Det er ikke så svært at se, når en boble er ved at danne sig og at forudsige, at den vil briste. Den bedste indikator for en boble er, når priserne ikke længere hænger sammen med de underliggende værdier. Dette er tilfældet, når huspriserne stiger meget mere end folks indkomst, eller når priserne på aktier stiger meget mere, end det virksomheden tjener. Det er tilfældet lige nu i mange udviklede lande.
Lad os starte med boligmarkedet. En simpel indikator for, hvad der foregår, er at se på forholdet mellem boligpriser og hvad folk tjener (middelindkomsten). Nedenstående figur, som vi har lånt fra https://www.longtermtrends.net, viser, at i USA koster en bolig nu i gennemsnit mere end 7 gange, hvad folk tjener på et år. Dette er mere, end hvad tilfældet var, lige før vi havde den seneste finanskrise i 2008.
Dette mønster kan også ses i mange andre lande. Ifølge data fra OECD er stigningen i boligpriserne siden 2015 meget højere end stigningen i indkomsterne i mange europæiske lande (f.eks. Storbritannien, Luxembourg, Tyskland, Danmark og så videre) og også i mange udviklingslande.
Boligpriserne i USA har også mistet sammenhængen med huslejen (hvilket vil sige den indkomst ejeren af boligen får, hvis han lejer den ud), som det kan ses her.
Hvis vi ser på aktiemarkedet, sker der noget lignende, som det kan ses i diagrammet nedenfor (som vi har lånt fra multpl.com hjemmesiden).
Kilde: https://www.multpl.com/shiller-pe
Diagrammet viser det såkaldte “Shiller Pris-Indtjeningsforhold”, som er prisen på en aktie divideret med virksomhedens gennemsnitlige indtjening over de sidste 10 år (justeret for inflation). Som det kan ses, er vi ikke helt på niveau med finanskrisen i 2008 endnu, men vi er meget tæt på.
Kritikere af dette indeks siger, at det, der virkelig betyder noget, ikke er, hvad virksomheden tjente de sidste ti år, men snarere hvad vi forventer, at den vil tjene i de kommende år. Det er sandt, men det er et mere håndgribeligt mål end nogle luftige gæt på den fremtidige indtjening, så dette indeks er meget anvendt.
For at konkludere, så er der meget troværdige tegn på, at nye bobler er ved at dannes, og at det er uundgåeligt, at de brister på et tidspunkt.
Det er imidlertid svært at sige, hvornår de brister. Det skyldes, at bobler skabes, når køberne er overbevist om, at priserne kun kan stige. Så det minder meget om et pyramidespil. Det går strygende, indtil der er tilstrækkeligt mange, der begynder at tvivle på, om det virkelig kan fortsætte. Når det sker, kan vi enten få en blød "korrektion" (hvor priserne begynder at falde gradvis) eller et brat fald (som i 2008). Jo længere boblen får lov til at vokse, jo større er sandsynligheden for, at det ender i et dramatisk kollaps, som har alvorlige konsekvenser for økonomien og samfundet.
Vi har set flere tilfælde på det seneste, hvor markederne er blevet grebet af nervøsitet, og priserne er begyndt at svinge kraftigt, men ind til nu er det hver gang endt med, at boblerne fortsætter med at vokse. Hvor længe det kan blive ved, er et spørgsmål om, hvor længe køberne tror på, at priserne kun kan fortsætte med at stige, og hvornår tvivl og frygt pludselig tager overhånd. Sammenbruddet udløses ofte af en bestemt begivenhed. I 2008 var det, da det finansielle firma Lehman Brothers krakkede i USA. Hvad den udløsende begivenhed bliver denne gang er umuligt at sige.
