07 11 2019

Hvorfor embargoen mod Venezuela er kriminel

De tre musketerer: Guaidó, Duque og Pence De tre musketerer: Guaidó, Duque og Pence

Den måde, hvorpå den venezuelanske venezuelanske økonomi er blevet forvaltet, har været forbløffende inkompetent og katastrofal, til trods for at landet besidder verdens største oliereserver. Sanktionerne og embargoen mod Venezuela har fremskyndet tilbagegangen i økonomien med en inflation der ligger på grænsen af hyperinflation, en økonomi i opløsning og masseudvandring. Den venezuelanske regering og dens politik er under al kritik, og det gælder i øvrigt også oppositionen. Men sanktioner og embargo er den forkerte politik, der blot forårsager yderligere lidelser for det venezuelanske folk. Når man så anerkender en selvudnævnt præsident og støtter en amatøragtig opstand, bliver det hele til en farce. Der er ikke noget nyt i, at amerikanerne behandler deres modstandere på denne måde. Men det er meget svært at forstå, hvad det er EU vil opnå med at støtte det. Europæerne kan nu ikke længere bare skyde skylden på den venezuelanske regering. De har besluttet sig til at påtage sig et medsansvar for det venezuelanske folks lidelser.

Fjendtlighed over for Venezuela har været en fast del af den amerikanske udenrigspolitik lige siden Hugo Chávez blev valgt til præsident i 1998. I 2001 støttede de et militærkup mod ham, der endte med at blive meget kortvarigt da en fokelig rejsning fik det til at kollapse. Men fjendtlighederne fortsatte bagefter med forskellige begrundelser (narkohandel, støtte til FARC i Colombia, samarbejde med Hezbollah, køb af våben fra Rusland, korruption, krænkelser af menneskerettighederne - listen er meget lang).

I 2017, nu med Trump som præsident, blev presset på Venezuela øget med en finansiel embargo, der udelukkede Venezuela fra de internationale finansielle markeder. Indtil da havde olieproduktionen været langsomt faldende, men nu gik den i frit fald. I 2019 blev der tilføjet en bredere embargo, der forbød transaktioner med alle regeringsinstanser (inkl. olieselskabet PDVSA og det statslige guldmineselskab), centralbanken blev afskåret fra al brug af den amerikanske dollar i internationale transaktioner, aktiverne i det PDVSA-ejede US selskab CITGO blev konfiskeret, osv. Der blev indført sanktioner mod rederier, der transporterer venezuelansk olie, navnligt rettet mod leverancerne af olie til Cuba. Men USA gik ikke så langt som til at igangsætte en fysisk, maritim embargo - ikke fordi det ville være en overtrædelse af international lov (det ville det), men fordi den ville være meget dyr at etablere og sandsynligvis ikke ville være effektiv. Desuden truede USA med en invasion ('alle muligheder er på bordet'). Disse sanktioner har haft en ødelæggende virkning på den allerede skrantende økonomi, og i øjeblikket er den største udfordring for Venezuela ikke at producere olie, men at kunne sælge den. For ikke at stå tilbage nægtede Storbritannien Venezuela adgang til det guld, landet har deponeret i Bank of England. Det hele begynder at ligne mere og mere simpelt internationalt pirateri.

I 2018 blev der afholdt præsidentvalg i Venezuela, hvor Nicolas Maduro gik efter ny valgperiode. Valget blev boykottet af den "hårde" opposition, til trods for at de havde en pæn chance for at vinde det, hvis de ellers havde kunnet blive enige om en egnet fælles kandidat, så kun den "bløde" opposition deltog. Venezuelas valgråd angav valgdeltagelse til 46,1%, hvilket var meget lavere end de 80%, der havde været ved det sidste præsidentvalget i 2013 (til sammenligning var valgdeltagelsen ved præsidentvalget i det nabolande Colombia samme år kun 54,2%). Maduro fik omkring 5,8 millioner stemmer, mens hans nærmeste rival, Henri Falcón, fik 1,8 millioner. USA, EU og flere latinamerikanske lande nægtede at anerkende resultatet af valget.

Hvor det hele begyndte at blive en ren farce var, da oppositionslederen Juan Guaidó i januar 2019 erklærede sig selv præsident for Venezuela og straks blev anerkendt af USA, Canada, EU og flere latinamerikanske lande (blandt disse Bolzonaros Brasilien, Ivan Duques Colombia, Macris Argentina og Piñera's Chile). Disse latinamerikanske lande og Canada har dannet Lima-gruppen for at koordinere aktioner med EU og USA for at fjerne Maduro. Da Guaidó annoncerede en fokelig opstand for at vælte Maduro i maj 2019, var der store forventninger i USA, EU og blandt de internationale medier, men det hele var en amatøragtig farce, og luften gik hurtigt ud af ballonen.

Anerkendelsen af en parallel eksilregering er et diplomatisk våben, som sjældent tages i brug og endnu sjældenere giver resultater, men det er virkelig godt til at trække kriser i langdrag. Tilsyneladende var håbet i USA og EU, at hvis de satte alt på et kort, kunne operationen være hurtigt overstået. Nu er der i stedet et dødvande, der forårsager enorme lidelse for det venezuelanske folk. I juli 2019 sammenlignede Thomas Shannon, tidligere amerikansk viceminister for politiske anliggender, i et interview med Financial Times virkningen af den amerikanske blokade mod Venezuela med resultatet af et bombeangreb. ”Ligesom bombningen af Dresden og Tokyo. Vi ser ødelæggelsen af Venezuela som land og som samfund. "At fortsætte disse sanktioner uden samtidig at støtte forhandlinger vil have en dybt negativ indvirkning på Venezuelas befolkning." Eller, som et CEPR-studie bemærker, er sanktionerne en "kollektiv afstrafning af civilbefolkningen som beskrevet i både de internationale konventioner i Geneve og Haag." Så der er nogle seriøse menneskerettighedsspørgsmål involveret her.

