I 1996 stod Boris Jeltsin, den første russiske præsident efter opløsningen af Sovjetunionen, over for at søge genvalg. Katastroferne forårsaget af den chokpolitik, som Jeltsin og hans team havde gennemført med støtte fra udenlandske, for det meste amerikanske, rådgivere, betød, at han ifølge meningsmålingerne ville tabe valget. Han modtog derfor massiv opbakning fra USA, et ekstraordinært lån fra IMF og penge og teknisk støtte til sin valgkampagne. Resultat blev, at han blev genvalgt, selvom Dmitri Medvedev, som senere blev premierminister for Vladimir Putin, ifølge en artikel i tidsskriftet ”Time Magazine” hævdede, at han "reelt ikke vandt valget i 1996 for sin anden præsidentperiode". Det andet præsidentvalg i Ruslands historie var med andre ord blevet manipuleret. Denne opfattelse deles af Thomas Graham, ledende politisk analytiker ved den amerikanske ambassade i Moskva fra 1994-1997. Men, som han siger, "... dette var et klassisk tilfælde af, at målet helliger midlerne, og vi fik det resultat, vi ønskede. Vi fik det resultat, som vores partnere, reformtilhængerne i Rusland, ønskede, og det var først efter at vi havde fået dette resultat, at meget af dette begyndte at blive synligt for folk i både Rusland og Vesten.” Dette er også den samme kyniske holdning til at blande sig i valg i andre lande, som Hillary Clinton gav udtryk for, da hun i 2006 sagde (med henvisning til valget i Gaza, hvor Hamas vandt, til hendes fortrydelse): "Jeg tror ikke, vi skulle have presset på for et valg i de palæstinensiske områder. Jeg mener, det var en stor fejl. Og hvis vi endelig skulle presse på for et valg, så skulle vi have sørget for at gøre noget for at sikre, hvem der vandt.”
Der findes mange beskrivelser af, hvordan USA har interveneret i andre lande, det være sig gennem invasion, støtte til militærkup, misinformationskampagner eller indblanding i valgprocesser. Grunden til at indblanding i andre landes valgprocesser pludselig er blevet et problem er selvfølgelig, at Hillary Clinton, det amerikanske etablissements og næsten alle de etablerede mediers favorit, tabte præsidentvalget i 2016, og de måtte finde nogen at give skylden for det. Den russiske indblanding har formentlig haft en vis effekt, men taget i betragtning de enorme ressourcer, som de to politiske partier selv har brugt i valgkampen (6,5 milliarder dollars), er det latterligt at påstå, at et par hundrede tusinde dollars i Facebook-annoncer, eller endda hvis det var et par millioner dollars til "troll-fabrikker" (som det hævdes), skulle kunne vinde valget for Trump. Hvis det virkelig var tilfældet, så burde de amerikanske politiske partier fyre deres kampagnemedarbejdere og ansætte nogle af disse russiske tryllekunstnere i stedet for. Det ser ud til at man får mere for pengene ved at bruge dem.1)

Spørgsmålet om, hvor effektiv den russiske indblanding var, er dog ikke sagens kerne. Sagens kerne er, at det er forkert at blande sig i andre landes interne anliggender, uanset hvem der gør det. Selvfølgelig ser det for amerikanerne anderledes ud. De blander sig i andre landes anliggender for at fremme retfærdighed, demokrati og menneskerettigheder, mens hensigterne med russernes (eller kinesernes, eller hvem som helst andres) indblanding er ondsindet. USA's indblanding er et bidrag til en bedre verden, mens dets modstanderes indblanding er skadelig. Så vi må acceptere, at USA kæmper for ædlere mål, og derfor er det, de gør, i orden. Alt andet er "what-aboutism".
Når man bor i Latinamerika, er USAs vrede over indblandingen i dets valg mildt sagt komisk. Da det tog den amerikanske Højesteret flere uger at afgøre, om George W. Bush eller Al Gore havde vundet præsidentvalget i 2000, cirkulerede der en vittighed på internettet (på spansk). "Ved du, hvorfor det tager så lang tid at afgøre, hvem der vandt valget i USA? Svar: det er det eneste land i verden, der ikke har en amerikansk ambassade." Enhver præsidentkandidat i Latinamerika fra centrum eller højrefløjen anmoder rutinemæssigt om blåstempling fra den amerikanske ambassadør, og i mange lande beder de også om direkte støtte, offentligt eller i det skjulte. Den amerikanske ambassade indkalder i mange mindre lande de politiske partier til møder på ambassaden for at drøfte kandidaterne, og når det skønnes nødvendigt, vil ambassaden "facilitere" en aftale om en fæIlles kandidat for at undgå at splitte stemmerne. USA er en meget aktiv deltager i det interne politiske liv i de latinamerikanske lande, og de anser almindeligvis ikke, at det er nødvendigt at skjule det. Penge er ikke noget problem, de er altid til rådighed. Herunder ekstraordinære lån fra IMF.

