I den seneste FN-afstemning den 12. oktober 2022, der fordømte Rusland for annekteringen af de områder i Ukraine, der er under dets kontrol, stemte 143 lande for resolutionen, 5 imod og 35 undlod at stemme. Flere store alliancefri lande undlod at stemme, heriblandt Kina, Indien, Pakistan, Iran, Etiopien og Sydafrika, og andre store udviklingslande, der stemte for fordømmelsen, vægrer sig stadig mod at deltage i sanktionerne mod Rusland, som for eksempel Indonesien, Bangladesh, Egypten, Brasilien og Mexico. Kortet nedenfor giver et overblik.
Blåt: Rusland. Rødt: Lande der deltager i sanktionerne mod Rusland.Der er en fejl i kortet fra wikipedia, da Grønland ikke er vist i rød farve. Grønland er udenrigspolitisk en del af Danmark og dermed også med i sanktionerne. Japan deltager stadig kun delvist i sanktionerne (for eksempel fortsætter det sin deltagelse i Sakhalin-2 olie- og gasprojektet). Wikipedia.
Denne mangel på entusiasme for sanktionerne bliver modtaget med forbløffelse i Vesten. Her har vi et klart tilfælde af et stort land, der invaderer en mindre nabo og annekterer en del af dets territorium, en åbenlys krænkelse af et suverænt lands rettigheder som fastsat i FNs charter. Sanktionerne burde støttes af det samme overvældende flertal som afstemningen i FN, der fordømmer Rusland, ikke sandt? Men det er åbenbart ikke tilfældet.
Hvad er så grunden til, at landene i det globale syd nægter at tilslutte sig sanktionerne? Der er selvfølgelig mange forskellige årsager, men i bund og grund er det, fordi de ser det her som en konflikt mellem NATO og Rusland, som de ikke har nogen grund til at blande sig i. En udtalelse fra Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa i et svar til det sydafrikanske parlament i marts 2022 er ret repræsentativt for denne holdning: "Krigen kunne have været undgået, hvis NATO havde lyttet til advarslerne fra blandt sine egne ledere og embedsmænd gennem årene om, at udvidelsen mod øst ville føre til større, ikke mindre, ustabilitet i regionen". Den mexicanske præsident, Andreas Manuel López Obrador udtalte i juni 2022: "Hvor er det nemt at sige, 'Her, jeg sender dig så mange penge til våben'. Kunne krigen i Ukraine ikke have været undgået? Selvfølgelig kunne den det." De ser ikke denne konflikt, som USA og EU ønsker, at de skal se den: som en krig mellem godt og ondt, mellem demokrati og diktatur, mellem civilisation og barbari, mellem forsvarere og krænkere af menneskerettigheder og så videre.
For nogle lande skyldes deres modvilje mod at deltage en grundlæggende generel modvilje mod ensidige sanktioner. Der er ingen tvivl om, at dette er en vigtig årsag i store dele af Afrika og Latinamerika. Begge kontinenter er allergiske over for nedladende belæringer fra deres tidligere koloniherrer, som de ser som "nykolonialisme". De vil belære ”de vilde” om forskellen mellem rigtigt og forkert. Og mange lande i det globale syd vil meget foretrække en multipolar verden, som ville mindske risikoen for pludselig at blive ramt af ensidige sanktioner fra Vesten, og dermed give dem mere manøvrerum.
Den største gevinst som NATO+ stræber efter i den internationale lobbyvirksomhed mod Rusland var, og er stadig, Kina og Indien. Tilsammen har de omkring 38 % af verdens befolkning, og de har henholdsvis den største og den tredjestørste økonomi i verden (målt i købekraft). Begge lande insisterer på, at de har en neutral holdning, og ønsker, at konflikten skal løses gennem forhandlinger.
Der var i starten store forhåbninger om, at Kina i det mindste delvist ville deltage i sanktionerne, da landet er så afhængigt af Vesten i deres internationale handel og teknologi, at det ville være i dets egen interesse at undgå at komme på kollisionskurs med NATO+. Der er mange store virksomheder i Kina, inklusive statsejede, der træder meget varsomt for at undgå at blive ramt af USAs direkte eller sekundære sanktioner. Men da fjendtligheden mod Kina er stigende i både USA og EU, så er det fra en politisk synsvinkel af strategisk betydning for Kina at have et stærkt Rusland, som ikke er underlagt NATO, selv om Rusland i sammenligning med USA og EU er ubetydeligt som handelspartner. Et mareridt for Kina ville være at have et NATO-allieret Rusland mod nord, samtidig med at det konfronterer den amerikanske militærmagt i øst og syd. Dertil kommer, at det at "opføre sig pænt" ikke er nogen garanti mod at blive ramt af amerikanske sanktioner. Hvis en kinesisk virksomhed betragtes som en potentiel konkurrent til USA i en højteknologisk industri, vil den sandsynligvis før eller siden ende på sanktionslisten. Så selvom Kina fortsætter sin neutrale holdning i Ukraine-konflikten, og det har en interesse i, at konflikten afsluttes hurtigst muligt, har det en klar interesse i, at Rusland ikke bliver besejret og underkuet.
