General Mark Milley, USA's militære stabschef, sagde i februar 2023, at Rusland allerede har tabt "strategisk, operationelt og taktisk". Krigen i Ukraine ses i USA som "en bemærkelsesværdig omkostnings-effektiv måde at svække Ruslands militære kapacitet på uden at risikere et eneste (amerikansk) liv". Så alt går altså efter planen. Eller gør det?

Den almindelige opfattelse i de etablerede medier er, at Ukraine og NATO er ved at vinde krigen. Så diskussionerne går mest på, hvad et desperat, besejret Rusland vil gøre. Vi ved jo alle, at sårede dyr er farlige. Men hvad nu hvis det - hypotetisk set, selvfølgelig, på trods af alle de kloge militære eksperter - er omvendt? Hvordan vil NATO reagere på at lide nederlag i Ukraine? Vil det føre til total krig?

Krigen i Ukraine er en gave fra himlen til USA, og det bedste, vi kan håbe, er, at den vil fortsætte så længe som muligt, da den vil ruinere Rusland. Det mener en skribent fra Chatham House, en tænketank tæt knyttet til den britiske regering, og en hyppig bidragyder til NATO-relaterede organisationer som Atlantic Council. Desværre afspejler han sandsynligvis tankegangen i indflydelsesrige kredse i USA, Storbritannien og NATO. Hvis det er tilfældet, kan det ende med at blive en meget langvarig krig.

For professionelle journalister i Vesten udgør Ukraine et dilemma. Der er ingen tvivl om, hvor sympatien ligger. Krigen i Ukraine ses som de gode mod de onde, og den offentlige mening er absolut imod Rusland. Hvad skal man så gøre med nyheder, der sætter de gode i et dårligt lys, for eksempel at Ukraine taber på slagmarken, deres væbnede styrker bomber et atomkraftværk i russisk kontrolleret territorium, deres brug af boligområder til at beskyde russerne og så videre? Ignorere dem, benægte dem eller fortælle det, som det er?

Undertiden ville man ønske, at man havde taget fejl. I en artikel på denne hjemmeside omkring to måneder før Rusland invaderede Ukraine, forudsagde jeg, at krig var det mest sandsynlige udfald, da USA og NATO klart havde erklæret, at de ikke accepterede Ruslands "røde linje": kravet om, at NATO stoppede sin østlige ekspansion. Jeg stillede spørgsmålet, om NATO troede, at russerne bluffede, eller om de havde besluttet at ofre Ukraine. Desværre ser det ud til, at beslutningen var at ofre Ukraine.

Stillet over for Ruslands krav om et stop for NATO's udvidelse mod øst har NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg svaret, at Rusland ikke har nogen ret til at bestemme, hvilke lande der bliver medlemmer af NATO, et synspunkt der er blevet gentaget af G7-landene, der advarer om, at det vil få "massive konsekvenser” for Rusland, hvis det griber ind i Ukraine. Så Ruslands "røde linjer" er blevet afvist, vel vidende at dette kan betyde militær konflikt. Hvad der er modstridende er, at ved at forsvare Ukraines ret til NATO-medlemskab risikerer NATO faktisk at lede Ukraine til ruin. Så har NATO besluttet sig for at ofre Ukraine? Eller bluffer russerne, og NATO har gennemskuet dem?

Efter at Donald Trump vandt over Hilary Clinton i det amerikanske præsidentvalg i 2016, fulgte en hidtil uset bølge af anklager om udenlandsk indblanding i valget. Hovedsynderen var Rusland, og den russiske indblanding blev set som afgørende for valgresultatet. Hvis ikke, hvordan kunne Hilary så tabe, på trods af at næsten hele det amerikanske etablissement og de fleste medier støttede hende? At USA beskylder andre lande for at blande sig i dets indre anliggender, er ret pudsigt, i betragtning af at det noget de selv excellerer i, og i øvrigt er ret stolte af. Men at blande sig i andre landes indre anliggender er gammel, dårlig vane og tilsyneladende svær at stoppe. Men der bør gøres noget for at begrænse det.

Vi er på vej ind i en ny, multipolær verden. Det har konsekvenser overalt i verden, men ikke mindst i Europa, hvor to verdenskrige startede i sidste århundrede. De dominerende magter i Europa er det USA-ledede NATO på det militære område og EU på det økonomiske og politiske område. Begge har den opfattelse, at alt ville være godt i Europa, hvis det ikke havde været for Rusland, som er en ondsindet magt, der forsøger at undertvinge uafhængige lande, sår forvirring og mistillid inden for EU og truer kontinentet med militær invasion. Hvis disse to institutioner virkelig ønsker en varig fred i Europa, skal der nytænkning til.

EU er tydeligvis i vanskeligheder, da tilliden til EU er faldende i mange medlemslande. Der er naturligvis mange forklaringer. Nogle af disse har at gøre med EU-politikernes liv i Bruxelles, fjernt fra den virkelighed, folkene i deres hjemlande oplever. Men desværre stikker problemerne meget dybere. EU har simpelthen ikke gjort sit arbejde ordentligt, og det har koncentreret sig om de forkerte spørgsmål. Presset for at udvide EU med Tyrkiet og Ukraine kan være den dråbe, der for bægeret til at flyde over.

Vladimir Putin er i Vesten blevet symbolet på alt det, vi ikke bryder os om. Han er aggressiv, autoritær, brutal og utroværdig, og så har han iskolde blå øjne, blottede for følelser. Den perfekte skurk for en James Bond-film. Desværre er han også ganske intelligent, kompetent og velformuleret, og i modsætning til sin skrantende forgænger har han et godt helbred og er endda halvvejs sportsmand. De fleste russere synes, at han er en bedre præsident end dem, de havde før ham. Men hvor vi andre dog længes tilbage til vores gode gamle korrupte, inkompetente og fordrukne Boris Jeltsin.