Brugen af misinformation til at påvirke andre lande er heller ikke noget nyt. Dette var et meget vigtigt værktøj under den kolde krig og blev brugt meget mere effektivt af USA end af Sovjetunionen. Brugen af internettet og de sociale netværk til at påvirke andre landes politik er begribeligvis nyere. Argumentet er nu, at dette giver Rusland og Kina en fordel, da de overvåger deres internet og sociale medier, mens Vesten ikke gør det. I Ruslands tilfælde er det rigtigt, at det har sine egne, meget populære sociale netværk (Vkontakte, Odnoklassiki, Telegram, Yandex til søgning, blandt andre), men f.eks. Instagram, Youtube og Facebook har stadig millioner af brugere i Rusland, mens tilstedeværelsen af russiske sociale medier uden for Rusland og de tidligere sovjetrepublikker er ubetydelig. Og i øvrigt er Telegram, som har 550 millioner månedlige aktive brugere sammenlignet med Whatsapps 2 milliarder, ejet af Pavel Durov, som bor i Schweiz og ikke er særlig samarbejdsvillig med den russiske regering, i modsætning til Facebook og Whatsapp, som har tætte forbindelser til den amerikanske regering. Så det er svært at se, hvordan Rusland skulle have en fordel.
Hvordan det nu end måtte være, så er indblanding i andre landes anliggender et almindeligt fænomen, som går videre end de traditionelle eller sociale medier. Det er blevet mere og mere udbredt i Vesten at bruge ikke-statslige organisationer til at fremme bestemte interesser. Amerikanske rigmænds enorme formuer, levende og døde (Ford, Carnegie, Rockefeller, Soros og så videre), er i løbet af de sidste par århundreder blevet brugt til at oprette velbeslåede fonde, som finansierer en mangfoldighed af gode formål i og uden for USA (forskning i kræft og vacciner, kvinders rettigheder, fattigdomsbekæmpelse osv.). De finansierer også tænketanke, som opererer over hele verden, inklusive i de fleste udviklingslande. Og i Rusland.
Tænketanke har uvægerligt en politisk dagsorden i de lande, de opererer i. For at give et eksempel: US Carnegie Endowment for International Peace har en regional afdeling i Moskva. En Google-søgning på et socialt eller økonomisk spørgsmål relateret til Rusland vil uundgåeligt bringe deres webside op, så den må have et godt forhold til Googles algoritmer. Den går ind for frie markeder og er bestemt ikke tilhænger af statsejede virksomheder, karakteriserer annekteringen af Krimhalvøen som en fatal beslutning, import-substitution som en fiasko og præsenterer dystre forudsigelser om landets økonomiske fremtid med den nuværende politik. Og så videre. Det er absolut legitime holdninger. Men da Carnegie Endowment er en udenlandsk aktør, finansieret og ledet fra udlandet, vil det være svært at undgå at karakterisere det som at indblanding i Ruslands interne politik. Jeg kender ingen russisk parallel i USA (men det kan selvfølgelig skyldes min uvidenhed).

Det er blevet almindeligt de sidste par år at anklage Rusland for "Hybrid Krigsførelse". Den har endda fået et navn: "Gerasimov-doktrinen" og lever nu sit eget liv i de amerikanske udenrigspolitiske diskussionsklubber (The Atlantic Council, Council on Foreign Relations, Foreign Policy Magazine og så videre). Navnet blev opfundet af Mark Galeotti, en passioneret London-baseret anti-Putin foredragsholder og konsulent, men han siger nu, at det var en fejl. Han havde læst en tale fra 2013 af den russiske stabschef, general Gerasimov, hvori denne beskrev de vestligt støttede farve-revolutioner (Ukraine, Georgien, Serbien osv.): “en perfekt fungerende stat kan i løbet af få måneder og endda dage blive forvandlet til en slagmark med voldsom væbnet konflikt, blive offer for udenlandsk intervention og synke ned i et hængedynd af kaos, humanitær katastrofe og borgerkrig." Så når man anklager Rusland for at have en ”doktrin” for "hybrid krigsførelse", henviser det til en russisk beskrivelse af vestlig politik. Dette giver en idé om det fremherskende giftige udenrigspolitiske miljø.
Hvad kan der gøres for at stoppe denne "hybride krigsførelse"? USA genoplivede i 2017 en lov fra 1938 om "udenlandske agenter" for at kræve, at organisationer, institutioner eller virksomheder, der modtager udenlandsk finansiering, lader sig registrere som "udenlandske agenter". Dette blev umiddelbart efter kopieret af Rusland med en lignende lov, og andre lande har fulgt trop. Man kan argumentere for, at folk selvfølgelig har ret til at vide, hvem der betaler for de publikationer, medier, forskning osv., de bliver udsat for, men det er en farlig vej at gå, da det er svært at se, hvor det ender.
