12 05 2019

Ja, USA er dysfunktionelt. Men betyder det noget?

Road side bomb, Iraq Road side bomb, Iraq By https://www.flickr.com/photos/soldiersmediacenter/ - https://www.flickr.com/photos/soldiersmediacenter/2583385889/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=8363211

Det har været almindeligt at sige, at det amerikanske samfunds væsentligste styrke er dets system af kontrol og modvægte. Regeringsmagtens tredeling skaber et system af kontrol og modvægte, og den frie presse og civilsamfundet i sine mange former bidrager med yderligere kontrol. Nogle gange virker det faktisk sådan. Men i mange tilfælde er resultatet at det hele går i baglås, og at systemet ophører med at fungere. Det mest bekymrende er, at systemet med kontrol og modvægte simpelthen ikke virker i det grundlæggende spørgsmål om krig og fred. Det bringer hele verden i fare.

At sige, at det amerikanske politiske system er blevet dysfunktionelt, er ikke noget nyt. Der er tusindvis af artikler fra forfattere fra højre og venstre, der beklager denne dysfunktionalitet og kommer med forklaringer og forslag til løsninger. Nogle afviser det som irrelevant, da det har været sådan siden USA blev grundlagt for mere end to hundrede år siden, og til trods for det har det ikke blot overlevet, men er nu verdens eneste stormagt. Diskussionen om det amerikanske politiske systems dysfunktionalitet har stået på fra længe før Trump blev præsident, men hans uberegnelige ledelse har gjordet spørgsmålet mere påtrængende.

Dysfunktionaliteten giver sig mange udtryk. Kongressen kan ikke blive enig om at løse en række, mestendels interne, problemer i USA: hvordan kan man bekæmpe væbnet vold, hvordan kan man sikre, at sundhedssystemet også omfatter de fattige, hvordan kan man finansiere fornyelse af den smuldrende infrastruktur, hvordan kan man gøre noget ved klimaforandringerne, hvordan kan man sikre bedre balance i det offentlige budget og så videre? De skiftende regeringer kan godt få skattelettelser gennem kongressen, men de kan ikke få de tilsvarende nedskæringer af udgifterne igennem. Så budgetunderskuddet er ude af kontrol, og den offentlige gæld er nu ekstremt høj og voksende. Ligesom underskuddet i forhold til udlandet.

Man kan selvfølgelig sige, at dette i bund og grund er amerikanernes egne problemer. Og det er jeg sådan set enig i, med det forbehold at den manglende balance i de offentlige finanser nødvendigvis også påvirker resten af verden, størrelsen af den amerikanske økonomi og dollarens rolle taget i betragtning.

Den største bekymring er den enorme amerikanske militærmaskine og den absolutte mangel på kontrol af den. For det første er militærbudgettet en hellig ko. Når det foreslås at øge militærbudgettet, er der ingen reel politisk modstand, til trods for at USA bruger flere penge på militæret end de næste otte lande tilsammen. Der kan være klager over manglen på effektivitet i de militære udgifter, men det stopper dem ikke. Når der foreslås nedskæringer, bliver systemet dysfunktionelt. Der er kun én vej frem for udgifterne: op. Finansiering er ikke noget problem. Det klares ved at øge budgetunderskuddet.

Når det kommer til udenrigspolitikken og brugen af militær magt, virker systemet med kontrol og modvægte heller ikke. Man kunne have håbet, at kræfter uden for det politiske system som medier og civilsamfundet ville være en modvægt, men det er ikke tilfældet. De store anti-krigsdemonstrationer, som under Vietnamkrigen, hører fortiden til. Medierne presser ikke på for tilbageholdenhed, de kræver tværtimod mere handling. Og når det så viser sig at være en katastrofe, er der ingen anger. Dette er en yderst farlig kombination.

Da en lille gruppe indflydelsesrige politikere omkring den daværende amerikanske præsident George W. Bush besluttede at invadere Irak i 2003, var der ingen seriøs modstand, på trods af at argumenterne for krigen var klart misvisende, og at alle med blot en smule indsigt i international politik vidste det. Fungerede de etablerede medier som en modvægt til en krigslysten regering? Slet ikke. Tværtimod var de fortalere for krigen og hævdede at det var en humanitær mission. I lille Danmark gik alle medierne ind for krigen, med undtagelse af det lille dagblad ”Information”. Fungerede de europæiske allierede som en modvægt til supermagten? Den franske præsident Jacques Chirac og den tyske præsident Gerhard Schröder forsøgte, men de blev undermineret af andre skrupelløse europæiske premierministre (Tony Blair fra Storbritannien, Aznar fra Spanien, Berlusconi fra Italien, Fogh Rasmussen fra Danmark og et par andre politiske undermålere). Var der nogen anger senere, da det var klart, at det var en katastrofe, der forårsagede et sted mellem 300.000 og en million for tidlige dødsfald? Nogle politikere (ikke de ovennævnte) beklagede bagefter, men de færreste medier gjorde det. Og vigtigst af alt, de ser ikke ud til at have lært noget af det.

