22 11 2021

Hvor blev "frihedsgassen" af?

Polsk LNG tankskib med LNG fra USA Polsk LNG tankskib med LNG fra USA https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Metanowiec_LNG_-_dostawa_z_USA.jpg

Da USA øgede kapaciteten til at eksportere flydende naturgas (LNG) i 2019, lovede Trump en ny æra, hvor europæerne ville få "frihedsgas" i stedet for den ondartede russiske gas. Nu hvor Europa er midt i en gaskrise med skyhøje priser, hvor blev ”frihedsgassen” så egentlig af? Det kort svar: den blev sendt til Sydøstasien, hvor priserne er bedre. Gaskrisen er et resultat af EU’s forkærlighed for spotmarkeder for energi frem for langsigtede kontrakter. Dette indebærer, at de nogle gange får meget billig gas og nogle gange meget dyr gas. Lige nu er EU uheldigvis inde i en periode med meget dyr gas.

Når man læser de fleste af de ikke-specialiserede medier og lytter til de mest højrøstede (og hjernedøde) europæiske politikere, er årsagen til gaskrisen enkel: Den sædvanlige skurk, Putin, bruger gaskrisen til at afpresse EU-landene. Så han holder den russiske gas tilbage for at vise EU, hvor afhængige de er af Rusland, og også for at få dem til at godkende North Stream 2 gasrørledningen, så de kan blive endnu mere afhængige af russerne. Der er selvfølgelig også mere seriøse politikere som Angela Merkel, der har meldt klart ud, at Rusland har leveret al den gas, de har skrevet kontrakt på.

Før LNG blev tilgængeligt var markederne for naturgas regionale og dækkede områder, der var koblet sammen med gasledninger. Så det europæiske gasmarked koblede hovedleverandørerne Norge, Holland, Rusland, Algeriet og senest også Aserbajdsjan til de europæiske forbrugere. LNG kan derimod transporteres med skib over hele kloden og er derfor en vare, der på mange måder ligner olie. LNG har således bundet de regionale gasmarkeder sammen og skabt et verdensmarked, og nye leverandører er dermed kommet til EU's gasmarked, primært Qatar og på det seneste USA. LNG'en medfører imidlertid en ekstra omkostning, da naturgassen skal komprimeres (for at gøre den flydende), transporteres med skib og laves til gas igen ved ankomsten, så den har nogle ulemper i forhold til gas via rørledninger (både økonomisk og miljømæssigt). Denne meromkostning er omkring 3-4 USD pr. million BTU (mmBTU), så da den europæiske spotpris for naturgas var lav (før Covid-krisen svingede den mellem 5 og 8 dollar pr. mmBTU) var det svært for LNG at konkurrere. Men med den nuværende spotpris i Europa og Asien på mere end 30 USD pr. mmBTU, er meromkostningen for LNG kun 10-15 % sammenlignet med rørført gas.

Det er lykkedes EU at integrere medlemslandenes nationale energimarkeder ved at udvide naturgasnettet og sammenkoble de nationale eltransmissionssystemer. Dette giver meget mere fleksibilitet, hvilket er en god ting, især med den stigende andel af varierende vedvarende energi. LNG-terminalerne har også diversificeret leverandørerne af naturgas. I øjeblikket ser det ud til, at der er mere end nok kapacitet i de eksisterende gasledninger, der forbinder EU med dets leverandører, herunder Rusland, selv uden "North Stream 2" gasledningen. Der er i øjeblikket to hovedrørledninger fra Rusland, den ene gennem Ukraine og den anden gennem Hviderusland og Polen. Til disse kommer fra starten af 2021 ”Turk Stream” rørledningen, som forbinder Rusland med Balkan gennem Tyrkiet (den hed oprindeligt ”South Stream” og skulle have været ført direkte til Bulgarien, men det blev stoppet af EU). Det er på denne baggrund svært at forstå den frygt, North Stream 2-rørledningen åbenbart skaber. Af hensyn til energisikkerheden i EU (og især Tyskland) må det være at foretrække at have flere alternative ruter for at få gas fra Rusland, for ikke at risikere eventuel afpresning eller overpris fra transitlandene. EU kan stadig gradvist udfase afhængigheden af russisk gas, især hvis man er villig til at betale en vis overpris for LNG fra USA og Qatar.