I en nylig artikel i New York Times, skriver Francisco Rodríguez og Jeffrey D. Sachs at beskeden fra sanktionerne er håndfast: "Skift regime eller dø af sult". "Risikoen ved denne tilgang er imidlertid ekstraordinær. USAs regering bygger på flere antagelser: At militæret er på randen af at skifte side; at det vil gøre det på en disciplineret måde; at Maduro mangler folkelig opbakning; at Venezuelas udenlandske allierede, især Kina, Cuba og Rusland, ikke har interesse, vilje og midler til at støtte deres allierede; og at man efter et hurtig regimeskift vil lade fortiden bag sig og lade tingene være glemt."

Vi kan med sikkerhed sige, at alle ovenstående antagelser er forkerte - undtagen måske den, der vedrører Kina, som sandsynligvis vil acceptere at opgive støtten til Venezuela i bytte for en handelsaftale med USA. De har måske allerede gjort det. Dertil kommer, at den mere eller mindre forenede latinamerikanske front mod Venezuela er igang med at smuldre, efter at Macri tabte præsidentvalget i Argentina, Mexico har nægtet at deltage, Piñera i Chile pludselig står over for massedemonstrationer, der kræver hans afgang, og Duque i Colombia har lidt et rungende nederlag til oppositionen ved det nyligt overståede regional- og lokalvalg. Bolsonaro står tilbage som den sidste mand på broen.

Hvad ved EU for øvrigt om den opposition, de støtter? Man skal huske på, at Chávez-revolutionen i 1998 ikke kun var et simpelt regeringsskift i Venezuela. Det gav en ny rolle til masserne af fattige venezuelanere, der aldrig før havde været taget i betragtning i venezuelansk politik. Der er ingen klar politisk platform for den "hårde" opposition (udover at vælte Maduro), men mange af politikerne tilhører den gamle, velhavende elite, og de vil have, at ting skal blive igen, som de var før Chávez. Det er usandsynligt, at en magtovertagele vil være en smuk demokratisk øvelse. Der vil være megen hævntørst, og et forsøg på at vende tilbage til de gamle dage vil møde modstand hos en stor del af befolkningen, om nødvendigt med magt. Guaidós støtte til en amerikansk invasion deles næppe af et flertal af venezuelanerne (86% ville være imod den ifølge en nylig meningsmåling). Guaidós besynderlige forbindelse til colombianske kriminelle paramilitære bander, som man har kunnet se på fotos, der er blevet offentliggjort for nylig, viser, at han enten er utrolig naiv ("jeg vidste ikke, hvem de var"), eller er villig til at indgå alliance med djævelen selv, hvis det er nødvendigt.

Hvad er det lige, EUs strategi er i denne sag? Hvad er det forventede "slutspil", som strategerne plejer at kalde det? "Hvis de sulter tilstrækkeligt, får vi vores vilje"? Det er værd at huske på, at det i begyndelsen af 2018 lykkedes den forhenværende spanske statsminister José Luis Rodríguez Zapatero at opnå enighed om en aftale mellem den venezuelanske regering og oppositionen om præsidentvalget samme år, efter lange mæglingsforhandlinger i Den Dominikanske Republik. Zapatero udtrykte sin overraskelse, da oppositionen pludselig nægtede at underskrive aftalen. I et brev til oppositionen skrev Zapatero: "det var uventet for mig, at dokumentet ikke blev underskevet af repræsentanterne for oppositionen. Jeg vil ikke uddybe hvilke omstændigheder og motiver, der kan være for det, men det er min pligt at forsvare sandheden, og jeg er forpligtet til ikke at opgive muligheden for at nå en historisk aftale blandt venezuelanere." Og han tilføjede: ”Med fred og demokrati i tankerne, beder jeg om, at din organisation formelt underskriver aftalen, nu hvor regeringen har lovet at nøje respektere de aftalte vilkår”. Det står klart, at en historisk mulighed for en fredelig løsning blev tabt på gulvet. Præsidenten for Den Dominikanske Republik, Danilo Medina, der havde deltaget aktivt i mæglingen, sagde, at regeringen oprindeligt havde ønsket at afholde præsidentvalg i marts og oppositionen i juni, men begge havde under iforhandlingerne accepteret den 22. april som et kompromis (den venezuelanske regering underskrev aftalen alene, og der blev afholdt valg den 22. april). Præcis hvad der fik oppositionen til at trække i land er ikke klart, men muligvis interne magtkampe. Eller pres fra USA?

Det eneste europæiske land, der har taget en velovervejet holdning, er Norge, og det prøver aktivt at formidle forhandlinger mellem den venezuelanske regering og oppositionen. De seneste drakoniske amerikanske sanktioner, der er blevet støttet af oppositionen, fik imidlertid den venezuelanske regering til at trække sig ud, så for øjeblikket er forhandlingerne i stå.

Som sagerne står, har USA et stort ansvar for det venezuelanske folks lidelser. Men med den uforståelige holdning, som EU har taget, har EU nu et stort medansvar.

Læst 414 gange
Bedøm denne artikel
(2 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.