Selvfølgelig kan en epidemi stoppes. Det kræver ofre fra samfundet og det vil kræve økonomiske ressourcer og afsavn. Men det er et valg. COVID-19 har en dødelighed på et eller andet sted mellem en og syv procent, mest blandt mennesker over 60 år og personer, der allerede lider af andre sygdomme (diabetes, hjerteproblemer osv.). Med et velfungerende sundhedssystem, der ikke er overbelastet, er dødeligheden sandsynligvis omkring en procent. Men lad os et øjeblik antage, at dødeligheden var 30 procent eller ligesom ebolaen endnu højere, og at epidemien ramte alle aldersgrupper. Der ville da næppe være nogen, der ville påstå, at det var umuligt at stoppe den. Der ville snarere være et næsten enstemmigt krav om, at den skulle stoppes, uanset hvad. Og så kan den naturligvis stoppes. Foranstaltningerne ville være drastiske, og de økonomiske omkostninger ville være høje. Men det ville kunne gøres.
Det er vigtigt at insistere på, at dette er et politisk valg. Ingen ekspert eller epidemi-ekspert kan fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert. De kan beskrive mulighederne, omkostningerne i dødsfald og omkostningerne for økonomien - jobtab, firmalukninger, budgetunderskud osv. Så er der nogen, der skal vælge, og i alle samfund, demokratiske eller autoritære, skal beslutningen tages af regeringen med et meget kort varsel.
Som beskrevet i et fremragende forskningspapir fra ”Imperial College COVID-19 Response Team”, der kom for et par dage siden, er der grundlæggende tre muligheder: lade epidemien gå sin gang (”gør-intet”), prøve at forhale den, så den strækker sig over længere tid (det bliver nu kaldt at ”flade kurven ud”) eller stoppe den (”kontrol”). Vi er vidne til alle strategier nu i forskellige dele af verden. Kina gik efter at stoppe epidemien. Det tog seks uger med meget hårde foranstaltninger og med store omkostninger for økonomien. Men nu er stort set alle nye smittetilfælde i Kina importeret fra udlandet, så den lokale epidemi er stoppet, og kineserne er gradvist på vej tilbage på arbejde. Sydkorea gik efter en lignende, men blødere version, hvor hovedvægten blev lagt på massiv testning, sporing af folk der har været i kontakt med smittede personer og isolering. Epidemien er endnu ikke stoppet i Sydkorea, men den er mindsket markant og vil sandsynligvis (og forhåbentligt) også blive stoppet. Så er der den amerikanske og europæiske version. Mantraet har her været at gøre meget lidt, men overvåge udviklingen nøje. Resultatet er, at epidemien er løbet løbsk i Italien, Spanien, Schweiz, de nordiske lande, Tyskland og Frankrig, med England og USA haltende lidt bagefter. Nu der der indført skrappere foranstaltninger på det europæiske fastland, der praktisk taget har lukket flere lande ned. Det er imidlertid ikke klart, om målet er at kontrollere epidemien eller kun at forhale den for at sundhedsvæsenet ikke skal bliver overvældet af smittede personer (”flade kurven ud”). Det er værd at nævne, at det nævnte papir fra Imperial College anbefaler England og USA at stoppe epidemien som den eneste ansvarlige strategi. Jeg håber meget, at USA og England (og resten af Europa) lytter til, hvad der blive sagt.
https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Coronavirus_COVID-19_virus.jpg
Håndteringen af epidemien i Europa og USA har været forbavsende inkompetent, selv da det blev klart, at epidemien spredte sig hurtigt i Norditalien og derfra til andre europæiske lande. Mange kommentatorer valgte en ideologisk vinkel: Kina er et autoritært land, og det er derfor, det er blevet så hårdt ramt af virussen. Europa og USA er åbne og demokratiske samfund, så her ville epidemien naturligvis være meget lettere at kontrollere. Der er utallige eksempler på disse vrøvlehistorier, men en af de mere repræsentative (og latterlige) er af den peruanske romanforfatter (og Nobelpristager) Vargas Llosa i den spanske avis, El País (jeg holder meget af hans bøger, men han er en usædvanligt elendig politiker).
Det er vanskeligt at sige, om denne ideologiske blindhed har haft betydning for håndteringen af virusepidemien i Europa og USA. Det kan også bare være almindelig inkompetence og manglende vilje til at tage vanskelige beslutninger, der kunne forårsage utilfredshed i befolkningen. Under alle omstændigheder har reaktionen på epidemien ind til for nylig været minimal, overraskende nok mange steder med støtte fra regeringernes videnskabelige rådgivere. 'Ingen årsag til alarm, risikoen er meget lille'. 'Dette er som en almindelig influenza, en smule mere dødelig, men det vil være for dyrt at prøve at stoppe den.' Kina er langt væk, og vi har meget bedre systemer til at kontrollere epidemien. Så er der den mere kyniske: dette er en del af det normale liv. Vi tager det ikke så tungt med alle de mennesker, der dør af normale influenzaepidemier, trafikulykker osv. Hvorfor gøre så meget ud af, at der er et par mennesker mere, der dør af denne epidemi? Man kunne få den mistanke (indrømmet, helt uden beviser), at der er dem, der tænker, at da virussen hovedsageligt luger ud blandt syge og ældre ud, så er der ikke noget økonomisk tab for samfundet. Måske endda tværtimod. Og så er der selvfølgelig også menneskerettighedskrigere, der mener, at begrænsning af enkeltpersoners ret til frit at bevæge sig rundt i et par måneder er et større problem, end at der er et par tusinder af gamle og syge mennesker, der forlader denne verden (de ville jo dø snart under alle omstændigheder, ikke sandt?).