Efter finanskrisen i 2008 gjorde regeringerne i de større udviklede økonomier to ting for at dæmme op for krisen: centralbankerne pumpede penge ind i banksystemet (plus regeringerne overtog finansielle institutioner, der var anset for at være 'for store til at falde'), og regeringerne øgede udgifterne for at hjælpe med at undgå at efterspørgslen kollapsede (og dermed produktion og beskæftigelse). Udpumpningen af likviditet skete fra 2009 i form af "Quantitative Easing" eller “QE”, hvor centralbankerne begyndte at opkøbe private og offentlige obligationer og dermed drev renten ned til (eller tæt på) nul og betalte med penge friske fra seddelpressen (elektronisk). Dette er en meget uortodoks måde at gribe ind på, men det har nu stået på i mere end et årti. Monetarister af den gamle skole1) ville sige, at dette vil betyde prisstigninger, altså inflation, men det gjorde det ikke (i det mindste ikke før nu). Det er imidlertid klart, at når økonomien svømmer i penge og renten er tæt på nul, så leder investorerne desperat efter noget at investere i, der kan give et eller andet afkast. Det har så primært været fast ejendom og aktier (plus ædelmetaller, kunst og en række tåbelige 'værdier' som f.eks. kryptovalutaer og digital kunst (NTF'er)). Så i stedet for at prikke hul på boblerne fortsætter centralbankerne med at stimulere væksten i boblerne. Dette til trods for, at centralbankernes rolle formodes at være at stabilisere markederne.
Det faktum at regeringer og centralbanker har anset det for nødvendigt at fortsætte med QE så mange år efter finanskrisen i 2008 (og i USA fortsat at køre med gigantiske underskud på statsfinanserne) siger os, at der er nogle dybere problemer i den internationale globale økonomi. De hænger efter al sandsynlighed sammen med den stigende ulighed. Det burde ikke komme bag på nogen, at en omfordeling fra fattige til rige betyder en mindre privat efterspørgsel. Regeringerne er derfor nødt til at låne penge for at holde efterspørgslen oppe (såvel den private som den offentlige). I øjeblikket har den stigende offentlige gæld for at holde dette cirkus kørende kun betydet en begrænset belastning af de offentlige finanser, da renterne er så latterligt lave (i USA er renten på en 10-årig statsobligation mindre end 2 % og med prisstigninger på 7%, har investorerne en negativ realrente på -5%). Men når QE stopper, vil renten uundgåeligt stige, og så vil der ikke være flere fribilletter.
Så det gælder om at spænde sikkerhedsselerne nu.
*******************
1) Økonomen Milton Friedman insisterede på, at der var en tæt sammenhæng mellem inflation og mængden af penge i omløb (kontanter og bankreserver), så han mente at centralbankerne skulle sørge for, at mængden af penge steg i takt med den fysiske produktion, så priserne ville være stabile. Han blev indflydelsesrig under den neoliberale Thatcher-Reagan revolution, og flere centralbanker begyndte at følge denne pengemængde-regel. Det virkede dog ikke (centralbankerne er ikke de eneste, der skaber penge), og efter nogen tids forsøg begyndte de i stedet at forsøge at ramme en bestemt inflationsrate. Når inflationen var over målniveauet (de fleste udviklede lande har et mål på 2%), reducerede de pengemængden og vice-versa. Ifølge 'teorien', som Friedman fik en Nobelpris for, skulle den enorme forøgelse af pengemængden via QE have ført til stigende inflation, men det gjorde den ikke, kun til inflation i prisen på aktiver (fast ejendom, aktier osv.). Som en centralbankmand skrev (efter 3 års QE): 'Hvad er der galt med vores gennemprøvede teori?'
Ifølge Friedman, som havde brugt meget tid på at studere den økonomiske krise i 1930erne, kunne krisen have været undgået, hvis bare centralbanken havde øget pengemængden tilstrækkeligt. Så dette var centralbankernes første reaktion på krisen i 2008. Men det blev meget hurtigt klart, at Friedman tog fejl. Det var ikke tilstrækkeligt, så regeringerne i de udviklede lande øgede de offentlige udgifter og/eller sænkede skatterne for at stimulere efterspørgslen (og i øvrigt øge den offentlige gæld). Dette er keynesiansk politik af den gamle skole, som Friedman afskyede.
