Den ukrainske regering oplyser ikke tal på døde og sårede, da det betragtes som en statshemmelighed, men en undersøgelse foretaget af Kyiv International Institute for Sociology (KIIS) mellem 26. maj og 5. juni i år viser, at "det absolutte flertal af ukrainere - 78% - har nære slægtninge eller venner, der er blevet såret eller dræbt som følge af den russiske invasion". 64% rapporterede at have mindst én nær slægtning eller ven, der er blevet såret (i gennemsnit har de 5 sårede nære personer), og 63%, der er døde (i gennemsnit har de 3 afdøde nære personer). Dette er en enorm stigning fra den sidste undersøgelse i februar 2023, hvor 17% af ukrainerne rapporterede om tab, mens tallet i september 2022 ”kun” var 9%.
Som nævnt er det ikke let at omregne dette til et samlet antal sårede og døde, men det står klart, at tabene er forfærdelige, og at de stiger hurtigt. Vi taler sandsynligvis ikke om titusinder, men snarere om hundredtusinder. Det er værd at huske på, at den meget omtalte ukrainske modoffensiv for at tage Donbas og Krim tilbage, hvor de ukrainske væbnede styrker lider enorme tab, endnu ikke var begyndt, da undersøgelsen blev gennemført.
Det er det rene vanvid. Det er svært at finde ord for at beskrive det.
Regeringen i Kiyv har reageret på disse tab med bølge efter bølge af hvervning af værnepligtige. Som vi ved, betragtes alle mænd mellem 18 og 60 som potentielle værnepligtige, og det er forbudt for dem at forlade landet (selvom mange flygter illegalt). Videoer, der viser, hvordan mænd bliver taget med magt på gaden, i indkøbscentre og endda på diskoteker og bragt til hvervekontorerne, har længe floreret på de ukrainske sociale medier, her og her er nogle eksempler. Nu har historier om den manglende begejstring for at blive rekrutteret og sendt til fronten endda fundet vej til ledende vestlige medier, som eller normalt kun rapporterer om russernes problemer med at rekruttere (se for eksempel her, her, her, og her). Efter de store tab under modoffensiven siden starten af juni har regeringen i Kyiv intensiveret indkaldelserne for at udfylde pladserne efter de faldne, og det forlyder, at man i dele af landet nu kræver, at alle mænd mellem 18 og 60 år skal møde op på hvervekontorerne uden at få en personlig indkaldelse.
Ukrainske soldater fanget i et minefelt under modoffensiven i Zaporizhia-provinsen. Videoen, der er taget fra en drone, viser en af soldaterne springe ind på en mine og miste sit ene ben. Kvalmende videoer som denne kan findes overalt på de sociale medier.
Og hvorfor bliver alle disse tusinder og atter tusinder af mænd, for det meste jævne arbejdere og mange af dem midaldrende, ofret?
Vi ved alle, at i denne krig er det NATO, der sætter dagsordenen - ikke Zelensky, polakkerne, de baltiske lande eller det stadigt mere krigeriske Danmark. Den uduelige EU-udenrigsminister Joseph Borrell sagde for en gangs skyld noget rigtigt: "Hvis vi ikke støtter Ukraine, vil Ukraine falde i løbet af få dage”. Game over. Støtten fra NATO-landene holder regeringen i Kiev oppe - penge til at betale de offentligt ansatte, soldaterne, de sociale ydelser og militært udstyr. Så den ukrainske regering er fuldstændig i hænderne på NATO. Hvis blodbadet skal stoppes, er det NATO der sidder med nøglen til det.
I en nylig tale har den amerikanske udenrigsminister forklaret, hvorfor USA ikke støtter en våbenhvile for at stoppe myrderierne. "I løbet af de kommende uger og måneder vil nogle lande opfordre til en våbenhvile. Og på overfladen lyder det fornuftigt - endda attraktivt. Når alt kommer til alt, hvem ønsker ikke, at de stridende parter nedlægger deres våben? Hvem ønsker ikke, at drabene skal stoppe? Men en våbenhvile, der blot fastfryser de nuværende linjer og gør det muligt for Putin at konsolidere kontrollen over det territorium, han har erobret, og derefter hvile ud, opruste og angribe igen - det er ikke en retfærdig og varig fred. Det er en Potemkin-fred. Den ville legitimere Ruslands tyveri af land. Den ville belønne gerningsmanden og straffe offeret."
Hvis man er i det lyriske hjørne, kan man sige med Ursula von der Leyen: "Ukraine er i frontlinjen i forsvaret af alt det, vi europæere værdsætter: vores frihed, vores demokrati, vores tanke- og ytringsfrihed. Modigt kæmper Ukraine for de europæiske idealer, som vi fejrer i dag." "Ukraine er det bankende hjerte for nutidens europæiske værdier". Så nej, blodbadet skal fortsætte af hensyn til Europas værdier og frihed. Den amerikanske stabschef, General Mark Milley, sagde det klart den 30. juni: "Jeg har sagt, at det ville tage seks, otte, ti uger, og at det vil blive meget vanskeligt. Det kommer til at tage lang tid, og det bliver meget, meget blodigt. Ingen bør have nogen illusioner i den henseende." Så for USA, EU og de fleste EU-regeringer er der kun én måde at stoppe blodbadet på, og det er mere blodbad. Blodbad nu for at undgå mere blodbad i fremtiden. Målet er at besejre Rusland eller svække det så meget, at det vil foretrække at trække sig ud og overdrage Donbas og Krim til den ukrainske regering. Uanset hvad det kræver. Og det vil kræve tusinder og atter tusinder af ukrainske soldaters liv.
