Det er ikke længere til diskussion, hvorvidt der vil ske en teknologisk og handelsmæssig afkobling mellem Kina og NATO+ – den er allerede i fuld gang. Hvad vi stadig ikke ved, er hvor langt og hvor hurtigt, den vil gå. En politisk ond cirkel kan betyde, at den vil gå meget langt og meget hurtigt, i hvert fald hvis USA skal bestemme. Om Kina vil være i stand til at trives og udvikle sig på trods af denne teknologikrig, er svært at gætte om. Mit gæt er, at Kina vil kunne det.

Mange lande opbygger reserver af guld og udenlandsk valuta for at sikre sig mod pludselige vanskeligheder. Da valutaer som den amerikanske dollar og euroen ikke er knyttet til noget fysisk aktiv (som f.eks. guld), er deres værdi baseret på tillid til, at de vil blive accepteret som betalingsmiddel. Den stigende politisering af det internationale finansielle system udhuler imidlertid denne tillid. Dette kan få vidtrækkende konsekvenser, da nogle lande nu ser sig om efter alternativer.

Det ser ud til, at sanktionerne ikke har haft de forventede katastrofale konsekvenser for Rusland i sammenligning med Iran, Venezuela og Cuba, i hvert fald på kort sigt. Men hvad med det længere perspektiv? Vil den russiske økonomi bryde sammen eller stagnere? Eller vil den kunne overleve og måske endda trives? Historiske erfaringer fortæller os, at begge scenarier er mulige, og at udfaldet i høj grad afhænger af, hvor godt situationen håndteres og af den politiske ledelses legitimitet.

Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina vil få dybe, langsigtede konsekvenser, uanset om der i sidste ende bliver indgået en aftale mellem USA og Kina. Havde det kun været et spørgsmål en utilregnelig amerikansk præsident, ville virkningerne måske kunne begrænses. Men Trump er ikke alene. Den almindelige stemning i det amerikanske establishment er, at der skal dæmmes op for Kina, eller at det måske endda skal rulles tilbage. Så nøgleordet er nu "afkobling" af den amerikanske økonomi fra Kina.

Den igangværende handelskrig, som USA har sat i værk mod Kina, vil ændre det 21. århundredes historie, uanset om parterne i sidste ende når frem til en aftale eller ej. Handelskrigen signalerer, at USA har besluttet sig til med alle til rådighed stående midler at forhindre, at Kina bliver til en økonomisk supermagt. Det er en er yderst farlig politik, som i øvrigt er dømt til at mislykkes. Kinas befolkning er mere end fire gange større end USAs. Efterhånden som Kina udvikler sig, vil dets økonomi uundgåeligt overgå USAs. Der er ikke noget, USA kan gøre for at forhindre det, så de bliver nødt til at lære at leve med det. Desværre ser en væsentlig del af det amerikanske establishment anderledes på det.

Kina er ikke længere en lavtlønsøkonomi. For at undgå at blive fanget i en fælde, hvor kinesiske produkter hverken er rigtig billige eller rigtig gode, ønsker landet at gå fra lavteknologiske standardprodukter til højteknologiske produkter med højere værditilvækst. Dette er målet med strategien "Kina 2025", understøttet af massiv offentlig finansiering. Kan denne strategi retfærdiggøres, eller er der tale om ublu konkurrence? Amerikanerne mener det sidstnævnte og er fast besluttet på at gøre, hvad de kan for at blokere den. Men det er usandsynligt at de skulle få held til det.

Den spektakulære anholdelse i Canada af den kinesiske telekommunikationsgigant Huaweis finansdirektør kommer umiddelbart efter at USA tidligere i år har straffet et andet kinesisk telekomselskab, ZTE. Argumentet er, at disse virksomheder har overtrådt USAs sanktioner mod Iran. Men der er en meget dybere bagvedliggende konflikt, der er af eksistentiel betydning for både USA og Kina, og konsekvenserne er vidtrækkende. Hvor langt er USA villig til at gå for at forhindre, at Kina bliver en teknologisk stormagt?

Klimatopmødet i Paris endte med en aftale, heldigvis. Ikke god nok til at forhindre at vores børnebørn vil stå over for en klima katastrofe, men i det mindste en begyndelse, som vi forhåbentlig vil være i stand til at bygge videre på. Bortset fra klima-benægterne, der lever i deres egen klaustrofobiske verden, handler meget af uenigheden om retfærdighed: hvilke lande har skylden og bør derfor være de første til at rydde op efter sig? Topmødet i Paris forsøgte at undgå skyldspørgsmålet og i stedet nå til enighed om, at vi alle skal bidrage, herunder også udviklingslandene. Og udviklingslandene synes modstræbende at have accepteret dette.

USA har i de seneste år blokeret kinesiske teknologifirmaer fra deres marked. Den foretrukne skydeskive er Huawei, en af de ledende virksomheder i verden inden for telekommunikationsudstyr. Ifølge Michael Rogers, formand for kongressens permanente udvalg for efterretningsvirksomhed, så byder “Huawei og ZTE et væld af muligheder for at den kinesiske efterretningstjeneste kan indsætte skadelig hardware og software elementer i kritiske telekommunikationskomponenter og systemer ”. Det står nu klart, at årsagen hertil er, at det er hvad NSA får amerikanske virksomheder til at gøre. Som ordsproget siger: Tyv tror hver mand stjæler.