Rusland kommer sandsynligvis ud af Ukraine-krigen som en stærkere militærmagt end før, med en relativt stabil og voksende økonomi og vil langt fra være den internationalt isolerede paria, som NATO forudsagde for tre år siden. Det er usandsynligt, at krigens afslutning kommer til at betyde, at de vestlige sanktionerne bliver ophævet, så processen med at omdirigere Ruslands internationale handel fra vest til øst og syd og med at ændre dets økonomiske struktur, genindustrialisere og øge dets teknologiske kapacitet vil sandsynligvis fortsætte.
Når krigen i Ukraine slutter, vil Rusland umiddelbart stå over for den udfordring at sikre en overgang fra militær til civil produktion. Historisk set har overgangen fra krig til fred ofte ført til en recession i kapitalistiske økonomier, som det var tilfældet i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig. Rusland har imidlertid det privilegium, at det er en storeksportør af blandt andet olie, gas, mineraler, korn osv., hvilket under normale forhold indebærer, at regeringen har adgang til betydelige finansielle ressourcer, der potentielt gør det muligt for den at klare overgangen fra krig til fred uden alt for mange økonomiske ofre. Når krigen slutter, vil et stort antal soldater og andet militærpersonale skulle demobiliseres, og selvom produktionen af militært udstyr vil fortsætte i en periode for at genopbygge lagre og opfylde udskudte eksportordrer, vil ordrerne til de militære industrier uden tvivl falde. Så opgaven bliver at overføre det frigjorte personale og økonomiske ressourcer til produktion af varer til civilt brug. Når man tager i betragtning, at der for nærværende er stor mangel på arbejdskraft overalt i økonomien, burde det ikke være en vanskelig opgave at opsuge den demobiliserede arbejdskraft, men det vil naturligvis kræve investeringer i omskoling. Det faktum, at det er statsejede virksomheder, mange af dem under Rostec Koncernen, der er ansvarlige for hovedparten af våbenproduktionen, og at de fleste af dem også producerer produkter til civilt brug (for Rostec som helhed er det omkring 46%), vil de givetvis få til opgave at udvide andelen af civile produkter. Det meste af ødelæggelserne i Ukraine har fundet sted i Donbass, som er under russisk kontrol, ikke i det centrale og vestlige Ukraine, og Rusland vil blive nødt til at foretage store investeringer i genopbygningen, som det allerede har gjort i Mariupol. Hertil kommer, at der er igangværende og planlagte store nationale projekter med investering i infrastruktur, som vil betyde en fortsat høj efterspørgsel fra den offentlige sektor (udvidelse af jernbane- og motorvejsnettet, bygning af højhastighedsjernbaner, hvoraf Sankt Petersborg-Moskva-linjen allerede er under opførelse, udvidelse af havne og lufthavne og så videre). Så en økonomisk efterkrigskrise er ikke særlig sandsynlig.
Den statsejede Rostec Koncern er ansvarlig for produktionen af 80% af materiellet til krigen i Ukraine, men samtidig er næsten halvdelen af dets produktion civile produkter, blandt andet passagerfly (på billedet ses MC-21 med indenlandske PD-14 motorer - næsten alle udenlandske komponenter er nu blevet erstattet med lokale, og flyet er stadig under certificering).
Men det vil være et forandret samfund, der kommer ud af krigen, da sanktionerne og Ruslands reaktion på disse har betydet store ændringer i samfundet og i de ledende klasser i Rusland (ofte kaldet "eliten").
I halvfemserne førte præsident Boris Jeltsins kriminelle privatisering af statsejede virksomheder til, at der opstod en ny klasse: "oligarkerne". Denne nye klasse var primært interesseret i aktiver, der kunne give hurtigt afkast, så de gik efter naturressourcerne: olie, gas, mineraler og så videre. De tilegnede sig også industrivirksomheder, men meget få viste nogen interesse i at udvikle dem, så de blev fortrinsvis brugt som en kortsigtet kilde til profit og overladt til at forfalde. Tusindvis af produktive virksomheder blev simpelthen tømt for deres aktiver og lukket. Denne nye klasse havde enorm politisk magt under Jeltsin, men da de var usikre på, hvad fremtiden ville bringe, tog mange af dem deres penge med sig og slog sig ned i Vesten, hvor de foretrak London, Israel og Cypern, og for en sikkerheds skyld sørgede de for at skaffe sig et andet pas. Deres vigtigste indtægtskilde var fortsat deres virksomheder i Rusland, som i mange tilfælde nu formelt var ejet af holdingselskaber etableret i udlandet. Disse oligarker blev berømte for deres overdådige palæer, mega-yachter og luksuriøse livsstil, mens deres arbejdere i Rusland måtte nøjes med en ussel løn. Rusland var i de år hovedsageligt afhængig af eksport af naturressourcer og import af alt muligt andet.
