Åbenbart inspireret af Donald Trumps succes med at opbringe skibe med venezuelansk olie og sælge lasten, og nu hans succes med fuldstændigt at blokere al sejlads med olieprodukter til Cuba, har EU for nyligt besluttet at man også vil være med i denne nye verdensorden og gøre det samme med russisk olie. Har man gennemtænkt, hvordan Rusland vil reagere, og hvilke konsekvenser det får for retten til fri sejlads på verdenshavene? En ret som EU selv er fuldstændig afhængig af.

De sidste par måneder har det været slået fast som en kendsgerning, at krigslykken i Ukraine nu endelig er vendt. Så langt om længe er de hundreder af milliarder af euro og dollars, som NATO-landene har hældt i Ukraine, og de hundrede tusinder af døde ukrainske soldater ved at finde sin berettigelse, ikke sandt? Beklager at være lyseslukker, men svaret er nej.

Donald Trumps forsøg på at bemægtige sig Grønland, som han begrunder med nationale sikkerhedshensyn, har pludselig fået NATO til at hævde, at det er nødvendigt til at opruste militært i Arktis. Et hidtil relativt fredeligt område er nu blevet til en endnu en skueplads for militære spændinger og våbenkapløb. Det er det rene vanvid.

Trump vil lægge ansvaret for krigen i Ukraine over på EU. Han har ironisk sagt, at Ukraine med støtte fra EU kan vinde krigen og genoprette grænserne fra 1991. USA vil med glæde sælge dem våbnene, men EU skal betale. Så nu kigger EU-landene dybt i pengepungen. Vil de være i stand til at fortsætte krigen til den bitre ende?

Den ukrainske præsident Vladimir Zelensky og EU kan ånde lettet op. Faren for fred i Ukraine er drevet over. Trump siger, at han er skuffet over russerne, og han har forsikret, at Ukraine kan vinde krigen og genoprette grænserne fra 1991. Han har lovet støtte med amerikanske våben, så længe det er nødvendigt, på betingelse af at andre betaler. Hvorfor mislykkedes det for Trump?

Den amerikanske præsident Donald Trump har presset både venner og fjender med toldsatser og trusler om yderligere toldsatser, hvis de ikke accepterer handelsaftaler på USA's præmisser. Nogle, som EU, har kapituleret uden at gøre modstand og har dermed gjort sig selv til grin i omverdens øjne. Men andre lande modsætter sig Trumps damptromletaktik. Til Trump-holdets overraskelse er et af disse lande Indien.

Det står mere og mere klart, at Rusland næppe vil blive besejret militært af NATO i Ukraine, og det ser ud til, at dets økonomi vil være i stand til at overvinde de vanskeligheder, der er skabt af "sanktionerne fra helvede". Sanktionerne og krigen har ført til dybtgående ændringer i det russiske samfund og økonomien, herunder også inden for de herskende klasser, som man kun delvist kan skimte konturerne af på nuværende tidspunkt. Så hvordan ser landets fremtid ud, når engang Ukraine-krigen slutter?

Rusland kæmper for at få bugt med en hårdnakket høj inflation. Den russiske centralbank skyder skylden på manglen på arbejdskraft, som efter deres opfattelse producerer en 'løn-pris-inflation', så de vil have arbejdsløsheden op ved at bremse den økonomiske vækst. Men der er andre måder at kontrollere inflationen på, som ville være mere gavnlige for Rusland og de russiske arbejdere.

Efter en relativt stille periode flyder de etablerede medier på det seneste endnu en gang over med artikler, der forudsiger det snarlige sammenbrud af Ruslands økonomi. Sanktionerne, sammen med den økonomiske byrde, som krigen i Ukraine indebærer, skulle endelig virke, så Rusland er nu hårdt presset, og i 2025 kommer sammenbruddet. Er der et gran af sandhed i dette?

NATO har en aftale med den ukrainske regering: 'Vi giver jer penge og våben, og I stiller med soldaterne'. Den ukrainske regering bruger nu stadig mere barske og voldelige metoder for at indfange uvillige borgere og sende dem til en næsten sikker død i skyttegravene. Denne indsats bifaldes af NATO-landene. Politikerne, fra højre til venstre, føler absolut ingen empati med de ukrainske mænd, der mod deres vilje bliver sendt til slagtebænken. Det er åbenbart et nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.