21 10 2020

Evo, regimeskifte og de 3,5%

Folk protesterer over valgresultatet i 2019 Folk protesterer over valgresultatet i 2019 Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/2019_Bolivian_protests

En amerikansk forsker skabte overskrifter for et par år siden, da hun hævdede, at en undersøgelse af tidligere erfaringer viste, at ikke-voldelige bevægelser for regimeskifte kun behøver at mobilisere 3,5% af befolkningen for at få succes. Dette blev set som en god nyhed, da regimeskift altså kan opnås uden at gribe til militære løsninger. Men hvad nu hvis flertallet af befolkningen ikke er enig med de 3,5%? Er resultatet stadig demokratisk? Det seneste eksempel er Bolivia.

Hundreder af tusinder af mennesker gik gaden i Bolivia i oktober 2019, da der var påstande om valgsvindel under præsidentvalget, hvor Evo Morales fik 47% af stemmerne, 10% mere end den vigtigste modkandidat, Carlos Mesa, og derfor ikke behøvede at gå ud i en anden valgrunde. Efter flere uger med uro henstillede militæret og politiet til Evo Morales, at han skulle træde tilbage. Han endte med at træde tilbage og gik i eksil. Nu, under en gentagelse af valget i 2019, igen med Carlos Mesa som den vigtigste modkandidat, har Evos parti, MAS, denne gang med Evos tidligere finansminister, Luis Arce, som præsidentkandidat, netop gentaget det resultat fra 2019, der blev kaldt for svindel, og vinder i første runde med over 50% (i skrivende stund med 80% af de optalte stemmer har han 53%, så han ender sandsynligvis med 54-55%). Denne gang er føringen over Carlos Mesa mere end 20%.

Så teorien er, at 3,5% skulle være nok til at vælte Evo Morales i 2019. 3,5% af en vælgerbefolkning på omkring 7,3 millioner udgør cirka 255.000 mennesker. Det – eller flere - kan let have været gaden under protesterne mod valget i oktober 2019. Alle disse protesterende mennesker på gaden er noget, der gør indtryk.

Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/2019_Bolivian_protests

Det er let at lade sig imponere af disse enorme menneskemængder: "Hold da op hvor er der mange!" Så det er klart, at Evo må have tabt valget, og at de 47% er resultat af valgsvindel. Det var også konklusionen i det meste af den nationale og internationale presse. Se bare hvor mange mennesker der er på gaden! Endnu en diktator fældet, fordi folket rejser sig i fredelig protest! Som Trump sagde: dette er en sejr for demokratiet. Et mantra gentaget selv af internationale NGO'er.

En af de mest synlige (og voldsomme) ledere af de folkelige protester var Fernando Camacho fra Santa Cruz Civilkomite. Det siges at hans tilhængere kalder ham ”el macho Camacho”, (”mandfolket Camacho”). Her giver han Evo et ultimatum på 48 timer til at træde tilbage. Det er demokratiet i arbejde:

 

Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/2019_Bolivian_protests

Camachos folk og deres sympatisører omringede MAS-lederes hjem og tvang dem til at gå under jorden. De brød ind i Evos hus i Chapare og smadrede hvad de fandt. Denne gang var Camacho selv præsidentkandidat, og han opnåede et imponerende resultat i Santa Cruz-provinsen hvor han fik omkring 14% af stemmerne på landsplan. Der er dog lige den hage, at 14% langt fra er nok til at vinde i et valgbaseret demokrati.

Mange kommentatorer, der ikke er sympatiserer med Evo og MAS, er nu kommet på andre tanker. ”Hvis resultatet er en sejr i første valgrunde, kan teorien om valgsvindel i oktober sidste år ikke opretholdes”, skriver en kommentator i det bolivianske dagblad “La Razón”. ”Resultaterne i Bolivia sætter spørgsmålstegn ved påstanden om valgsvindel i 2019 og legitimerer Evo Morales”, skriver en anden i det spanske dagblad El País”. Godt nok er et år lang tid i politik, men det er svært at nå en anden konklusion.

I et demokrati bør mindretals rettigheder respekteres. Folk har ret til at protestere, når de mener, at regeringens politik skader deres rettigheder eller interesser, og en demokratisk regering bør lytte, når folk protesterer - selvom det ikke nødvendigvis fører til større ændringer i politikken. I et valgbaseret demokrati skal der imidlertid være meget gode grunde til at gå til den yderlighed at vælte en valgt regering. Det kan være berettiget, når regeringen ikke er i stand til at styre landet ordentligt og har mistet al folkelig opbakning. Men det burde være en absolut undtagelse. Og det var bestemt ikke tilfældet i Bolivia i oktober 2019.

Den kommende præsident, Luis Arce, og hans vicepræsident, David Choquehuanca, har vedgået, at der er blevet begået mange fejl under de tidligere MAS-regeringer, og at disse bør rettes. Arce har lovet at være præsident for hele landet, ikke kun for dem, der stemte på MAS. Dette er et godt udgangspunkt, men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort - forskellige grupper har forskellige interesser, og det er ikke muligt at stille alle tilfreds. MAS' kernevælgere er de indianske befolkninger og de fattige på landet og i byerne. Den støtte, som MAS havde i byernes middelklasse, herunder blandt de studerende ved de offentlige universiteter, er gradvist svundet ind i løbet af det sidste årti. Så der er udfordringer nok for MAS.

Det nuværende valg har vist, at de grundlæggende forandringer, som Bolivia har gennemgået, siden MAS først kom til magten i 2006, ikke er så let at rulle tilbage. Det har desuden vist, at selvom Evo Morales har været afgørende for at disse ændringer er kommet i stand, har han og de sociale bevægelser faktisk været i stand til at skabe et politisk parti, der ikke faldt sammen, da den karismatiske leder fjernet (og sendt i eksil). Dette er desværre en sjældenhed i Latinamerika.

Spørgsmålet om de 3,5% og demokratiet handler ikke kun om Bolivia. De 3,5% kan være med til at fælde en regering, men hvad kommer der bagefter? Det "arabiske forår" i Mellemøsten banede ikke vejen for liberalt demokrati, som mange havde håbet. I valget der fulgte i Ægypten var det det muslimske broderskab, der vandt - ikke de unge studerende, der bragte de 3,5% ud på gaden. I Syrien og Libyen åbnede det vejen for islamistiske kræfter, nogle mere ekstremistiske end andre, men islamistiske under alle omstændigheder. I nogle lande overtog ikke-valgte regeringer, der red på bølgen af de 3,5%, fra valgte regeringer. Kort sagt kan de 3,5% ende med at fremkalde noget, de aldrig havde tænkt sig.

I mange af disse regimeskifter har kræfter udefra været aktive og bidraget til at danne, støtte og lede disse bevægelser. Når vi taler om udviklingslandene, betragtes dette som legitimt. Når vi taler om Europa og USA, kaldes det valgindblanding.

 

 

Læst 148 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.