Det var glade dage. På billedet fra 1997 trykker Yeltsins privatiseringschef Anatoly Chubais IMF-direktør Michel Champdessus i hånden. De gennemførte, hvad der er blevet kaldt 'århundredets røveri', hvor en lille gruppe mennesker under velvilligt opsyn fra IMF og Vesten tilegnede sig Ruslands rigdomme. Efter at have kørt den statsejede koncern Rosnano i sænk, er Chubais nu i selvvalgt eksil i Israel, hvor han har åbnet en tænketank. De fleste af hans ledende medarbejdere i Rosnano er enten anholdt eller på flugt, anklaget for underslæb. Af en eller anden mærkelig grund er der ingen arrestordre mod Chubais selv (måske beskytter hans gamle ven Vladimir Putin ham?).
I løbet af det første årti af dette århundrede skete der nogle ændringer. Vladimir Putin, der overtog efter Jeltsin i 2000, fortalte efter sigende på et møde med disse oligarker, at de kunne beholde deres uretmæssige formuer, men at de skulle holde sig ude af politik (hvilket betød, at de blev degraderet fra at være rigtige oligarker, hvilket betyder rig og politisk magtfuld, til ”bare” at være rige). De resterende statsvirksomheder, hvoraf mange var nødlidende, blev samlet i en række statskoncerner: Rostec, Rosatom, Rosneft, Gazprom, Roscosmos, Rosetti og så videre, og de fleste af disse koncerner er nu rentable (Roscosmos havde problemer i 2024 efter at have mistet sine vestlige kunder). Disse statskoncerner er nu en vigtig del af regeringens magtbase. Siden 2022 har de velhavende russere, der bor uden for landet, været tvunget til at vælge mellem juridisk at flytte deres virksomheder til Rusland eller sælge dem til folk, der er bosiddende i Rusland. En række af dem har lagt afstand til Rusland og givet afkald på deres russiske pas, og mange af dem bor nu i Israel.
Den industripolitik, der har været ført i Rusland siden 2014, og især siden 2022, har medført at en ny klasse af kapitalister er vokset frem, som ikke har forbindelse til de gamle oligarker, og vægten af små og mellemstore virksomheder i økonomien er, selv om den stadig er lav, steget til omkring 20 % af BNP og forventes at stige væsentligt i de kommende år. Der er opstået en helt ny højteknologisk sektor, herunder af IT- og e-handelsvirksomheder, og Rusland har nu nyslåede milliardærer, der ejer firmaer som Wildberries og Ozon (”det russiske Amazon”), Yandex (”det russiske Google”), Telegram (”det russiske Whatsapp/X”), C1 (”det russiske SAP”) og lignende. Der er også opstået en ny gruppe af industrivirksomheder, der leverer til det russiske hjemmemarked, og som er afhængige af de regeringsprogrammer, der støtter importsubstitution og ”teknologisk suverænitet”, så deres interesser er ikke identiske med de gamle oligarkers. De er faktisk afhængige af, at den nuværende politiske kurs fortsætter, i det mindste indtil de har konsolideret deres forretninger og er klar til at modstå øget udenlandsk konkurrence.
Blandt de nye tech-milliardærer er Tatyana Kim. Hun ernærede sig som engelsklærer, men under en barselsorlov startede hun en online-butik: Wildberries, som siden er vokset til en multimilliardforretning (”det russiske Amazon”). Foto fra Wikipedia.
Det er tvivlsomt, om denne ændring i den politiske kurs og dermed i sammensætningen af de ledende klasser kunne have fundet sted uden de vestlige sanktioner. De vestlige lande har faktisk gjort Rusland en tjeneste ved at gå efter de velhavende russere, der bor i Vesten, og konfiskere deres aktiver, da det er med til at mindske kapitalflugten (pengene er nu mindre usikre derhjemme end i udlandet). Diskriminationen af alt russisk i Vesten har også hjulpet Rusland med at bekæmpe ”hjerneflugten”, da det gør det mindre attraktivt for forskere og teknologispecialister at blive der, og samtidig åbner den voksende russiske økonomi mange muligheder for dem hjemme. Tilsyneladende vender rigtig mange af dem nu tilbage til Rusland.