Det Demokratiske Parti, som nu har flertal i Repræsentanternes Hus, er alt for optaget af "Russiagate" til at have tid til at bekymre sig om krig og fred. De er overbevist om, at det var Rusland, der var skyld i, at Hillary Clinton tabte præsidentvalget i USA i 2016, og de mener at den bedste måde at vinde i 2020 er ved at love en endnu hårdere kurs over for Rusland og Kina end Trump. Obama's udenrigspolitik var efter deres mening for svag, især i Mellemøsten. Hillary Clinton var fortaler for at bombe de syriske regeringstropper for at opnå et regimeskift i Syrien og dermed følge op på succesen i Libyen, også selvom det skulle indebære at skyde russiske kampfly ned. Hun ville også bombe Iran. Demokraterne applauderede Trumps seneste bombning af Syrien. Så det pres, demokraterne lægger på Trump, er ikke for at undgå krig i Mellemøsten, det er snarere for at få yderligere militær indgriben. Blot at tænke den tanke, at man måske skulle acceptere nederlaget og afslutte krigen i Afghanistan efter 18 års krig, den længste i USAs historie, anses for en uhyrlighed (selvom det ser ud til at nogle demokrater i al hemmelighed overvejer at støtte en tilbagetrækning). At trække USA ud af Syrien ville være en 'gave til Putin'. De samme toner lyder fra de etablerede medier og indflydelsesrige tænketanke og menneskerettighedsorganisationer. Efter de humanitære krige i Afghanistan, Irak og Syrien for at udbrede demokrati og menneskerettigheder, er tiden nu kommet til humanitære militære indgreb i Iran, Syrien, Venezuela og Cuba. Presset på Trump er for at få en mere aggressiv udenrigspolitik - som om han ikke var slem nok, som han er. Som det siges i tidsskriftet ”Foreign Policy”: ”Det er en farlig leg at prøve at være mere høg end Trump”. Der er også fortalere for ikke at engagere sig i flere krige og for at standse "de endeløse krige" (”forever wars”). Men de drukner i kravene om flere militære indgreb. Hvis man er imod flere militære indgreb eller - endnu værre - for at afslutte ”de endeløse krige”, så støtter man Trump. Og giver gaver til Putin.

Selv om Europa ikke forhindrede den katastrofale invasion af Irak og faktisk førte an, da den libyske leder Gadaffi blev elimineret i 2011, og landet blev efterladt i kaos siden, så kan vi måske håbe, at EU vil kunne forhindre at amerikanerne tager yderligere skridt henimod krig med Iran, Syrien og Venezuela? Lakmusprøven er Iran. USA forlod som bekendt den internationale aftale med Iran (den såkaldte ”fælles overordnede handlingsplan”), og forhindrer nu Irans adgang til det internationale finansielle system, blokerer landets olieeksport og truer ethvert tredjeland, der ikke støtter disse ensidige amerikanske sanktioner, med alvorlige konsekvenser. Hvordan har EU reageret på det? Det sprang op som en løve og faldt ned som et lam. EU lovede at samarbejde med Iran for at redde aftalen, selv uden USAs deltagelse. Alle store europæiske virksomheder har imidlertid allerede bøjet sig for de amerikanske krav og har trukket sig ud af alle handler med Iran. Listen over virksomhederne er lang og omfatter blandt andet europæiske luftfartsselskaber, olieselskaber, banker og bilfabrikanter. Den finansielle mekanisme, som EU har sat op for at omgå de amerikanske sanktioner (kaldet INSTEX), er ikke på plads endnu og vil kun blive brugt af mindre europæiske virksomheder, der ikke handler med USA. Hvis den overhovedet vil blive brugt. Ifølge en tidligere britisk ambassadør i Teheran har Europa ”ikke leveret på et eneste af de områder - transport, handel, investering, banker - hvor det lovede Iran samarbejde i 2018, da USA trak sig ud". Det ser ud til, at ingen interessere sig for, hvad EU gør eller ikke gør. Mindst af alle europæiske multinationale virksomheder og USA. Der er tegn på, at de europæiske lande nu gør en dyd af nødvendigheden og tilpasser sig Trumps aggressive politik over for Iran. Deres tålmodighed med iranerne er sluppet op, siger de vredt. Også de europæiske medier tilpasser sig i stigende grad de amerikanske synspunkter, og der er ingen alvorlige folkelige bevægelser mod en ny krig. Så svaret er ”nej”, der er ikke meget håb om, at EU kan være en modererende faktor.

They want war! Bolton and Pompeo with Trump [State Department photo/ Public Domain]

De vil have krig! Bolton og Pompeo med Trump. [State Department photo/Public Domain]

 Det eneste håb for at undgå en krig med Iran bygger på, at det er et meget vanskeligere offer end Irak, Afghanistan og Libyen, så USA måske vil tænke sig om en ekstra gang, før de går i krig. Hvis USA, med eller uden dets europæiske lydlande, beslutter at angribe Iran, kan det givetvis knuse landet. Der vil komme protester fra Rusland og Kina, men de vil ikke gribe ind militært. Iranerne føler sig forrådt af europæerne, men det er dem til liden hjælp. De står alene. Men en krig med Iran vil ikke være en søndagsudflugt – sådan som Pentagon funktionærer pralede med, at invasionen af Irak ville være. Og regn ikke med, at det er Iran, der alene kommer til at bære tabene.

Læst 523 gange
Bedøm denne artikel
(2 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.