammenhæng er det et valg mellem to uappetitlige kandidater. Alligevel kan det være af betydning for nogle lande, hvem der vinder: Cuba, Iran, Yemen og Rusland. For disse fire lande kan Biden være et bedre resultat. Og for nogle globale spørgsmål også: først og fremmest atomvåbenkontrol og klimaforandringer.

Det har været almindeligt at sige, at det amerikanske samfunds væsentligste styrke er dets system af kontrol og modvægte. Regeringsmagtens tredeling skaber et system af kontrol og modvægte, og den frie presse og civilsamfundet i sine mange former bidrager med yderligere kontrol. Nogle gange virker det faktisk sådan. Men i mange tilfælde er resultatet at det hele går i baglås, og at systemet ophører med at fungere. Det mest bekymrende er, at systemet med kontrol og modvægte simpelthen ikke virker i det grundlæggende spørgsmål om krig og fred. Det bringer hele verden i fare.

It has been common to say that the main strength of the US political system is its checks and balances. The three branches of Government are balancing each other out, and the free press and civil society in its many forms contribute with more checks on the system. Sometimes this is still true. But in many cases the result is dead-lock and a non-functional system. Most worrying is that in the fundamental case of war and peace, it simply does not work. This puts the whole world in danger.

Der er mange der er forfærdet over tanken om at Donald Trump kan blive præsidentkandidat for det republikanske parti i USA. Og med rette. De har tendens til at se hen til Hilary Clinton som den normale, moderate mainstream-kandidat, som de håber vil vinde. Men når vi ser på, hvad de siger om udenrigspolitikken, er det ikke helt så klart, hvilken kandidat der ville være den farligste for resten af os, som en mulig fremtidig amerikansk præsident. Hvis vi tager erklæringerne for pålydende værdi, så ser det faktisk ud til at være Hillary.