Livet var lettere i politik i de 40 år med neoliberal globalisering, da den satte snævre grænser for, hvad politikerne kunne gøre. Uanset hvad de foreslog, måtte de argumentere for, at markederne, og i særdeleshed den hypermobile internationale kapital, ville acceptere det. Med den neoliberale globaliserings bortgang har vi en ny situation.

Mange lande opbygger reserver af guld og udenlandsk valuta for at sikre sig mod pludselige vanskeligheder. Da valutaer som den amerikanske dollar og euroen ikke er knyttet til noget fysisk aktiv (som f.eks. guld), er deres værdi baseret på tillid til, at de vil blive accepteret som betalingsmiddel. Den stigende politisering af det internationale finansielle system udhuler imidlertid denne tillid. Dette kan få vidtrækkende konsekvenser, da nogle lande nu ser sig om efter alternativer.

Da Mauricio Macri blev valgt som præsident for Argentina 2015, var stemningen ekstatisk i Washington, EU og - ikke mindst - det latinamerikanske højre. Endelig kunne man slippe af med den inkompetente og populistiske regering i Argentina. ”Teknokraterne til redning”, skrev det engelske tidsskrift "The Economist". ”Han vælger kompetente teknokrater til at besætte de vigtigste økonomiske poster”, hævdede de. Desværre tabte Macri præsidentvalget i oktober i år, efter at have gjort en heroisk indsats for at redde landet, og de samme populistiske, skadelige politikere får nu et comeback. Sådan er fortællingen i det meste af den etablerede internationale presse. Men fortællingen er ikke kun misvisnede - den er en åbenlys fordrejning af fakta.