Qatar er verdens største eksportør af LNG. Photo courtesy of Qatargas Operating Company Limited.

Hvad er så årsagen til de skyhøje gaspriser i Europa? Hovedforklaringen er, at efterspørgslen efter gas er steget i takt med, at verdensøkonomien er ved at komme sig over Covid-krisen, og mange lande er samtidig i gang med at udfase de kulfyrede kraftværker. Hertil kommer nogle specifikke europæiske forsyningsproblemer (faldende gasproduktion i Holland, vedligeholdelsesarbejder i Norge, brand på et gasproduktionskompleks i Rusland, mindre vind i løbet af sommeren og så videre). Så naturgaspriserne stiger over hele verden. Den amerikanske LNG, "frihedsgassen", går i øjeblikket hovedsageligt til Asien og ikke Europa. "De har mere købekraft nu," sagde en LNG-mægler med henvisning til asiatiske købere, "Europa har forsyning via rørledninger, mens Kina og Japan ikke har alternativer."

Men det er ikke kun et spørgsmål om pris. Verdensmarkedet for LNG er stadig domineret af langsigtede kontrakter, mens Europa presser på for et spotmarked med dag-til-dag-priser. Når udbuddet er beskedent, betyder det, at prisen på den begrænsede mængde gas, der ikke allerede er solgt gennem langsigtede kontrakter og dermed finder vej til spotmarkedet, er skyhøj. Det anslås, at mens omkring 70 % af EU's gasimport for ti år siden skete gennem langsigtede kontrakter, er andelen nu mindre end 20 %. Ifølge beregninger foretaget af Det Internationale Energiagentur (IEA) har dette sparet EU-landene omkring 70 milliarder dollars (450 milliarder kroner) i løbet af det sidste årti, fordi spotpriserne har været lave. Men nu kommer den sure svie, da samme kilde vurderer, at ekstraomkostningerne for EU alene i 2021 vil være omkring 30 milliarder dollars (200 milliarder kroner). IEA råder dog EU til at holde kursen og fortsætte med spotmarkedspriser, da de mener problemet vil være forbigående (hvilket hænger sammen med at IEA har samme ideologiske forkærlighed for spotmarkeder som EU).

EU har samme politik for det fælles elmarked, som også er baseret på spotpriser, og her er det endnu mere kompliceret. Ideen er, at prisen løbende (time-for-time) bestemmes af efterspørgsel og udbud. Der bliver så leveret strøm først fra de kraftværker, der har de laveste driftsomkostninger, og når prisen stiger, vil kraftværkerne med højere omkostninger blive koblet ind, indtil udbud og efterspørgsel er lige store. Prisen på el er så bestemt af det kraftværk der har den højeste driftsomkostning, og som aktivt producerer på det tidspunkt. Da både vedvarende energi og kernekraft har høje kapitalomkostninger, men meget lave driftsomkostninger, betyder det, at når der er ledig kapacitet på disse kraftværker, vil prisen på el være tæt på nul. Når der ikke er el nok fra disse, vil prisen blive bestemt af den dyreste energikilde, der stadig er i produktion, og det er nu - da kul udfases - naturgas. Med skyhøje naturgaspriser betyder det skyhøje elpriser, som forårsager uroligheder i mange EU-lande, og selvfølgelig uventede gevinster for udbyderne af vedvarende energi og kernekraft.

For EU, som grundlæggende er et neoliberalt projekt, er dette den bedste af alle verdener. Der er perioder med tab og perioder med gevinst. Og markedet er altid den bedste mekanisme til at løse disse udfordringer.

Det er jeg ikke enig i. Argumentet for disse liberaliserede energimarkeder baseret på spotpriser undervurderer omkostningerne, især på to områder. For det første kan omkostningerne for samfundet, når markederne tager fejl, især når der ikke investeres nok i elproduktionskapacitet, være enorme. Det handler altså om energisikkerhed. For det andet, på trods af hvad teoretiske økonomiske modeller baseret på simplistiske antagelser hævder, er spotmarkeder i praksis i sagens natur meget svingende, og denne mangel på stabilitet har en stor omkostning for samfundet, da det er svært for både private virksomheder og for forbrugerne at planlægge under disse forhold.

