09 02 2011

Biometriske data og Frankenstein programmer

De fleste breve fra USAs diplomatiske missioner til deres chefer i Washington, som ”Wikileaks” har offentliggjort, er jævnt hen kedsommelige, og man undrer sig i mange tilfælde over, at de bliver præsenteret i medierne som “afsløringer”, når det de gengiver i langt de fleste tilfælde er den amerikanske regerings velkendte synspunkter. Irans regering er nogle svinepelse, Hugo Chávez er en diktator (selvom de tilføjer, at han ikke er dum), osv. osv. - gab! Undertiden kommer der lidt krydderi på, når de taler nedsættende om nære allierede, som den franske præsident Nicholas Sarkozy eller den Italienske statsminister Berlusconi, men ærlig talt – der er intet overraskende i det. Det er naturligvis meget morsomt at se de røde ører i Washington, men nyheder?

Lidt morsommere bliver det, når de afslører detaljer om deres nære allierede. Det er ting, som mest har lokal betydning. Som når der rapporteres hjem om den Tunesiske præsidentfrues ekstravagante livsstil – ikke at det er en nyhed for tuneserne, men det er naturligvis altid interessant at se det sort på hvidt fra styrets nærmeste allierede.

I Danmark er det mest interessante, der hidtil er kommet ud af “Wikileaks”, historien om brugen af dansk territorium til USAs transport af ulovlige fanger mellem hemmelige fængsler rundt om i verdenen – det såkaldte “rendition programme”. Den amerikanske ambassadør rapporterer til sine overordnede, at den danske regering har udbedt sig en forklaring, men samtidig har to højtstående embedsmænd fra udenrigsministeriet, nævnt ved navns nævnelse, forsikret ambassadøren om, at det er til udvortes forbrug, og at sagen vil blive dysset ned så hurtigt som muligt. Overraskende? Næh, egentlig ikke. Det var hvad de fleste allerede havde gættet. Det minder meget om Anker Jørgensen og de amerikanske atomskibe. Men der er naturligvis fornøjeligt at se på. Selvfølgelig får det ingen konsekvenser hverken for ministeren eller for de involverede embedsmænd. Der er som vanligt ”ikke noget at komme efter”.

En anden særpræget episode har fundet sted i Honduras, hvor det har haft en betydelig politisk virkning. I et brev fra den amerikanske ambassadør, Hugo Lorens, til sine overordnede, er der en overraskende detaljeret analyse af legaliteten af det kup, som fjernede den tidligere præsident Manuel Zelaya fra posten i 2009. Brevet konkluderede, at: “... militæret og/eller hvem der nu har beordret kuppet, er faldet tilbage på det, som de kender - den måde som Honduranske præsidenter er blevet fjernet før i tiden: et falsk brev, hvor han fraskriver sig embedet, og en enkeltbillet til et naboland. Uanset hvad man måtte mene om sagen mod Zelaya, så har militæret fjernet ham fra magten på en klart illegal måde, og Micheletti's forfremmelse til "midlertidig præsident" var absolut uden lovligt grundlagt.“ For at forstå, hvor pinlig en situation, dette har skabt, skal man erindre, at Honduras historisk set altid har været praktisk talt en amerikansk koloni, og den amerikanske ambassades ord har derfor en enorm vægt i landets ledende cirkler. Og det var netop dem, der stod bag kuppet. ”Når nu også vennerne siger det......” Reaktionen fra kupmagerne var rasende. Micheletti har således krævet, at den amerikanske ambassadør bliver erklæret “persona non grata”, men nu er der naturligvis ikke nogen i Honduras, der skal fortælle en amerikansk ambassadør, hvornår han skal rejse hjem. Igen, morsomt at se på, men ikke rigtig nogen nyhed./p>

Der er imidlertid er par andre sager, som er mere foruroligende. Jeg vil gerne fremhæve to af dem.

Den første er afsløringen af, at Washington beordrede sit diplomatiske personale til at spionere mod FNs ledelse og mod repræsentationerne fra de større lande i sikkerhedsrådet: Kina, Rusland, Frankrig og England. Der er ikke noget galt med almindelig spionage. Alle større lande bedriver spionage, så de kan være følge sig sikre på, hvad mål andre lederes har. Men dette her gik langt videre. Som refereret i den engelske avis The Guardian, så beordrede Washington sit diplomatiske personale til at indsamle detaljerede biometriske oplysninger "om nøgle personale i FN, herunder vicesekretærerne, lederne af FNs specialiserede agenturer og deres toprådgivere, FNs generalsekretærs toprådgivere, ledelsen af de fredsbevarende operationer og de politiske repræsentationer i felten, herunder kommandanterne for de fredsbevarende styrker". Et samtidigt direktiv sendt til de diplomatiske missioner i den Demokratiske Republik Congo, Uganda, Rwanda og Burundi bad om at få biometriske data, herunder DNA, fingeraftryk og iris scan. Washington ville også have kreditkort numre, e-mail adresser, telefon- og faxnumre, numre på pagers og endog numrene på de FN ansattes frequent-flyer kort, og "biografiske og biometriske oplysninger for de faste repræsentanter ved FNs sikkerhedsråd.” Det er jo indlysende nok, at brugeroplysninger og kodeord skal bruges til at bryde ind i FNs computer systemer, man vi kan kun gætte på, hvad formålet kan være med de biometriske oplysninger.

