De vestlige magter hævder at være forsvarerne af civilisationen mod barbariet, men til trods for at grusomhederne i Gaza fortsætter, støtter de fortsat betingelsesløst Israel. De spørger samtidig forsigtigt Israel, om de ikke nok vil være så rare at slå færre civile ihjel. Udover at miste troværdighed, så fremelsker de hermed fremtidige terrorister. Vi kan kun håbe, at det, at der er mange hæderlige mennesker i Vesten, der viser deres solidaritet med Palæstina på trods af deres regeringer, kan begrænse skaden.

Hvad interesse skulle vi have i, hvem USA vælger som præsident? Det er jo en intern amerikansk affære og de amerikanske vælgere kan vælge, hvem de har lyst til. Der er bare den hage ved det, at USA råder over en enorm militærmagt og dominerer det internationale finansielle system, så det påvirker alle os ikke-amerikanere, hvordan de vælger at bruge denne magt. I denne sammenhæng er det et valg mellem to uappetitlige kandidater. Alligevel kan det være af betydning for nogle lande, hvem der vinder: Cuba, Iran, Yemen og Rusland. For disse fire lande kan Biden være et bedre resultat. Og for nogle globale spørgsmål også: først og fremmest atomvåbenkontrol og klimaforandringer.