Efter mange år med en inflation tæt på nul, steg forbrugerpriserne i 2021 tæt på 5 % i EU og 6,8 % i USA (november 2021). Stigningen var mere moderat i Kina (2,3 %) og Japan (0,6 %). Andre steder stiger priserne hurtigere, som i Brasilien (10,2 %), Indien (4,9 %), Rusland (8,4 %) og Tyrkiet (omkring 30 %).
Der er flere forskellige underliggende faktorer, der forklarer denne stigning i inflationen. Da olie- og gaspriserne vendte tilbage til et mere normalt niveau i 2021 efter at have været helt i bund i 2020, er energi en af de drivende faktorer (og forklarer omkring halvdelen af prisstigningerne i EU og næsten en tredjedel i USA). Andre faktorer, der bidrager, er kludder i de internationale forsyningskæder på grund af Covid-epidemien, den amerikanske handelskrig mod Kina og højere internationale priser på fødevarer (korn, kvæg, sukker, kaffe osv.) og mange råvarer (kobber, nikkel osv.). Samtidig har centralbankernes udpumpning af likviditet oppustet priserne på fast ejendom og aktier.
Nogle af disse faktorer er rent faktisk forbigående. Energipriserne forventes ikke at fortsætte med at stige, men vil snarere flade ud eller falde i 2022, forsyningskæderne vil gradvist normaliseres, og priserne på fødevarer og råvarer vil sandsynligvis stabilisere sig. Men der er nogle faktorer, som fortsat vil være i spil i de kommende år, og som hovedsageligt afhænger af den politiske udvikling og derfor er svære at forudsige.
Det, der interesserer os her, er globaliseringen, primært udflytningen af produktionen til lavomkostningslande og indvandringen, som begge er aftaget i løbet af de sidste par år. Hvis dette fortsætter eller endog går i bakgear, har det potentielt enorme konsekvenser.
Inflationen var anset for et alvorlig økonomisk problem fra sidste halvdel af tresserne og frem til omkring midten af firserne, hvorefter inflationen aftog og typisk og lagde sig på 1-4 % om året i EU og USA (Japan er et fænomen for sig selv med negativ inflation /deflation). Den vigtigste faktor, der forklarer denne opbremsning i inflationen, var den neoliberale politik og globaliseringen, der tog fart siden midten af firserne (”Reagan-Thatcher revolutionen”). Globaliseringen øgede den internationale konkurrence, hvilket betød, at virksomheder mistede en del af deres frihed til at sætte deres priser som de ville, og indvandringen sammen med deregulering af arbejdsmarkedet førte til mere konkurrence om især manuelle job og svækkede dermed arbejdernes forhandlingsposition. Fagforeningerne kom under pres og mistede store dele af deres medlemmer, og i mange lande blev arbejdsmarkedslovgivningen svækket for at "øge konkurrenceevnen". Prekære job blev et voksende fænomen, herunder "nul-timers" kontrakter hvor usikkerheden forårsaget af variationerne i en virksomheds salg blev flyttet over til arbejderne, eller, endnu mere radikalt, et totalt brud på relationen mellem arbejdsgivere og arbejdere hvor arbejderne i stedet forvandles til "uafhængige" serviceleverandører (nogle gange kaldet Gig-Økonomien). Dette har naturligvis også ændret indkomstfordelingen, både mellem arbejdskraft og kapital og mellem grupper af ansatte, alt efter hvor konkurrencen om jobbene var hårdest. Det er ikke overraskende, at dette især har påvirket arbejderne med det laveste kvalifikationsniveau negativt, da det er dem, der konkurrerer direkte med den indvandrede arbejdskraft. Sådan var situationen, før den tidligere amerikanske præsident Trump indledte handelskrigen med Kina, nu videreført og uddybet af den nuværende amerikanske præsident. Og før Covid-krisen.