Det andet brev, som er meget lidt omtalt, er til den amerikanske ambassade i Paraguay, dateret den 14. marts 2008. Brevet orienterer om “resultatet af en nylig gennemgang i Washington af behovet for rapportering og indsamling af oplysninger fra Paraguay”. Når man læser brevet, bliver det klart, at det amerikanske “informationsbehov” synes at være særdeles omfattende (langt udover almindelige oplysninger om den politiske situation, terrorisme, narkohandel og hvidvaskning af penge) – det drejer sig tydeligvis om oplysninger, der skal bruges til at spionere mod landets ledelse, idet der bedes om IP adresser, brugernavne og kodeord.

Men det virkeligt mystiske kommer i afsnit B i brevet. Paraguay var på daværende tidspunkt ude i en præsidentvalgkamp, og brevet beder om detaljerede oplysninger om kandidaterne : “Biografiske og finansielle oplysninger om alle kandidaterne, men specielt om undervisningsminister Blanca Ovelar, tidligere vicepræsident Castiglioni, Lino Oviedo, og Fernando Lugo; og biometriske oplysninger, herunder fingeraftryk, ansigtsbilleder, iris scan og DNA fra disse individer.” Som bekendt endte det med, at Fernando Lugo vandt valget.

Det skal erindres, at disse ordrer er underskrevet af den amerikanske udenrigsminister (Condolezza Rice eller Hillary Clinton), så det er ikke en skør ide fra en eller anden forskruet embedsmand. Spørgsmålet er, hvorfor USA er så interesseret i disse biometriske oplysninger (udenrigsministeriet har bedt om at få tilsvarende oplysninger fra adskillige afrikanske lande, som nævnt ovenfor). Hvorfor løber USAs diplomatiske personale rundt og samler DNA, fingeraftryk og iris scan af verdens ledere (hovedsageligt fra udviklingslandene)? Det er ikke overraskende, at de går efter brugernavne og kodeord, så de kan kigge ind i folks computere og læse deres elektroniske post. Men hvad i al verden har de tænkt sig at bruge fremmede præsidenters DNA og fingeraftryk til?

Det lyder som noget, der er taget ud af en konspirationsteoretisk Holywood film (X-files?). Der er naturligvis ikke nogen forklaring fra det amerikanske udenrigsministerium. Man kan finde forskellige bud på nettet, men ikke rigtig nogen overbevisende forklaring.

Hvis vi ser bort fra muligheden af et eller andet højtekonologisk Frankenstein program, så er en mulig forklaring, at det simpelthen er for at kunne bryde ind i computersystemer, der er beskyttet med fingeraftryk eller iris scan. Det er en mulighed, men hvad skal de så bruge DNA'en til?

En anden forklaring er, at det drejer sig om et påfund fra et overoppustet efterretningssystem, der ikke har noget bedre at tage sig for. Og da ingen vover at stille spørgsmålstegn ved indsamling af oplysninger, der skal forebygge terrorangreb, af frygt for at blive beskyldt for ikke at tage terrortruslen alvorligt, så slipper den slags tåbeligheder igennem. Heller ikke specielt overbevisende, men dog en mulighed.

Et tredje forslag er, at formålet er, at kunne afpresse udenlandske ledere. Sådan noget som KGB agenterne foretager sig i spionfilmene. DNA og fingeraftryk kan bruges til at samle oplysninger om mulige ulovlige eller pinlige aktiviteter, som ”disse individer”, som de kaldes i brevet, er involveret i, og som kan anvendes, hvis det skulle blive nødvendigt. Heller ikke specielt overbevisende, men dog også en mulighed.

Men man kan imidlertid ikke lade være med at spekulere over, om de alligevel har et eller andet forskruet Frankenstein program kørende. I den (delvist dokumentariske) komedie fra 2009, “Mænd der stirrer på geder”, som har det angivelige formål at undersøge "det tilsyneladende vanvid, der findes i hjertet af USA's militære efterretningstjeneste," siges det i en indledende tekst : "Der er mere af dette, end hvad man skulle tro, der faktisk er sandt."

Læst 21271 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.