At begrænse korruptionen vil være en udfordring, da industripolitikken, som har et vigtigt element af statsstøtte, skaber en masse muligheder for lyssky aftaler. Der er i øjeblikket en lavine af højprofilerede korruptionssager, der efterforskes og bringes for domstolene, men det er svært at sige, om det skyldes, at korruptionen er blevet mere udbredt, eller om det er fordi, regeringen har strammet op over for korruptionen. Der har også været flere tilfælde af undersøgelse af lovligheden af tidligere privatiseringer, som har resulteret i fornyede nationaliseringer – eller ”afprivatiseringer”, som de også kaldes.
Der har været flere højtprofilerede korruptionssager i Rusland for nylig, blandt disse viceforsvarsminister Timur Ivanov (på billedet), som er blevet tilbageholdt, anklaget for at modtage bestikkelse. Det er ikke til at vide, om det skyldes, at korruptionen er stigende, eller om det er fordi myndighederne nu gør en større indsats for at slå ned på korruptionen.
Når krigen slutter, vil magtfulde grupper i landet både inden for erhvervslivet og statsbureaukratiet uden tvivl presse på for en fornyet tilnærmelse til Vesten, en tilbagevenden til en neoliberal politik og en satsning på eksport af naturressourcer, en politik og økonmisk model som fungerede fantastisk godt for dem, før verden gik af lave. Men det ville betyde, at en stor del af investeringerne i ”teknologisk suverænitet” ville gå tabt, og for en vigtig del af arbejderne og den nye klasse af kapitalister er ophævelsen af vestlige sanktioner faktisk mere en risiko end en velsignelse. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at spænde af. Selvfølgelig vil præsident Vladimir Putin være den store dommer i denne interne magtkamp, og det ser ud til, at han ikke nærer ønske om at gå tilbage til den gamle politik, som han ellers tidligere var stor tilhænger af, hvis sanktionerne helt eller delvist ophæves. Så længe han er til stede, vil den nuværende politiske kurs formentlig blive fastholdt.
Regeringen har startet et program kaldet "Tid for Heltene" med det erklærede formål at forny den russiske "elite". Programmet administreres af Højskolen for Offentlig Administration, RANEPA, og rekrutterer soldater og krigsveteraner, der har udmærket sig, til træning og uddannelse med det formål efterfølgende at udnævne dem til topstillinger i administrationen og de offentlige virksomheder. Ifølge præsident Putin har ”den (gamle) elite mistet troværdighed på grund af individer, der ragede rigdomme til sig under det økonomiske kaos i 1990'erne”. Man kan have sine tvivl, om det kommer til at virke.
Hvad der sker, når præsident Vladimir Putin ikke er mere, er naturligvis et åbent spørgsmål. Mit gæt er, at flertallet af almindelige mennesker i Rusland ikke vil støtte en tilbagevenden til Jeltsin-tidens neoliberalisme, og at teknologisk orienterede embedsmænd og ledende kadrer i de statsejede virksomheder sammen med en del af den nye kapitalistklasse, der er knyttet til indenlandsk industriel og teknisk udvikling, vil fungere som en modvægt til de gamle oligarker. Men det er selvfølgelig kun et gæt.
********************
Jeg har skrevet om den russiske økonomi siden 2014. Jeg er på ingen måde ekspert i Rusland, og forstår heller ikke russisk, men på grund af alt det åbenlyse sludder, som påståede eksperter skriver i de dominerende medier, har jeg følt et behov for at læse, hvad bedre informerede mennesker skriver, og se på data og analysere det selv. For at læse tidligere artikler om Rusland og den russiske økonomi, klik på nedenstående links.
Januar 2025: Hvordan kan inflationen i Rusland bringes under kontrol - og hvordan ikke
Januar 2025: Er Ruslands økonomi langt om længe ved at bryde sammen?
Juli 2023: Er den russiske økonomi virkelig et mysterium?
Oktober 2022: Hvorfor deltager det meste af verden ikke i sanktionerne mod Rusland?
August 2022: Kan sanktionerede lande overleve?
Oktober 2017: Den døende bjørn.
September 2017: Ruslands snarlige sammenbrud
Oktober 2015: Putin - manden vi elsker at hade.
September 2014: Vil sanktioner kunne mærkes i Rusland?