Hvad kunne der ellers gøres for at fastlægge nogle spilleregler? Første betingelse er at erkende, at dette går begge veje, hvilket i sig selv vil møde meget modstand ("vi" er de gode, "de" er de onde). Men selvom det skulle lykkes at komme så langt, må det erkendes, at da internettet er involveret, så bliver det hele så komplekst, at det ikke er indlysende, hvordan regler kan formuleres, endsige håndhæves.
Når man vurderer forskellige landes kapacitet til at føre ”cyberkrig”, kommer USA oftest ud som nummer et, efterfulgt af Kina, Storbritannien, Rusland, Holland, Frankrig og Tyskland. USA har naturligvis en privilegeret position, da de amerikanske efterretningstjenester har bagdøre til Windows-operativsystemet, som er installeret på 88 % af computerne i verden, og til CISCO, som dominerer de routere og switche, der driver internettet. Både Kina og Rusland er gået i gang med at afvikle denne afhængighed, i hvert fald for de offentlige institutioner, men det er en lang og kompliceret proces. Vi kan kun gætte på, hvor dybt de forskellige lande har infiltreret hinandens digitale infrastruktur, og hvor mange hvilende, ondsindede bots, der er placeret i dem. Budapestkonventionen om cyberkriminalitet fra 2001 dækker kun cyberkriminalitet, ikke cyberkrigsførelse. Der er derfor et åbenlyst behov for at forbedre disse regler. Men dette kræver aftaler mellem i det mindste de ledende magter og det er der ikke megen udsigt til lige for tiden.
En ting, som måske kan hjælpe, ville være at afskaffe anonymiteten på internettet. Ingen e-mailadresse uden en ægte og identificerbar ejer bagved, ingen anonyme brugere af de sociale medier, ingen websider uden en identificerbar ejer. Sådan fungerede verden før internettet. Naturligvis fandtes anonyme breve, men de var dyre at sende, så det begrænsede det til nogle få adressater. Modargumentet er selvfølgelig: hvad med whistleblowere og mennesker, der lever under undertrykkende regimer? Der er måder at løse det på. Aviser har altid haft mulighed for at sige, at forfatteren til et offentliggjort brev er hemmelig, men at de kender personen. På lignende måde kunne whistleblower-websteder oprettes, så ingen bliver bragt til tavshed, men de ansvarlige for disse sider ville så også være ansvarlige for rigtigheden af indholdet, og at de udtrykte meninger ikke er fyldt med hadefulde ytringer, injurier osv.
På denne måde ville vi i det mindste slippe for en masse hadefuldt sludder, phishing-emails og e-mail-spam. Og spam på websider, uden at skulle håndhæve komplicerede Captchas eller to-vejs verifikationer. I øvrigt ville vi også slippe for de berømte "russiske bots". Det ville da være en god ting, ikke sandt?
*********************
Fodnote:
1) Et af de mest bizarre elementer i "Russia-gate"-historien var "Steele-dossieret". Det var så fantasifuldt, at det burde være indlysende, at det hørte hjemme blandt konspirationsteorierne. At USA's præsident er en agent for en fremmed magts hemmelige tjenester, fordi de har en video af ham, hvor han laver perverse ting med russiske ludere på et hotel i Moskva. At noget er en konspirationsteori betyder ikke, at det nødvendigvis er usandt. Konspirationer findes faktisk. Men voksne og seriøse mennesker burde have krævet mere belæg end normalt, før de vil tro på en så fantasifuld historie. Men der var intet belæg, kun løse rygter. Ikke desto mindre blev denne konspirationsteori bragt videre af næsten alle de etablerede medier i USA og meget af resten af den vestlige verden. Den blev taget som et faktum, noget der er bevist. Folk, der nægtede at tro på den, risikerede at blive anklaget for falske nyheder og at blive sanktioneret på sociale medier. Nu har selv den amerikanske avis Washington Post, som var et af de medier, der mest aktivt promoverede historien, trukket den tilbage - i det mindste delvist. Igor Danchenko, en nøgle-”forsker” for Steele-dossieret, havde fra 2005 til 2010 arbejdet som ledende Ruslands-analytiker for Brookings Institution, en amerikansk liberal tænketank, og mens han arbejdede der, blev han præsenteret for Christopher Steele, en tidligere britisk spion. Danchenko er nu blevet anholdt for at have løjet for FBI angående sine kilder. En af Danchenkos vigtigste kilder viste sig at være Charles Dolan Jr., der arbejdede for Hillary Clinton-kampagnen, som i øvrigt betalte for undersøgelsen. Så cirkelen er sluttet. Adam Schiff, formand for det amerikanske parlaments Permanente Efterretningskommité, forsvarede sin langvarige promovering af det nu miskrediterede Steele-dossier ved at hævde, at hans folk "ikke kunne have vidst", at Igor Danchenko angiveligt havde løjet.
Hvad har vi så lært af det?