Da Mauricio Macri blev valgt som præsident for Argentina 2015, var stemningen ekstatisk i Washington, EU og - ikke mindst - det latinamerikanske højre. Endelig kunne man slippe af med den inkompetente og populistiske regering i Argentina. ”Teknokraterne til redning”, skrev det engelske tidsskrift "The Economist". ”Han vælger kompetente teknokrater til at besætte de vigtigste økonomiske poster”, hævdede de. Desværre tabte Macri præsidentvalget i oktober i år, efter at have gjort en heroisk indsats for at redde landet, og de samme populistiske, skadelige politikere får nu et comeback. Sådan er fortællingen i det meste af den etablerede internationale presse. Men fortællingen er ikke kun misvisnede - den er en åbenlys fordrejning af fakta.

Der har vi så Argentina igen i betalingsstandsning, får vi at vide. Det viser, at den sidste betalingsstandsning og efterfølgende reduktion og omstrukturering af gælden i 2004-5, som af mange (herunder undertegnede) har været fremhævet som et alternativ for forgældede lande, ikke virkede, ikke sandt? Og viser det ydermere ikke, at præsidenterne Nestor og Cristina ikke har været redningen for Argentina, men i stedet har ledt landet ind i en blindgyde? Og det, der fik hele korthuset til at styrte sammen, var en stædig amerikansk filantrop, Paul Singer, og en modig amerikansk dommer, Thomas Griesa. OK, hvis du tror på denne fortælling – og det er der rigtig mange, der gør – så er der noget, du har misforstået. Singer og Griesa har iværksat et frontalt angreb på Argentina, men de har overspillet deres kort. Nu kommer tilbageslaget.