Thorbjorn Waagstein

Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Den økonomiske krise forårsaget af den ny koronavirus er i de avancerede økonomier blevet betalt på samme måde som den store finansielle krise i 2007-2009: penge er blevet pumpet ind i den finansielle sektor og de offentlige udgifter er øget. Resultatet: mere offentlig gæld, der skal tilbagebetales i fremtiden af almindelige skatteydere. Dette kan ikke fortsætte i al evighed. Den næste krise bør finansieres på en anden måde og byrden bør flyttes over på dem, der sidder på pengene.

Det nylige fald i olieprisen betegnes af mange som en 'saudi-russisk priskrig'. Dette er en forkert betegnelse. Der er to faktorer bag prisfaldet. For det første bliver olie mere og mere irrelevant, i og med at vedvarende energi bliver stadig billigere, og alle lande med store olieforekomster falder nu over deres egne ben for at pumpe så meget som muligt op af undergrunden, før det er for sent. For det andet fungerer OPEC+ oliekartellet ikke længere, da outsidere - også kaldet 'gratister' - har øget produktionen så meget, at kartellet ikke længere er fordelagtigt for deltagerne. Disse to faktorer er dødsstødet for OPEC+, og de gode tider for olieindustrien med høje oliepriser kommer aldrig igen. Faldet i efterspørgsel på grund af COVID-19 er ikke årsagen, det er kun den udløsende faktor.

Den europæiske og amerikanske håndtering af den nye coronavirus epidemi (COVID-19) har været præget af en fortælling om, at denne epidemi ikke kan stoppes. Vi kan måske bremse forløbet, men i sidste ende vil det samme antal mennesker blive smittet, har det lydt. Det kan også være det bedste, da en stor del af befolkningen derved vil blive immuniseret, og vi vil således undgå en senere opblussen af epidemien. Det blev endda sagt, at bestræbelserne på at stoppe epidemien er uvidenskabelige, et resultat af politikere, der er ivrige efter at vise, at de "gør noget". Det ville jo være ren populisme, ikke sandt? Dette er det rene nonsens.

Fredag, 21 februar 2020 23:09
Udgivet i Politik

Bolivia: når et kup er et kup. Punktum.

I oktober 2019 blev den bolivianske præsident Evo Morales tvunget fra præsidentposten. Massedemonstrationer mod resultatet af præsidentvalget (som efter sigende var et resultat af valgsvindel) med vejspærringer, afbrænding af stemmebokse, angreb på og plyndring af regeringskontorer og ledende regeringsmedlemmers hjem, kulminerede med at militærchefen, William Kaliman, anbefalede præsidenten at træde tilbage, idet han gjorde det klart, at militæret ikke ville forsvare ham. Resultat var, at Evo trådte tilbage og gik i eksil i Mexico. Dette er, hvad vi normalt kalder et kup. Men de internationale medier - hvad enten de er anset for at være til højre eller til 'venstre' - fejrede det som en sejr for demokratiet - med et par hæderlige undtagelser. Men et kup er et kup, og det er blevet bekræftet af, hvad der er sket siden. Nu er Bolivia og landets skrøbelige politiske stabilitet i alvorlig fare.
Torsdag, 07 november 2019 21:28
Udgivet i Politik

Hvorfor embargoen mod Venezuela er kriminel

Den måde, hvorpå den venezuelanske venezuelanske økonomi er blevet forvaltet, har været forbløffende inkompetent og katastrofal, til trods for at landet besidder verdens største oliereserver. Sanktionerne og embargoen mod Venezuela har fremskyndet tilbagegangen i økonomien med en inflation der ligger på grænsen af hyperinflation, en økonomi i opløsning og masseudvandring. Den venezuelanske regering og dens politik er under al kritik, og det gælder i øvrigt også oppositionen. Men sanktioner og embargo er den forkerte politik, der blot forårsager yderligere lidelser for det venezuelanske folk. Når man så anerkender en selvudnævnt præsident og støtter en amatøragtig opstand, bliver det hele til en farce. Der er ikke noget nyt i, at amerikanerne behandler deres modstandere på denne måde. Men det er meget svært at forstå, hvad det er EU vil opnå med at støtte det. Europæerne kan nu ikke længere bare skyde skylden på den venezuelanske regering. De har besluttet sig til at påtage sig et medsansvar for det venezuelanske folks lidelser.

Tirsdag, 05 november 2019 16:50

Skyd ikke skylden på Christina

Da Mauricio Macri blev valgt som præsident for Argentina 2015, var stemningen ekstatisk i Washington, EU og - ikke mindst - det latinamerikanske højre. Endelig kunne man slippe af med den inkompetente og populistiske regering i Argentina. ”Teknokraterne til redning”, skrev det engelske tidsskrift "The Economist". ”Han vælger kompetente teknokrater til at besætte de vigtigste økonomiske poster”, hævdede de. Desværre tabte Macri præsidentvalget i oktober i år, efter at have gjort en heroisk indsats for at redde landet, og de samme populistiske, skadelige politikere får nu et comeback. Sådan er fortællingen i det meste af den etablerede internationale presse. Men fortællingen er ikke kun misvisnede - den er en åbenlys fordrejning af fakta.

Den igangværende amerikanske handelskrig mod Kina vil få dybe, langsigtede konsekvenser, uanset om der i sidste ende bliver indgået en aftale mellem USA og Kina. Havde det kun været et spørgsmål en utilregnelig amerikansk præsident, ville virkningerne måske kunne begrænses. Men Trump er ikke alene. Den almindelige stemning i det amerikanske establishment er, at der skal dæmmes op for Kina, eller at det måske endda skal rulles tilbage. Så nøgleordet er nu "afkobling" af den amerikanske økonomi fra Kina.

Den igangværende handelskrig, som USA har sat i værk mod Kina, vil ændre det 21. århundredes historie, uanset om parterne i sidste ende når frem til en aftale eller ej. Handelskrigen signalerer, at USA har besluttet sig til med alle til rådighed stående midler at forhindre, at Kina bliver til en økonomisk supermagt. Det er en er yderst farlig politik, som i øvrigt er dømt til at mislykkes. Kinas befolkning er mere end fire gange større end USAs. Efterhånden som Kina udvikler sig, vil dets økonomi uundgåeligt overgå USAs. Der er ikke noget, USA kan gøre for at forhindre det, så de bliver nødt til at lære at leve med det. Desværre ser en væsentlig del af det amerikanske establishment anderledes på det.

Det har været almindeligt at sige, at det amerikanske samfunds væsentligste styrke er dets system af kontrol og modvægte. Regeringsmagtens tredeling skaber et system af kontrol og modvægte, og den frie presse og civilsamfundet i sine mange former bidrager med yderligere kontrol. Nogle gange virker det faktisk sådan. Men i mange tilfælde er resultatet at det hele går i baglås, og at systemet ophører med at fungere. Det mest bekymrende er, at systemet med kontrol og modvægte simpelthen ikke virker i det grundlæggende spørgsmål om krig og fred. Det bringer hele verden i fare.

It has been common to say that the main strength of the US political system is its checks and balances. The three branches of Government are balancing each other out, and the free press and civil society in its many forms contribute with more checks on the system. Sometimes this is still true. But in many cases the result is dead-lock and a non-functional system. Most worrying is that in the fundamental case of war and peace, it simply does not work. This puts the whole world in danger.

StartForrige123456NæsteSlut
Side 1 ud af 6