10 09 2017

Er vi for få mennesker på vores planet?

Vi er i 2017 omkring 7.500 millioner mennesker på vores planet - tre gange så mange som i 1950, hvor vi var 2.500 millioner. Ifølge fremskrivninger lavet af FN vil vi være 9.700 millioner i 2050 og 11.200 millioner i slutningen af ​​århundredet. Den voksende verdensbefolkning og det naturlige ønske, som alle har om anstændige levevilkår, indebærer et enormt pres på vores planet med global opvarmning, udtømning af ressourcer, faldende biodiversitet, overbelastede og forurenede megabyer og uoverskuelige mængder af affald. Vil vi kunne håndtere dette i fremtiden?

De fleste økonomer vil sige ja, det er ikke noget problem. Hvis blot der fortsat er økonomisk vækst, så har vi ressourcerne til at klare de udfordringer som den voksende befolkning udgør. Ny teknologi vil gøre det muligt at føde verdens befolkning. Der er stadig rigeligt med naturressourcer - det kan være, de bliver lidt dyrere at udvinde, men teknologiske fremskridt vil også løse det. Så slap af, læn dig tilbage og nyd det. Har historien ikke gang på gang vist os, at frygten for, at ressourcerne skal slippe op, har været grundløs panik? Bekymrede miljøfolk forstår ikke, hvordan verden fungerer, og bliver kaldt malthusianere - i traditionelle økonomers verden er det det værste, du kan komme ud for.

Så kan vi virkelig klare den stigende befolkning uden at ødelægge vores planet? I princippet vil jeg mene, at det kan vi. Hvis ressourcerne anvendes klogt med brug af vedvarende energi, omfattende genanvendelse af affald og en retfærdig fordeling af indkomsterne. Vi kan sikkert klare endog 20 eller 30 milliarder mennesker. Vi kan producere fødevarer på basis af sollys og alger eller andre særprægede fremtidige teknologier. Vi kan konstruere flere megabyer for at huse alle disse mennesker. Det bliver formentlig ikke noget rart sted at være, men det er uden tvivl muligt. Dette er imidlertid ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er: Hvorfor skulle vi det? Er det noget specielt godt ved endeløs reproduktion, der gør mennesket til en slags invasiv art, der udrydder alle andre arter og truer sin egen overlevelse?

De fleste økonomer holder meget af økonomisk vækst, og en voksende befolkning er en del af den økonomiske vækst. Når der bliver flere mennesker, så kræver det flere boliger, forbrugsgoder, tjenesteydelser - det skaber grundlaget for en stigende produktion og stigende ejendomspriser. Mange økonomer rynker på næsen af tanken om en stagnerende befolkning, eller endnu værre: en faldende befolkning. En faldende befolkning - eller endog bare en overgang til en stabil befolkning - betyder relativt flere ældre mennesker, færre unge og dermed en stigning i afhængighedsraten: forholdet mellem personer i arbejdsdygtig alder og børn og pensionister. En del økonomer synes tilsyneladende også at tænke, at lande med stagnerende befolkning mangler den dynamik, der er i lande med stigende befolkning. Det er som om kapitalismen anses for at være uforenelig med en stagnerende befolkning, den kræver uafladelig ekspansion.

Det underlige er, at der ikke er noget i traditionel økonomisk teori, der tilsiger, at der skulle være noget galt med en stagnerende, eller endog faldende, befolkning. Det er ganske enkelt et spørgsmål om tilpasning af priserne: reallønnen bør gå op, da arbejdskraften bliver en relativt knap ressource i forhold til kapitalen, ejendomspriserne bør stige mindre, end de ellers ville gøre, eller endog falde, de offentlige ressourcer bør flyttes fra børnehaver og skoler til omsorg for ældre mennesker og så videre. Efterspørgselsmønsteret for produkter og tjenesteydelser vil ændre sig, og som følge heraf vil nogle virksomheder blive urentable og lukke, mens andre vil trives. Det er det, der hedder markedsmekanismen.

Når der sker en tilpasning i den økonomiske struktur har det sine omkostninger, og nogle ville vinde ved det, mens andre vil tabe. Der er mange andre faktorer der spiller ind, men overgangen til en situation med en stagnerende eller faldende befolkning vil, alt andet lige, medføre en tendens til omfordeling fra kapital til arbejde. Og selv de lavest kvalificerede arbejdere vil potentielt vinde ved det. Der er selvfølgelig også andre tendenser, der spiller ind, blandt andet den stigende anvendelse af robotter, som vil trække i den anden retning. Historisk har vi et meget sigende tilfælde, der viser virkningen af ​​en faldende befolkning: byldepesten ("den sorte død") i Europa og Mellemøsten i det 14. århundrede. Den sorte død, der medførte, at et sted mellem 30 og 60% af befolkningen i Europa døde, førte til mangel på arbejdskraft, så det gavnede fæstebønderne og landarbejderne generelt, mens godsejerne var taberne. Godsejernes reaktion var at forsøge at begrænse arbejdskraftens mobilitet, ved at tvinge dem til at forblive på godset (“The Ordinance of Labourers” i England, Vornedskabet i Danmark osv.). Men med begrænset succes.