Hvad end årsagen måtte være, så er manglen på foranstaltninger forbløffende - indtil nu, hvor regeringerne pludselige er i gang med at indføre foranstaltninger, der i nogle henseender er endnu skrappere end i Kina, og i nogle tilfælde virker improviserede. Udviklingen af epidemien i Kina gav resten af verden omkring seks til otte uger til at forberede sig på det, der kom. Hvis strategien var at undgå skrappe foranstaltninger og i stedet bygge på en test-og-følg-op strategi: hvor er da den massive opbygning af testkapaciteten? Hvis strategien var at forhale epidemien, så den ikke ville overvælde sundhedsvæsenet: hvor er kapacitetsopbygningen af intensivafdelingerne på hospitalerne, især respiratorerne? Eller beskyttelsesudstyr for sundhedspersonalet?
Dette er endnu mere forbavsende, når vi tager i betragtning, at det drejer sig om de rigeste lande i verden. Lære af kineserne? ”Over mit lig”. ”Vi er ikke diktaturer”. Lære af Sydkorea, Taiwan og Singapore? ”Nej, det kan godt være det er demokratier, men asiaterne er autoritære, og foranstaltningerne er for skrappe.”
Manglen på testkapacitet er vanskelig at forstå. Mest grotesk i USA, men også i Europa. På trods af at have fået et seks ugers forspring for kineserne. Manglen på kapacitet til at teste i USA er en lang og trist historie. Som Verdenssundhedsorganisationen siger: 'Vores centrale meddelelse er: test, test, test'.
https://commons.wikimedia.org/wiki/File:CDC_2019-nCoV_Laboratory_Test_Kit.jpg#/media/File:CDC_2019-nCoV_Laboratory_Test_Kit.jpg
Manglen på handling fra EU er notorisk. EU kommissionen har protesteret, når EU-landene har indført deres egne foranstaltninger, men samtidig har de ikke fremlagt et eget forslag om, hvad der kan gøres – udover at vente og se. Da epidemien løb løbsk i Italien, var der ingen solidaritet. Har jeg overset, at andre EU-lande har sendt frivilligt sundhedspersonale til Italien for at hjælpe? Eller at andre EU-lande har sendt beskyttelsesudstyr, ventilatorer osv. til Italien? Kina har for nyligt sendt sundhedspersonale til Italien med medicinske forsyninger. Hvorfor kommer det ikke fra Tyskland eller Danmark? Selv lille, fattige Cuba har sendt medicinsk personale til Italien efter anmodning fra lokalregeringen i Lombardiet.
En anden ting, der er svær at forstå, er manglen på empati. Meget lidt forståelse for lidelserne i Italien. Ingen udtryk for solidaritet med Kina fra de førende vestlige lande, da epidemien rasede på det højeste i Kina. Kun hån for Iran, der er hårdt ramt af epidemien. Og den amerikanske præsident Trump fører an med smagløse kommentarer.
Hvad er så den rigtige strategi for at tackle COVID-19? Kina har valgt hurtig inddæmning og det lykkedes for dem, men med store økonomiske omkostninger. Det meste af Europa har valgt at ”flade kurven ud”. England og Sverige havde oprindeligt valgt at "gøre-meget-lidt", men har tilsyneladende nu lagt roret om, men stadig med blødere foranstaltninger end andre europæiske lande.
Det er værd at bemærke, at det, at der er forskellige strategier inden for EU, vil skabe problemer på mellemlangt sigt. Hvis nogle lande beslutter at stoppe virussen, mens andre beslutter kun at forhale den, så vil de lande, der har besluttet at stoppe epidemien, være nødt til at fastholde rejserestriktioner for andre EU lande, da strategien ellers bliver virkningsløs. Hvis de fleste lande går efter at stoppe epidemien, mens nogle vælger kun at forhale den, vil sidstnævnte ende som pariaher, der vil blive holdt ude med rejsebegrænsninger. I det mindste indtil vi har en pålidelig vaccine, og det vil sandsynligvis tage 12-18 måneder.
Hvad er min mening om det? Efter min mening er den bedste strategi, som foreslået af Imperial College-papiret: radikale tiltag i en kortere periode for at bryde kurven og nedbringe antallet af nye smittede dramatisk, og når det først er nået, løfte foranstaltningerne gradvist og følg op med omfattende test og sporing af smittede mennesker og deres kontakter. Så produktionen af testkits bør nu øges dramatisk. Og så må vi ellers vente på vaccinen… ..