Præsident Trumps forhandlingstaktik er enkel og brutal. Han annoncerer toldsatser på dit og dat, sætter en dato på og udsætter dem derefter. Logikken er tilsyneladende, at for at bruge trusler om toldsatser effektivt til at opnå politiske mål, skal toldsatserne annonceres først, og derefter kan forhandlinger indledes om at fjerne eller lempe dem, afhængigt af resultatet af forhandlingerne. Dette er en gammel og gennemprøvet amerikansk strategi, der bruges ad nauseam for sanktioner mod andre lande: først indføres sanktionerne og derefter annonceres midlertidige dispensationer, afhængigt af resultaterne af forhandlingerne. Men sanktionerne ophæves ikke igen. De fortsætter med at hænge over ofrene som et "Damokles' sværd".
Denne taktik ser ud til i en vis grad at virke. Nogle lande har omgående kastet håndklædet i ringen og accepteret de amerikanske toldsatser uden at gøre gengæld: EU, Indonesien, Japan, Pakistan, Filippinerne, Sydkorea, Storbritannien og Vietnam. Så den virker. Men ikke mod alle.
Trump tørrede gulvet med Ursula von der Leyen, da EU lagde sig fladt ned og accepterede de amerikanske betingelser for en handelsaftale: 15% told på europæiske varer og ingen gengældelsestold på amerikanske varer. Ikke alle lande er lige så lette at køre over. Foto fra EU pressemeddelelse.
Trump har stadig ikke fået forhandlet den vanskeligste aftale hjem: den med Kina. Kina giver ikke uden videre efter og har indført en gengældelsestold mod amerikanske varer og begrænset USA's adgang til sjældne jordmetaller, som landet behøver for sine højteknologiske virksomheder. Trump har derfor været nødt til at trække i land, og for øjeblikket er der en midlertidig våbenhvile, mens forhandlingerne fortsætter. Vi ved ikke, hvor det vil ende. Det burde ikke overraske. Det var ikke at forvente, at kineserne ville lade Trump tørre gulvet med dem, som han gjorde med EU's Ursula von der Leyen.
Det har dog overrasket mange, at Indien besluttede sig til at stå op imod Trump i handelskonflikten. Indien er et meget svagere land, og tolden vil betyde alvorlige tab for de indiske eksportører. Med en told på 50% er det praktisk talt en handelsembargo. Indiens statsminister Narendra Modi synes besluttet på ikke at lade sig tromle ned af Trump, og dette standpunkt er populært i den indiske offentlighed. Oppositionen (Kongrespartiet) har også indtaget en hård holdning og kræver, at Indien svarer igen med en gengældelsestold på 50% på amerikanske varer. Det bliver ikke let for Modi, hvis han forhandler sig frem til en aftale, der bliver set som eftergivende over for Trump.
Det er tilsyneladende kommet bag på amerikanerne. Den 1. september offentliggjorde den amerikanske ambassade i Indien en udtalelse af udenrigsminister Marco Rubio, hvori det hedder: "Partnerskabet mellem USA og Indien fortsætter med at nå nye højder - et definerende forhold i det 21. århundrede. Denne måned sætter vi fokus på de mennesker, fremskridt og muligheder, der driver os fremad." Bizar udtalelse, når man tager i betragtning at Indien (og Brasilien) er blevet straffet med den højeste toldsats på 50%. Er det virkelig det, amerikanerne forstår med berebet "partnerskab", eller er de blevet skizofrene?
Det lader til, at USA forventede, at Indien ville give efter og følge USA's krav om at stoppe importen af olie fra Rusland, da det omgående ville reducere tolden fra 50% til 25% . Hvorfor gør de ikke bare det? Det kan godt være, at de gør det senere som en del af en bredere aftale, men det er også muligt, at de ikke vil. Det vil i givet fald koste Indien dyrt. For det første er Indien stærkt afhængig af import af olie, og det får en betydelig rabat på den russiske olie. For det andet, hvis Indien begynder at købe olie fra Mellemøsten i konkurrence med andre lande, vil den internationale oliepris sandsynligvis gå i verjet. Dette vil blive dyrt for Indien. Så indtil videre er det et af Indiens trumfkort i forhandlingerne med USA.
Indien har offentligt erklæret, at det ikke vil stoppe med at importere olie fra Rusland, og for yderligere at gøre genere Trump, udstillede Indiens Modi sit venskab med den russiske præsident Vladimir Putin i Tianjin ved at hoppe ind i Putins (russisk producerede) Aurus Limousine i stedet for at bruge den officielle bil. Der er ingen tvivl om, at Indien ønsker en handelsaftale med USA, og at dette nødvendigvis vil indebære lettere adgang for amerikanske varer til det indiske marked, men Modis spillerum er begrænset, da import af for eksempel amerikanske landbrugsvarer vil blive mødt med stærk modstand fra de indiske bønder. Det, Modi har gjort i Tianjin, er at sende en besked til USA og Trump: "Vi har andre venner, hvis I insisterer på at være vores fjende." Trump er uden tvivl en hård forhandler, men det er Modi også.
Indiens premierminister, Narendra Modi, i Vladimir Putins Aurus Limousine i Tianjin den 1. september 2025. Billedet er delt af Modi på de sociale medier.
EU er dybt skuffet over, at Trump ikke har fulgt op på sin trussel om at indføre en 100% told på import fra lande, der køber russisk olie og gas. De vigtigste købere er Kina, Indien og Tyrkiet. Mon EU's politikere og bureaukrater har analyseret konsekvenserne af det, de beder om, grundigt. Hvis en del af den russiske olie og gas bliver taget ud af de internationale markeder, vil priserne stige. Selvfølgelig medmindre der kan indgås en aftale med OPEC om, at de vil øge produktionen for at kompensere for den manglende russiske olie, hvilket de teknisk set angiveligt godt kan. Jeg er dog ikke sikker på, at OPEC vil komme frem til, at det er i deres interesse at gøre det. Det kan i sidste ende føre til kartellets opløsning. I hvert fald har jeg ikke set nogen nyheder, der tyder på, at de har accepteret en sådan handel med USA og EU.
Konsekvenserne af dette kan være mere katastrofale for EU end for Rusland. Da USA ikke importerer meget olie længere, vil det ikke blive påvirket som land, men det vil indebære en kraftig økonomisk omfordeling fra forbrugerne til olieselskaberne. Ikke lige det, Trump lovede sine vælgere.
Dertil kommer, at USA har en interesse i at nå til enighed med både Indien og Kina. At true med en told på 50 eller 100% på grund af russisk olie vil underminere enhver aftale, han kan håbe på at komme frem til. Så EU's håb i denne henseende er formentlig illusorisk.
Den nye pragmatiske trekant i Tianjin: Indien, Kina og Rusland? Billedet er fra de sociale medier
For at konkludere og besvare spørgsmålet stillet i overskriften: det er usandsynligt, at Indien og Kina vil danne en alliance, men de er i gang med en pragmatisk tilnærmelse. Præsident Xi udtalte i Tianjin, at de to lande bør være venner og fremme et godt naboskab, så "elefanten og dragen kan danse sammen." Det er faktisk i begge landes interesse. Så det er ikke usandsynligt, at det sker.