Naturligvis bør lande, der står over for et dramatisk fald i frugtbarhedsraten, finde ud af, hvad årsagen til det er og gøre noget ved det – f.eks. Tyskland, Italien, Japan, Spanien, Ukraine eller Bulgarien. Der må være noget galt med den måde, de har organiseret samfundet på, de gældende værdinormer og / eller den måde, børnefamilier behandles på. Men en stagnerende eller langsomt faldende befolkning bør ikke give anledning til bekymring. Verden ville uden tvivl blive et bedre sted at bo for de mindre bemidlede.

Som nævnt betyder et skift fra en voksende til en stagnerende befolkning, at samfundet og økonomien skal tilpasse sig den nye situation. Der vil være megen hændervriden over ”mangel på arbejdskraft". Hvis man tror på markedsøkonomien, så er der imidlertid ikke noget, der hedder "arbejdskraftmangel", bortset fra kortfristede flaskehalse, punktuel manglende overensstemmelse mellem de kvalifikationer, der efterspørges og udbydes, og lignende, ting der kan løses med en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Men det grundlæggende er, at det blive nødvendigt at betale mere for arbejdskraften, så den bliver bragt til anvendelse, der hvor den er mest produktiv. Men, hvem skal så skal høste de bær eller grøntsager, vi har på marken? Hvem skal samle vores skrald sammen? Hvem skal passe vores syge? Svaret er enkelt: betal for det. Og hvis det ikke kan betale sig at høste bærrene eller grøntsagerne på marken, så skal man lade være med at så eller plante dem. Produktionen skal tilpasse sig den nye økonomiske realitet. Vi er nogle, der husker jammeren i Nordeuropa i 50'erne og 60'erne, da middelklassen ikke længere havde råd til at have hushjælp, fordi tjenestepigerne havde fået mange andre muligheder for arbejde og derfor krævede en bedre løn. Det kaldes ændringer i de relative priser. Dette er også den vigtigste årsag til hele gør-det-selv bølgen, da håndværkere blev dyrere. Der er ikke andet at gøre end at vænne sig til det!

Men det synes at være en naturlov, at den første reaktion altid er ikke at ville acceptere de nye relative priser. Industri X klager til regeringen over, at de ikke kan få den arbejdskraft, de har brug for. Hvad gør regeringen så? Beder den dem om at holde op med at klynke og betale det, det koster? Nej, da. Tænk på al den produktion vi taber på grund af mangelen på arbejdskraft - det mindsker den økonomiske vækst med så og så mange procent! Løsningen er at importere billigere arbejdskraft udefra. Så i stedet for at dyrke deres bær eller grøntsager i Polen, Ukraine eller Mexico, vil de importere polsk, ukrainsk eller mexicansk arbejdskraft til at udføre arbejdet. I Nordeuropa i 60'erne og 70'erne var det "gæstearbejdere" fra Tyrkiet, Spanien og Portugal. Det betyder ikke, at det ikke kan være en fordel for værtslandet - det er det utvivlsomt, især hvis der allerede er tæt på fuld beskæftigelse. Forbrugerne får billigere produkter, og "gæstearbejderne" får en bedre løn, end de gjorde hjemme. Men resultatet er, at økonomien ikke tilpasser sig den nye virkelighed, som er, at arbejdsstyrken ikke længere vokser, og stigningen i reallønnen for lavtuddannede arbejdere bliver heller ikke til noget.

En stagnerende befolkning vil uden tvivl medføre lavere økonomisk vækst, end det ellers ville være tilfældet. Men hvad så? Hvis vi antager, at FN har ret i deres befolkningsprognose, så vil verdens befolkningstilvækst gradvist falde til tæt på nul ved slutningen af ​​århundredet. Vi burde være taknemmelige for det og håbe, der rent faktisk sker tidligere. Det betyder, at næsten alle lande på et eller andet tidspunkt står over for det: de skal tilpasse sig en situation, hvor befolkningen ikke vokser ubegrænset længere.

Ifølge FNs fremskrivning vil befolkningstilvæksten være meget ulige fordelt. Frem til 2050 vil nogle asiatiske lande fortsætte med at vokse, især Indien, der i 2025 vil overgå Kina som verdens mest folkerige land, men forventes at falde en smule fra 2050 til 2100. Befolkningen i Latinamerika forventes at vokse beskedent op til 2050 og derefter begynde at falde. Den største vækst forventes at finde sted i Afrika: op fra 1,3 millarder i dag til næsten 4,5 millliarder i 2100. Nigeria forventes at vokse til næsten 800 millioner i 2100, D.R. Congo 380 millioner, Etiopien 250 millioner og Uganda mere end 200 millioner! Nu er denne fremskrivning jo baseret på de nuværende tendenser for frugtbarhed, dødelighed og migration - vi kan naturligvis håbe på et hurtigere fald i fertiliteten. Den reelle udfordring bliver at finde arbejde til alle disse milliarder af nye jobsøgere. Det vil kræve massive investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhed og produktionsfaciliteter for at kunne imødekomme den voksende befolknings behov. Og hvad med at investere lidt mere i familieplanlægning?

Det siges, at vi nu for første gang i vores klodes historie er i en epoke, hvor det ikke længere er geologiske eller klimatiske fænomener, der bestemmer udviklingen, men en enkelt arts aktiviteter – den ”antropocene epoke”. Det lyder rigtigt. Problemet er, at vi ikke handler derefter.

Læst 2121 gange
Bedøm denne artikel
(1 Bedømmelse)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.