USA og NATO har – i det mindste ind til videre – besluttet, at en krig med Rusland er for risikabel. Så ind til videre går de efter sanktioner. Målet er at forsvare Ukraines uafhængighed, et land som bliver generet, og nu også – ifølge NATO – invaderet af Rusland. Er der et problem med et russisk mindretal, der ønsker selvstyre? Ifølge NATO, nej. Det drejer sig om lokale væbnede grupper (terrorister), bevæbnet af Rusland og nu også med støtte fra forklædte russiske soldater, der prøver at tage over i dele af landet. Det drejer sig altså en gentagelse af München 1938, og det skal stoppes.
Da vi ikke lige nu ønsker en militær konfrontation, går vi efter sanktioner.
Et hurtigt blik på de økonomiske bånd mellem Rusland og EU-USA viser klart, at Rusland vil blive hårdt ramt. Men hvad med USA og EU? Der er især to måder, hvorpå sanktioner kan ramme økonomien: ved at afskære handel, og ved at stoppe direkte investeringer.
Hvad angår USA, så er deres handel med Rusland minimal. I 2013 eksporterede USA for 11 milliarder dollars til Rusland. Det lyder som meget, men det er mindre en 1 % af USAs samlede eksport. De vigtigste varer var fly og biler. Importen fra Rusland er også minimal og består mest af olieprodukter. Så hvis al handel med Rusland ophørte i morgen ville det dårligt kunne mærkes i USA.
For EU er virkningen større. EUs eksport til Rusland var i 2012 132 milliarder dollars, og EUs import fral Rusland var 213 milliarder dollars. Altså næsten 10 gange mere end USAs handel med Rusland. Ikke så mærkeligt, at der er megen hændervriden i EU. Som andel af den samlede handel aftager Rusland omkring 7% af EUs eksport og dækker omkring 12% af unionens import. Handelsmønsteret er omtrent det samme som USAs: Rusland sender hovedsagelig olie, gas og råmaterialer til EU, og får til gengæld forbrugsgoder, maskiner og fødevarer fra EU. Rusland er EUs næststørste handelspartner når det drejer sig om importen (efter Kina, efterfulgt af USA), og fjerdestørst, når det drejer sig om eksporten (efter USA, Schweiz og Kina). Så det er klart, at en sammenbrud i handelen vil gøre mere ondt i EU end i USA.
Når det drejer sig om investeringer, så er det lidt mere indviklet. Statstikken vedrørende direkte investeringer er uigennemskuelig, da den vigtigste investeringsstrøm kommer via skattely som Cypern og Jomfruøerne. De fleste af disse penge stammer givetvis fra russiske oligarker, kapital der er flygtet ud af landet for at blive hvidvasket og derefter geninvesteret. Med den ekstra gevinst, at ejerne bliver registreret som (beskyttede) udenlandske investorer. Disse penge går især til investering i fast ejendom og finanssektoren. Hvad angår de egentlige direkte investeringer, så topper USA som det land, der har flest projekter i Rusland i perioden 2007-11, efterfulgt af Tyskland, England, Frankrig og Finland. Det største antal af projekter er i bilindustrien (de fleste store bilproducenter har produktion i Rusland), efterfulgt af fødevareindustrien og maskiner og udstyr. Så her er der en gruppe af store multinationale firmaer, der kommer til at lide tab, hvis sanktionerne går så vidt som til at indefryse aktiver (som det er tilfældet med Iran), og det er en proces der nødvendigvis virker begge veje. Hvis du tager mine aktiver, så tager jeg dine.
Så er der den finansielle sektor. Ruslands offentlige udlandsgæld er meget lav, og landet har store valutareserver. Omkring en fjerdedel af disse er i en offentlig investeringsfond, som især holder lavrisiko statsobligationer fra vestlige lande. Hvis der sker en indefrysning af aktiver, som i Irans tilfælde, så vil Rusland tabe disse reserver. Så det er en fristende måde at straffe Rusland på. Men det vil også sende et koldt gys gennem en række andre lande, der holder disse statsobligationer, ikke mindst Kina, og det vil formentlig få disse til at begynde at skaffe sig af med disse tvivlsomme papirer. Det bliver ikke specielt morsomt for USA, landet store lånebehov taget i betragtning, eller for forgældede EU lande. Så dette våben bliver nok kun taget i brug som en sidste udvej, før en egentlig krig.
En anden måde at straffe Rusland kan være ved at udelukke landet fra det internationale system til udligning af finansielle transaktioner, således som det er tilfældet for Iran (og Cuba som en ensidig boykot fra USA). England presser i øjeblikket på for at få Rusland udelukket fra betalingssystemet SWIFT, som bankerne bruger til at foretage indbyrdes overførsler. Da dette internationale udligningssystem er fuldstændig domineret af vestlige finansielle institutioner, og især amerikanske institutioner, er det noget, der virkelig vil gøre ondt. Det vil gøre finansielle transaktioner mellem landene ekstremt komplicerede, som cubanerne og iranerne vil bevidne. En mindre drastisk forholdsregel kunne være at udelukke Rusland fra det internationale kreditkort system, således som det skete kortvarigt med Visa and Mastercard efter Ruslands annektering af Krim.