Demonstrationer og protester mod McDonald's, London 2016. https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Fast_Food_Workers%27_Right_Demo_at_McDonald%27s.jpg
Panoramaet har således ændret sig i de sidste par år. Strømmen af indvandrere til EU faldt i 2020 og 2021, dels på grund af Covid, dels på grund af en strammere indvandringspolitik (men ser nu ud til at være på vej op igen). I USA faldt det samlede antal indvandrere (defineret som den udenlandsk fødte befolkning) under Trump-administrationen, men er nu vendt tilbage til et rekordniveau. Alligevel er der på grund af opsvinget i økonomien og det naturlige fald i arbejdsstyrken på grund af mindre årgange nu klager over "mangel på arbejdskraft" i USA og Storbritannien og i nogle EU-lande (f.eks. Holland, Belgien og Danmark), og selvfølgelig de sædvanlige krav fra arbejdsgiverne om at øge importen af arbejdere for at undgå lønstigninger. Vi kan nu se et skift i styrkeforholdet på i hvert fald en del af arbejdsmarkedet, som det f.eks. ses af det rekordstore antal af arbejdere med lav løn og kummerlige arbejdsforhold i USA, der siger op, og det er muligt, at reallønnen faktisk vil begynde at stige, også for de lavest lønnede job. Det er historisk, at det er lykkedes at oprette en en fagforening i Starbucks i USA, men da et lignende forsøg hos Amazon mislykkedes, varsler det måske ikke nye tider – endnu. Men i det omfang det lykkes arbejderne at udnytte at arbejdsmarkedet skifter fra at være et købers til et sælgers marked, vil det skabe et opadgående pres på lønningerne, og det vil også i nogen grad udmønte sig i højere priser, men kun i det omfang virksomhederne faktisk har en markedsposition, der gør det muligt. Det vil også vende tendensen til en stadig mere ulige indkomstfordeling.
India håber at kunne drage fordel af USA's handelskrig mod Kina, og få den udflyttede produktion i Kina flyttet til Indien. Her er det første fysiske møde i QUAD alliancen i 2021. Fra venstre mød højre: Yoshihide Suga (Japan), Narendra Modi (Indien), Joe Biden (USA) og Scott Morrison (Australien). https://en.wikipedia.org/wiki/Quadrilateral_Security_Dialogue
Den anden ændring er opbremsningen af den internationale udflytning af produktionen (”off-shoring”), selvom det er for tidligt at tale om en vending af tendensen (“on-shoring”), og i USA indførelsen af straftold på varer fra Kina. Denne straftold kan være en af årsagerne til, at den amerikanske inflation er højere end i EU (som ikke har taget et lignende skridt mod Kina). Den forventede flytning af den udflyttede produktion i Kina til andre lande (Vietnam, Indien, Bangladesh osv.) kan også bidrage til at øge priserne. Selvom lønningerne i Kina er højere end i disse lande, er der enorme stordriftsfordele i Kina og utroligt velorganiserede forsyningskæder i landet, som vil være svære at modsvare andre steder, selv med lavere lønninger. Det er forståeligt, at Indien har store forhåbninger til dette skift i mønsteret for udflytningen af produtionen, da de i stigende grad indtager rollen som hovedallieret for USA (blandt andet med etableringen af "Quad-alliancen” bestående af USA, Indien, Australien og Japan), og Indien er også godt placeret til at drage fordel af den amerikanske anti-Kina politik. Men selvom Indien har oplevet en imponerende vækst i løbet af det sidste årti, er det stadig meget fattigere end Kina (i købekraft pr. indbygger omkring en tredjedel af Kina), og stadig plaget af mange flaskehalse i forsyningskæderne (f.eks. transport, energi, vand osv.), hvilket betyder, at det ikke er så ligetil at springe ind og overtage fra kineserne. Så i det omfang der af politiske årsager bliver presset en ændring igennem i mønsteret for udflyttet produktion, vil det også medvirke til at skabe et opadgående pres på priserne.
Så konklusionen er, at ja, det er muligt, at inflationen er kommet tilbage for at blive i den udviklede verden, og - selvom det lyder selvmodsigende – det er faktisk noget vi skal være glade for, da det sandsynligvis også vil blive ledsaget af et ændret styrkeforhold mellem arbejde og kapital. Dette vil potentielt bane vejen for et bedre og mindre ulige samfund.
Og i øvrigt falder de højere råvarepriser på et tørt sted for mange udviklingslande, men det er en helt anden historie.