Indien er i en helt anden situation, da det er blevet udvalgt af USA som en strategisk partner i dets stræben efter at inddæmme og bekæmpe Kina. For eksempel er Indien en del af den militære "Quad"-alliance (USA, Indien, Japan og Australien). På den anden side har Indien et dårligt forhold til Pakistan og et anstrengt forhold til Kina. Samtidig har Indien et langvarigt tæt politisk og militært samarbejde med Rusland (og før det med Sovjetunionen), og selvom landet nu er begyndt at købe våben fra USA, er omkring 70 % af dets militære udstyr stadig af sovjetisk eller russisk oprindelse. På trods af harmdirrende amerikansk modstand købte Indien i 2018 det avancerede russiske luftforsvarssystem S-400, og Rusland udvider i øjeblikket Kudankulam-atomkraftværket i Tamil Nadu til 6 Gigawatt. Indien beskytter sine egne interesser, og det har ingen interesse i at blive tvunget til at vælge side i NATOs militære konfrontation med Rusland. Inderne er glade for at se amerikanske virksomheder flytte fra Kina til Indien, men for inderne er risikoen for en fremtidig tilnærmelse mellem Rusland, Pakistan og Kina et mareridt. Så mit gæt er, at Indien vil give efter for det amerikanske pres på nogle områder (for eksempel ved at købe flere amerikanske våbensystemer), men det vil fortsætte sin neutrale holdning til krigen i Ukraine.
Indonesien, verdens syvendestørste økonomi (efter Tyskland og Rusland), er en traditionel amerikansk allieret. Det er for nylig blevet presset af USA til at opgive et aftalt køb af russiske SU-35 kampfly (og købe amerikanske og franske jetfly i stedet), men alligevel har det ikke givet efter for presset for at tilslutte sig sanktionerne mod Rusland (og insisterer på at invitere Rusland til det kommende G20-møde den 15.-16. november 2022 på Bali). Det samme er tilfældet for andre store lande som Brasilien, Mexico og Tyrkiet (henholdsvis nummer 8, 12 og 13 på ranglisten over verdens største økonomier). Det er muligt at nogle af disse lande ændrer deres holdning, hvis Rusland skulle blive besejret i Ukraine, men medmindre det er tilfældet, er det usandsynligt, at de gør det. I Indien og Brasilien ønsker ingen af de politiske partier, hverken højre eller venstre, at tilslutte sig sanktionerne.
Indonesiens præsident, Joko Widodo, besøgte Rusland den 30. juni 2022. Han blev voldsomt kritiseret for det af de vestlige lande, til trods for, at han også besøgte Ukraine. http://en.kremlin.ru/events/president/news/68787
De mindre udviklingslande er imidlertid i en mere penibel situation, da de bliver hårdt presset fra USA og EU. Hvis verdensøkonomien går i recession i 2023, og den internationale rente forbliver høj, kan mange af disse lande have behov for ekstraordinære lån eller gældslettelse. Det er meget sandsynligt at disse lån vil blive betinget af at de ændrer deres holdning til Rusland. Et lovudkast er blevet godkendt i den amerikanske kongres (men ikke i Senatet endnu) kaldet "Modforanstaltninger mod Ruslands ondartede aktiviteter", som har til formål at straffe afrikanske lande, der ikke støtter sanktionerne mod Rusland. I lovudkastet hedder det: ”Det er Kongressens holdning, at USA regelmæssigt bør vurdere omfanget af Den Russiske Føderations indflydelse og aktiviteter i Afrika, der underminerer USA's mål og interesser; og afgøre, hvordan man effektivt kan modvirke disse aktiviteter gennem amerikanske bistandsprogrammer. Den Russiske Føderation og de afrikanske regeringer og deres embedsmænd skal holdes ansvarlige som medskyldige i at understøtte denne ondartede indflydelse og disse aktiviteter.’ Lovudkastet er blevet fordømt af de afrikanske lande. På et møde i Det Sydafrikanske Udviklingsfællesskab (SADC) i DR Congo i august 2022 udtrykte de 16 stats- og regeringschefer kraftigt deres fælles modstand mod den foreslåede lov og klagede over, at USA har gjort det afrikanske kontinent til "mål for ensidige straffeforanstaltninger”.
Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, besøgte Biden den 16. september 2022. Det lykkedes ikke Biden at få støtte til sanktionerne mod Rusland. https://twitter.com/PresidencyZA/status/1570900255381803014
Vestens manglende forståelse for holdningerne i det globale syd bunder i et snævert USA- og EU-centreret verdenssyn, som dominerer det meste af både den politiske højre- og venstrefløj. Når man bor i et lille latinamerikansk land, som jeg gør (og har gjort i årtier), er det slående, hvor anderledes Ukraine-krigen ses fra Europa og Latinamerika (og Afrika, hvor jeg ofte er i arbejds medfør). Den almindelige reaktion er gru over at se, hvordan europæerne slår hinanden ihjel i noget, der mere og mere ligner en middelalderlig religionskrig. Ukraine-krigen fylder ikke meget i medierne eller i den offentlige debat. Det er marginale nyheder, på samme måde som de forfærdelige krige i Yemen, Etiopien og Palæstina er marginale nyheder i Europa og USA. Den generelle reaktion blandt latinamerikanske kolleger og venner er mild forundring: hvorfor sætter disse skøre europæere og amerikanere sig ikke ned og taler sammen og finder en fredelig løsning? Er de gået fra forstanden? Og så bekymringen: vil disse gale mennesker tage os alle med ned i en atomkrigs dommedag?
Hvem er så de 'civiliserede' og hvem er de 'vilde'?