 

Tyskland er et af de lande, der promoverer brintøkonomi.  Det tyske firma Siemens udvikler electrolysemoduler, som de hævder har 75.5% efficiens i at kovertere electricitet til brint. Firmaet arbejder også på at konvertere den eksisterende naturgas-infrastruktur til brint. Photo: https://www.siemens-energy.com/global/en/offerings/renewable-energy/hydrogen-solutions.html

Planlægning har efter min mening en stor fordel i forhold til spotmarkeder. EU (og forhåbentlig verden) er i gang med et dyrt og kompliceret skift til vedvarende energi (og atomkraft i nogle lande), hvilket betyder store investeringer i ny ikke-forurenende produktionskapacitet. Da produtionen fra sol- og vindkraft i sagens natur varierer, er der behov for reservekapacitet, og her forventes naturgas fortsat at spille en fundamental rolle. I f.eks. Tyskland håber man, at naturgas på længere sigt kan erstattes af "grøn" brint produceret af vedvarende energi, og at det vil være muligt at tilpasse og genbruge en del af naturgasinfrastrukturen til dette formål. Lande og virksomheder, der forventes at foretage store investeringer i energiomstillingen, vil naturligvis kræve nogle garantier for, at de vil være rentable, og hvis de ikke kan få disse garantier i form af længerevarende kontrakter, er der en risiko for, at de underinvesterer, herunder også i den naturgasproduktion der vil være behov for i overgangsperioden. Det er derfor ikke underligt, at de eksporterende lande, heriblandt Rusland, foretrækker at sælge til kunder, der er villige til at indgå langsigtede aftaler. EU-landene vil med deres begejstring for spotmarkeder få gevinst, hvis der er overinvestering på verdensplan, men de vil tabe, hvis der er underinvestering. De kan endda risikere at fryse fra tid til anden.

 

*******************

Fodnoter:

1) Som det så ofte er tilfældet, er der forskellige internationale måleenheder, som vanskeliggør sammenligninger. EU foretrækker metersystemet og refererer derfor typisk til prisen pr. million kubikmeter gas. De angelsaksiske lande bruger i stedet enten kubikfod eller British Termal Units (BTU). 1 BTU er den mængde varme, der kræves for at hæve temperaturen på et pund flydende vand med 1 grad Fahrenheit (spis den). Det er det samme med råolie, som måles i tønder i USA og kubikmeter eller tons i EU. 1 ton råolie er 7,46 tønder.

2) I øjeblikket har Rusland to separate gasrørledningssystemer. Det vestlige, der forsyner den europæiske del af Rusland, det vestlige Sibirien og Europa, og det østlige som forsyner det østlige Sibirien og Kina gennem ”Power of Siberia” rørledningen. Så det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at levere gas fra de vestlige gasfelter til Kina eller fra de østlige gasfelter til Europa. Rusland planlægger nu at forbinde de to systemer med ”Power of Siberia 2” rørledningen, som vil forbinde Yamal-halvøen med Kina gennem Mongoliet med en kapacitet på 50 milliarder m3 om året (hvilket næsten er det samme som North-Stream 2 rørledningen). De anslåede invsteringsomkostninger er 20 milliarder dollars (ca. 130 milliarder kroner). Feasibility studiet for projektet er blevet accepteret af Gazprom, og ruten gennem Mongoliet er blevet aftalt med den mongolske regering. Planen er på nuværende tidspunkt at rørledningen skal kunne begynde at pumpe gas omkring 2030, men som altid med disse store infrastrukturprojekter kan denne dato nemt skride (eller projektet bliver måske aldrig færdigt). Den strategiske begrundelse for projektet er dog klar: at give Rusland mulighed for at sælge sin gas til Asien i stedet for Europa, hvis forholdet til de europæiske lande fortsætter med at forværres.

Læst 617 gange
Bedøm denne artikel
(1 Bedømmelse)

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.