08 02 2011

Hugo køber våben. Er det nu, vi skal blive betænkelige?

Alle har formentlig hørt, at Venezuelas Præsident Hugo Chávez har været på våbenindkøb. Tanks og antiluftskyts fra Rusland, kystbevogtningsfartøjer i Spanien, træningsfly fra Kina, luftforsvarssystemer i Hviderusland. USA har udtrykt bekymring over, at Venezuelas oprustning skal lede til et regional våbenkapløb. Venezuela kan skabe ustabilitet i regionen, siger USA. Virkelig? Venezuela er nummer 5 på den Latinamerikanske rangliste, når det gælder militærudgifter, både i absolutte tal og som procent af BNP. Når det gælder militærudgifter, er det to tætte USA allierede, der har førertrøjen på: Colombia og Chile, som bruger næsten tre gange så meget på militæret, som Venezuela.

Venezuela har offentliggjort en række store militærindkøb de sidste par år. Blandt de større handler var i 2007 indkøbet af russiske Sukhoi jagerfly, til erstatning for deres flåde af F-16 fly, der pga. USA's blokade af reservedele ikke er funktionel længere. Sukhoi var tilsyneladende ikke venezuelanernes første prioritet, men USA blokerede for købet af jagerfly fra Brasilien (da disse indeholder amerikansk teknologi) og ligeledes for en anden aftale med Israel om at modernisere de aldrende F-16 fly. Hugo Chávez, som aldrig går af vejen for en happening, sagde i 2006 at han overvejede at sælge de uanvendeligt F-16 fly til Iran, noget der skabte postyr i Washington. Andre større våbenhandler er indkøb af kystpatruljeskibe fra Spanien, anti-fly missiler og tanks fra Rusland, og træningsfly fra Kina. De fleste vestlige våbenfirmaer, som f.eks. svenske SAAB er afskåret fra at handle med Venezuela pga. af veto fra USA.

USA frygter, at Venezuelas seneste våbenkøb kan starte et våbenkapløb i Sydamerika”, sage udenrigsminister Hillary Clinton i 2009, ifølge CNN. “De overgår alle andre sydamerikanske lande og stiller spørgsmålet om der kommer et våbenkapløb i regionen,” lagde hun til. I april 2010 udtalte en talsmand for forsvarsministeriet, P.J. Crowley Monday, at selvom det stod Rusland og Venezuela frit for at handle med militære udstyr, så havde USA svært ved at se, hvilket legitimt forsvarsbehov Venezuela kunne have for dette udstyr.

Det lader til at fru Clinton og forsvarsministeriet ikke har læst på lektionen, for Venezuela er faktisk langt fra at have det største militærbudget i regionen. Ifølge Stockholm International Peace Research Institute, SIPRI, der er anset for at være en autoritet på området, var Venezuela i 2009 nummer 5 på ranglisten over militærbudgetter i Latinamerika, og deres budget var faktisk 25% lavere end året før, mens de fleste andre lande havde en betydelig vækst i udgifterne.

Colombia, nabo til Venezuela og en tæt allieret til USA, og hvor USA har adgang til basefaciliteter og har udstationeret tropper, bruger næsten tre gange så mange penge på militæret som Venezuela. Chile, der har en befolkning, der kun er lidt over det halve af Venezuelas, bruger dobbelt så mange penge på militæret.

Billedet er ikke meget anderledes, hvis vi ser på militærudgifterne som procent af BNP. Brasilien falder ned på fjerdepladsen af listen, som nu toppes af Colombia og Chile.


Alle de fire første lande på ranglisten er USA's allierede. I militær sammen er den latinamerikanske afdeling af ondskabens akse (Venezuela, Ecuador, Cuba og Bolivia) betydningsløs.

Selv lille Danmark med en befolkning på mindre end en femtedel af Venezuelas, bruger som procetn af BNP det samme som Venezuela (1.3-1.4%), men i kroner og ører (eller US$) er det danske forsvarsbudget omkring 20% højere.

Måske var det på tide at fru Clinton og hendes stab fik hentet lommeregneren frem?

Mange lande i den tredje verden er i gang med at genoverveje deres forsvarsdoktriner, efter at de så i Irak hvor værdiløse konventionelle våben er, når man er udsat for et massivt amerikansk militærangreb. Det har fået mange lande til at overveje at gå over til “asymmetrisk krisgsførelse”, hvor de ikke forsøger militært at komme på højde med angriberen, men i stedet forsøger at gøre det så dyrt som muligt for denne. Dette forklarer formentlig, hvorfor venezuelanerne prioriterer luftforsvaret, og især de ekstremt mobile jord-til-luft missiler.

Men hvorfor købe sårbare tanks og jagerfly, som blev slået så let ud i Irak? Forklaringen synes at være, at de frygter et konventionelt militærangreb på de venezuelanske oliekilder fra Colombia, da de vigtigste oliefelt ligger tæt på grænsen til den colombianske grænse. Og Venezuela har tilfældigvis nogle af verdens største oliereserver, og er dermed et fristende mål. Selvom Fidel Castro ikke mener, at Colombia vil angribe – eller lade sig bruge til at angribe – Venezuela (”for de er ikke interesserede i det, de kan ikke, de vil ikke, og de ved at konsekvenserne ville blive katastrofale”), er andre knap så sikre.

Læst 156850 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.