De ukrainske væbnede styrkers tab er forfærdelige. Vi ved ikke, hvor mange der dør, men ingen er i tvivl om, at tallet er skræmmende højt. En nylig undersøgelse giver os et glimt af, hvor galt det står til. Den viser, at 63% af ukrainerne siger, at de har mindst én nær slægtning eller ven, der er død, 78% hvis vi inkluderer de sårede. Det er det rene vanvid. USA, NATO og EU siger, at dette skal fortsætte "den tid det tager". Har de en god begrundelse for at lade dette blodbad fortsætte?

Det meste af den europæiske og nordamerikanske venstrefløj betragter sig selv som vogtere af universelle rettigheder og værdier. De kæmper for sanktioner og - om nødvendigt - militær indgriben mod lande eller "regimer", der ikke lever op til disse universelle standarder, og de forventer, at deres regeringer, USA, EU og NATO sørger for de nødvendige straffeforanstaltninger for at håndhæve standarderne. De har ikke opdaget, at det ikke længere er muligt. Det er mere end hvad imperiet kan klare.

Efter at Kina i december 2022 pludselig ændrede kurs fra nul-Covid til total ophævelse af alle restriktioner, jublede alle de sædvanlige vestlige Kina-kritikere. Se, det var en fiasko! Vi håndterede epidemien på den rigtige måde, mens det gik helt galt for Xi's Kina! Men hvis vi sammenligner de førende vestlige magters resultater med Kinas, er det svært at retfærdiggøre denne jubel.

Krigen i Ukraine er en gave fra himlen til USA, og det bedste, vi kan håbe, er, at den vil fortsætte så længe som muligt, da den vil ruinere Rusland. Det mener en skribent fra Chatham House, en tænketank tæt knyttet til den britiske regering, og en hyppig bidragyder til NATO-relaterede organisationer som Atlantic Council. Desværre afspejler han sandsynligvis tankegangen i indflydelsesrige kredse i USA, Storbritannien og NATO. Hvis det er tilfældet, kan det ende med at blive en meget langvarig krig.

Rusland er i FN blevet fordømt for sin krig i Ukraine af et overvældende flertal af verdens lande. På trods af dette er det meget få lande uden for NATO+, der tilslutter sig sanktionerne mod Rusland. Hvorfor vil det globale syd ikke være med i sanktionerne? Og vil USA kunne vride armen om på disse uvillige lande og få dem til at makke ret?

Undertiden ville man ønske, at man havde taget fejl. I en artikel på denne hjemmeside omkring to måneder før Rusland invaderede Ukraine, forudsagde jeg, at krig var det mest sandsynlige udfald, da USA og NATO klart havde erklæret, at de ikke accepterede Ruslands "røde linje": kravet om, at NATO stoppede sin østlige ekspansion. Jeg stillede spørgsmålet, om NATO troede, at russerne bluffede, eller om de havde besluttet at ofre Ukraine. Desværre ser det ud til, at beslutningen var at ofre Ukraine.

Vi er på vej ind i en ny, multipolær verden. Det har konsekvenser overalt i verden, men ikke mindst i Europa, hvor to verdenskrige startede i sidste århundrede. De dominerende magter i Europa er det USA-ledede NATO på det militære område og EU på det økonomiske og politiske område. Begge har den opfattelse, at alt ville være godt i Europa, hvis det ikke havde været for Rusland, som er en ondsindet magt, der forsøger at undertvinge uafhængige lande, sår forvirring og mistillid inden for EU og truer kontinentet med militær invasion. Hvis disse to institutioner virkelig ønsker en varig fred i Europa, skal der nytænkning til.

Da Mauricio Macri blev valgt som præsident for Argentina 2015, var stemningen ekstatisk i Washington, EU og - ikke mindst - det latinamerikanske højre. Endelig kunne man slippe af med den inkompetente og populistiske regering i Argentina. ”Teknokraterne til redning”, skrev det engelske tidsskrift "The Economist". ”Han vælger kompetente teknokrater til at besætte de vigtigste økonomiske poster”, hævdede de. Desværre tabte Macri præsidentvalget i oktober i år, efter at have gjort en heroisk indsats for at redde landet, og de samme populistiske, skadelige politikere får nu et comeback. Sådan er fortællingen i det meste af den etablerede internationale presse. Men fortællingen er ikke kun misvisnede - den er en åbenlys fordrejning af fakta.

Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina vil få dybe, langsigtede konsekvenser, uanset om der i sidste ende bliver indgået en aftale mellem USA og Kina. Havde det kun været et spørgsmål en utilregnelig amerikansk præsident, ville virkningerne måske kunne begrænses. Men Trump er ikke alene. Den almindelige stemning i det amerikanske establishment er, at der skal dæmmes op for Kina, eller at det måske endda skal rulles tilbage. Så nøgleordet er nu "afkobling" af den amerikanske økonomi fra Kina.

Den igangværende handelskrig, som USA har sat i værk mod Kina, vil ændre det 21. århundredes historie, uanset om parterne i sidste ende når frem til en aftale eller ej. Handelskrigen signalerer, at USA har besluttet sig til med alle til rådighed stående midler at forhindre, at Kina bliver til en økonomisk supermagt. Det er en er yderst farlig politik, som i øvrigt er dømt til at mislykkes. Kinas befolkning er mere end fire gange større end USAs. Efterhånden som Kina udvikler sig, vil dets økonomi uundgåeligt overgå USAs. Der er ikke noget, USA kan gøre for at forhindre det, så de bliver nødt til at lære at leve med det. Desværre ser en væsentlig del af det amerikanske establishment anderledes på det.