Men lad os for et øjeblik glemme Ursula-lyrikken og prøve at forstå, hvad alle disse tusinder af mennesker bliver ofret for. Medmindre man tror på de optimistiske forudsigelser om, at den ukrainske hær ved hjælp af våben fra NATO vil vinde krigen, så er svaret desværre: for ingenting. Eller, hvad værre er, jo længere konflikten fortsætter, jo større bliver tilbageslagene for de ukrainske nationalister. NATO ofrer dem.
Underskrivelsen af Minsk-2-aftalerne, 11.-12. februar 2015. Petro Poroshenko (til højre) siger nu, at han ikke havde til hensigt at implementere dem - han ville bare vinde tid. François Hollande og Angela Merkel (til venstre for Poroshenko) siger nu også det samme. Det får Putin og Lukashenko (til venstre) til at fremstå som naive fjolser - de blev taget ved næsen. Man fristes til at sige med Olsen-banden: "Har de nu taget røven på dig igen, Vladimir?" https://en.wikipedia.org/wiki/Minsk_agreements#/media/File:Normandy_format_talks_in_Minsk_(February_2015)_03.jpeg
Historien siden 2014 er en historie om forspildte chancer for de ukrainske nationalister. I 2014-15 gav Minsk-aftalerne Ukraine en mulighed for at beholde den oprørske Donbas-region - selv om de ville være nødt til at give regionen hjemmestyre. Daværende præsident Petro Poroshenko siger nu, at han kun underskrev aftalen for at vinde tid, så Ukraine kunne opruste og genindtage Donbas med magt. Seks år senere, før invasionen, foreslog Rusland NATO et sikkerhedsarrangement, som omfattede et forbud mod, at Ukraine blev medlem af NATO, og en begrænsning af udstationeringen af tropper og våben på NATO's østlige flanke. Det blev blankt afvist, og invasionen begyndte kort efter. Et par uger efter invasionens start var forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland ifølge de tyrkiske mæglere tæt på at nå frem til en aftale, men forhandlingerne blev brat afbrudt af Ukraine (nogle hævder, at det var efter Boris Johnsons personlige indgriben). Hundredtusinder af liv kunne have været sparet, hvis Ukraine og NATO havde grebet chancen, og Ukraine ville ikke i dag stå over for tabet af sine sydlige provinser, ud over Donbas.
Ifølge den ukrainske præsident Zelensky er målet at fordrive russerne fra Ukraine, koste hvad det vil. I oktober 2022 underskrev han endda et dekret, der forbyder forhandlinger med præsident Putin. Så strategien er at fortsætte krigen for enhver pris, og han forsikrer, at de vil vinde, hvis bare de får nok våben fra NATO. Det mener general Milley også: "Ukraine har lederskab og moral til at slå Rusland. Ukraines befolkning er tillidsfuld, og NATO har aldrig været stærkere."
Zelensky, USA og EU har altså besluttet at lade myrderierne fortsætte, indtil russerne er besejret. Hvilket sandsynligvis aldrig sker. Stadig flere ukrainske arbejdere og andre almindelige mennesker, unge og gamle, vil blive sendt ud for at dø i skyttegravene. For ingenting.
Krige slutter normalt, når enten den ene part vinder, eller der ikke er en klar vinder, og begge parter er blevet krigstrætte. Jeg tror ikke, at denne krig vil slutte, fordi en af parterne løber tør for missiler, ammunition, tanks eller andet. På trods af al snakken om det modsatte har USA - og også EU - en enorm våbenindustri, som er mere end villig til at producere alle de våben og den ammunition, som Ukraine efterspørger - hvis altså deres regeringer giver dem pengene. Rusland har sine våbenfabrikker kørende på fuld kapacitet og åbner stadig nye produktionslinjer. Så der vil være våben og ammunition nok til at fortsætte i mange, mange år. Men hvad med mennesker? Her er tallene i Ruslands favør, da landets befolkning er 6-7 gange større end det, der er tilbage af Ukraine efter tabet af territorium og 8 millioner, der er flygtet til udlandet. Efterhånden som tabene stiger, ser ukrainerne, som nævnt ovenfor, ud til at blive mere og mere modvillige mod at lade sig hverve og sende til den sikre død ved fronten. I takt med at den tvungne mobilisering bliver mere og mere udbredt, og folk begynder at gøre modstand, kan det måske ende med at NATO og den ukrainske regering bliver bragt til forhandlingsbordet. Men det er nok ønsketænkning. Mantraet lige nu er: "Den tid det tager - eller til den sidste ukrainer".
Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt den russiske invasion af Ukraine er ulovlig (det er den) eller uprovokeret (det er den ikke). Men lad os for en stund sige, at den er begge dele. Selv da er NATO's strategi med ”den tid det tager” ikke i det ukrainske folks bedste interesse. Det kan være i NATO's interesse at lade dette meningsløse blodbad fortsætte, da NATO med general Milleys ord "aldrig har været stærkere". Med andre ord: En vidunderlig krig. For NATO. Men ikke for det ukrainske folk.
Det er kvalmende at se selvretfærdige vestlige politikere (centrum, venstre, højre, grønne – hvilken som helst farve) tale om den moralske nødvendighed af, at krigen fortsætter for at besejre ondskaben. De slæber med åbne øjne, bevidst, tusinder og atter tusinder af stadigt mere modvillige ukrainere til slagtebænken. For ingenting. Og har det godt med det.