Alt i alt har de vestlige lande således en række instrumenter til rådighed, så de kan straffe Rusland på en måde, der virkelig gør ondt. Men der er også nogle begrænsninger:
1. Afskæring af handel. Dette skader Rusland meget mere end Vesten. Men på kort til mellemlangt sigt giver det også alvorlige problemer i flere EU lande, hvis gasforsyningen fra Rusland afskæres. På mellemlangt sigt kan dette løses med andre energikilder, som flydende gas fra skifergasfelterne i USA, vedvarende energikilder som sol og vind, og en tilbagevenden til kul. Det bliver dyrere end den nuværende russiske gas, men alt har jo en omkostning. For russerne betyder det, at de vil være tvunget til at finde andre aftagere, og det betyder for gassen først og fremmest Kina. Et resultat af sanktionerne er allerede, at et megaprojekt der skal bringe russisk gas til Kina, og som har været i hårdknude i næsten et årti, pludselig er faldet på plads. Dette hjælper imidlertid ikke Rusland på kort sigt, da det vil tage tid før projektet er færdigbygget. Den klare vinder her er Kina, mens Rusland bliver tvunget ind i et ubekvemt afhængighedsforhold til Kina.
2. Afskære al højteknologisk handel. Dette vil gøre det meget vanskeligt for Rusland at udbygge sine industri, og landet vil blive nødt til at finde alternative leverandører, som indenlandske producenter eller import fra BRICS landene, hvis produktet da ellers er til rådighed. Det bliver ikke nemt, og Kina bliver igen vinder.
3. Forbyde eksport udstyr til olie- og gasindustrien. Dette vil især udgøre et problem for de mere komplicerede felter, som f.eks. de meget dybe felter, eller felter i arktiske egne. Det importerede udstyr kan formentlig i en vis udstrækning dækkes af lokalt produceret udstyr.
4. Udelukke Rusland fra det internationale betalingssystem. Dette vil skade Rusland, men en utilsigtet konsekvens er, at det vil fremskynde de første skridt til at bringe det eksisterende vestlige monopol til afslutning, da et nyt betalingssystem nødvendigvis må blive sat op for at muliggøre handelen mellem Rusland og i første omgang BRICS landene. Rusland og Kina har allerede gjort dette for deres bilaterale handel, hvor der sker en bilateral udligning af betalinger i Yuan eller Rubler. BRICS landene har i princippet aftalt at gøre noget lignende i større skala. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men sanktionerne vil givetvis fremskynde processen.
5. Udelukke Rusland fra det internationale kreditkort system. Det lyder utroligt, men Rusland er i øjeblikket helt afhængigt af Visa og Mastercard, selv for indenlandske betalinger og kontanthævninger. Regeringen har nu, langt om længe, besluttet at sætte et eget system op, noget som de fleste udviklede lande allerede har, men også det vil tage tid. I mellemtiden er kinesiske Union Pay, der er verdens største ud fra antallet af brugere, i gang med en hurtig ekspansion i Rusland.
6. Konfiskere Ruslands beholdning af vestlige statsobligationer. Det ser ud til at Ruslands nationalbank allerede er i gang med at sprede sin valutabeholdning ved at sælge ud af disse obligationer og i stedet købe guld eller papirer i Yuan. Så hvis det virkelig skal gøre ondt gælder det om at skynde sig. Og som nævnt vil det formentlig udløse en bredere bølge af salg af disse statsobligationer også i andre lande. Så det vil gøre ondt begge veje – det er svært at sige, hvem det vil gøre mest ondt på.
En anden utilsigtet konsekvens kan være i Rusland selv. Rusland er et ekstremt ulige samfund, næsten lige så ulige som USA – og det er slemt. Modsat USA, hvor de lokale oligarker er populære og genstand for beundring, så er de lokale oligarker ikke specielt populære i Rusland. Hvis det russiske folk skal overtales til at gennemgå afsavn som følge af en langvarig økonomisk krig, og måske endog en egentlig krig, så vil den russiske regering formentlig blive nødt til at gøre noget ved denne ulighed. Slå ned på de mest korrupte funktionærer og oligarker, måske endda sætte nogle af dem i fængsel, begynde af beskatte de rige, forbedre vilkårene for den brede befolkning – kort sagt gennemføre en række politiske reformer, som i gamle dage ville være blevet kaldt socialdemokratiske, men som nu om dage kaldes populistiske. Det kan blive interessant at være vidne til.
Vi venter i spænding.
