Da USA øgede kapaciteten til at eksportere flydende naturgas (LNG) i 2019, lovede Trump en ny æra, hvor europæerne ville få "frihedsgas" i stedet for den ondartede russiske gas. Nu hvor Europa er midt i en gaskrise med skyhøje priser, hvor blev ”frihedsgassen” så egentlig af? Det kort svar: den blev sendt til Sydøstasien, hvor priserne er bedre. Gaskrisen er et resultat af EU’s forkærlighed for spotmarkeder for energi frem for langsigtede kontrakter. Dette indebærer, at de nogle gange får meget billig gas og nogle gange meget dyr gas. Lige nu er EU uheldigvis inde i en periode med meget dyr gas.

Efter at Donald Trump vandt over Hilary Clinton i det amerikanske præsidentvalg i 2016, fulgte en hidtil uset bølge af anklager om udenlandsk indblanding i valget. Hovedsynderen var Rusland, og den russiske indblanding blev set som afgørende for valgresultatet. Hvis ikke, hvordan kunne Hilary så tabe, på trods af at næsten hele det amerikanske etablissement og de fleste medier støttede hende? At USA beskylder andre lande for at blande sig i dets indre anliggender, er ret pudsigt, i betragtning af at det noget de selv excellerer i, og i øvrigt er ret stolte af. Men at blande sig i andre landes indre anliggender er gammel, dårlig vane og tilsyneladende svær at stoppe. Men der bør gøres noget for at begrænse det.

Vi er på vej ind i en ny, multipolær verden. Det har konsekvenser overalt i verden, men ikke mindst i Europa, hvor to verdenskrige startede i sidste århundrede. De dominerende magter i Europa er det USA-ledede NATO på det militære område og EU på det økonomiske og politiske område. Begge har den opfattelse, at alt ville være godt i Europa, hvis det ikke havde været for Rusland, som er en ondsindet magt, der forsøger at undertvinge uafhængige lande, sår forvirring og mistillid inden for EU og truer kontinentet med militær invasion. Hvis disse to institutioner virkelig ønsker en varig fred i Europa, skal der nytænkning til.

På trods af mange benægtelser er det klart, at den liberale internationale orden med USA som indiskutabel leder er på vej ud. Det, der skal komme, er nødvendigvis en multipolær verden, med USA som en af de tunge drenge, men som en blandt flere. Hvis man er i tvivl, kan man lytte til chefen for USA's overkommando, general Mark Milley, der for nyligt sagde, at USA er på vej ind i en "tripolær" verden. Det vil være meget svært for det amerikanske politiske og militære establishment at acceptere denne bitre virkelighed, og en politiker, der accepterer den, risikerer at være færdig som politiker. Dette er formentlig grunden til, at der er så lidt debat blandt amerikanske politikere om, hvordan USA kan finde en ny plads i denne uvante, vanskelige verden.

Det nye slagord i international politik er "Den internationale regelbaserede orden". Narrativet er, at denne orden bliver udfordret udefra af hensynsløse revisionistiske lande, primært Kina, Rusland og Iran, og indefra af nationalistiske og populistiske politikere (Trump, Brexiters, Orban, Marie Le Pen og lignende). Vi bør derfor gribe til våben for at forsvare / genoprette denne truede regelbaserede orden. Hvis kigger nærmere efter, vil vi imidlertid se, at reglerne bliver bøjet eller opfundet løbende, så de kan passe til formålet. Man bliver i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er nogen regler.

Det korte svar er ja, endda meget hårdt. Og meget hårdere end de vil kunne mærkes i EU eller USA. Rusland er efter Sovjetunionens opløsning hovedsagelig en producent og eksportør af olie, gas og råvarer. Ligesom Canada, Australien, Brasilien, Chile og Venezuela. Landet har gennemgået en afindustrialisering siden Sovjetunionens opløsning, og er nu afhængig af at skulle importere næsten hvad som helst. Det er nok verdens sjette største økonomi, men det er for lille til at kunne overleve isoleret. Så sanktioner gør ondt. Men de kan også have nogle utilsigtede konsekvenser. Nogle af disse kan være ganske interessante.