28 12 2016

EU er i vanskeligheder – og de er selvskabte.

EU er tydeligvis i vanskeligheder, da tilliden til EU er faldende i mange medlemslande. Der er naturligvis mange forklaringer. Nogle af disse har at gøre med EU-politikernes liv i Bruxelles, fjernt fra den virkelighed, folkene i deres hjemlande oplever. Men desværre stikker problemerne meget dybere. EU har simpelthen ikke gjort sit arbejde ordentligt, og det har koncentreret sig om de forkerte spørgsmål. Presset for at udvide EU med Tyrkiet og Ukraine kan være den dråbe, der for bægeret til at flyde over.

Selvfølgelig gør EU det ikke lettere for sig selv med den roterende svingdør mellem topjobs i EU og højt betalte job i den private sektor. Som da den tidligere EU Kommissionsformand, José Manuel Barroso, i midten af ​​2016 blev ansat i den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der var dybt involveret i den amerikanske sub-prime krise. Eller det faktum at den nuværende Kommissionsformand Jean-Claude Juncker har lavet gunstige skatteaftaler med Amazon og McDonalds, da han var Statsminister i Luxembourg. Men dette er EU ikke ene om. Unionen deler faktisk denne type problemer med medlemslandene, hvor de gyldne svingdøre er udbredt. Selv i angiveligt superrene Danmark, hvor Bjarne Corydon, der var finansminister under Helle Thorning-Schmidts regering, i slutningen 2015 blev ansat i McKinsey, et international konsulent firma, som han havde tildelt flere kontrakter, da han var minister. At kritisere dette ville imidlertid være populisme, men det er en anden historie, som jeg skal komme tilbage til i en anden artikel.

Af de problemer, som EU står med, og som den tilsyneladende ikke mener, den kan gøre noget ved - eller værre: som den overhovedet ikke betragter som problemer -, skal nævnes tre:

1. EU har optager en række lande i Øst- og Sydeuropa, men den har ikke formået at skabe udvikling i disse. Det har ført til en masseudvandring til de nordlige og vestlige EU lande.

2. Den tilsyneladende endeløse EU-udvidelsesproces, uafhængigt af den manglende folkelige opbakning til denne.

3. Den manglende evne til at skabe en minimal fælles skattepolitik i EU, hvilket indebærer at der nu er en konkurrence mellem landene for lavere skatter, især for hypermobile, store virksomheder og de ultrarige.

Lad os først se på EU's resultater med at skabe økonomisk udvikling i de mere tilbagestående syd- og østeuropæiske lande. De har alle i store træk fulgt det samme mønster: først et tilsyneladende spring fremad med høj økonomisk vækst, efterfulgt af langsom vækst eller stagnation. Dette er tydeligst for de lande, der har indført euroen, men det gælder også for lande uden for euro-zonen, især for de lande, der har forsøgt at binde deres valuta til euroen. I stedet for den forventede økonomiske vækst og hurtige konvergens med de "gamle" EU-økonomier, så har især de østeuropæiske lande oplevet en voldsom udvandring til de "gamle" EU-lande, og er blevet afhængige af penge, som arbejderne i udlandet sender hjem til deres familier.

I nogle tilfælde har udvandringen nået et ekstremt omfang. Som det siges i en nylig IMF-rapport: "Omfanget af udvandringen fra Central- og Østeuropa og det sydøstlige Europa siden begyndelsen af ​​1990'erne har været overvældende. Det skønnes at næsten 20 millioner mennesker (5½% af befolkningen) har forladt landene i løbet af de seneste 25 år. Ved udgangen af ​​2012 havde Sydøsteuropa oplevet den største udvandring, der beløber sig til omkring 16 procent af den befolkning, de havde i starten af 1990'erne."

Tallene er virkelig overvældende: Bulgariens befolkning er faldet fra 9 millioner i 1989 til anslået 7,1 millioner i 2016, hvilket betyder at det har mistet hver femte af sine borgere. Udviklingen i de baltiske lande er omtrent den samme: de har mistet 20-25% af den befolkning, de havde inden Sovjetunionens opløsning. På resten af Balkan udgør faldet i befolkningen omkring 10% og i Centraleuropa er faldet mere moderat (1-10%). Portugal og Grækenland skrumper nu også på grund af udvandring, men endnu ikke i et alarmerende omfang.

En ting er affolkning - hvis tempoet er moderat, er der ikke nogen særlig grund til bekymring. Men, som det påpeges i IMF-rapporten, så er udvandringen ikke moderat, og udvandrerne er generelt yngre og bedre uddannede end de, der bliver tilbage. Det lover ikke godt for den fremtidige udvikling.

Hvordan kan det være? Det bør faktisk ikke komme som nogen overraskelse. Kombinationen af ​​mangel på økonomiske muligheder hjemme og arbejdskraftens fri bevægelighed kan ikke andet end skabe en bølge af udvandring.

Alt andet ville have været en overraskelse.

Men var det ikke netop forventningen, at optagelsen i EU ville skabe hurtig økonomisk vækst og dermed en masse nye muligheder i de nye medlemslande? EUs filosofi er stadig baseret på det gamle "Washington Consensus", der har domineret siden Sovjetunionens opløsning: frie markeder, åbne grænser, privatiseringer, sikkerhed for udenlandske investeringer og balance på de offentlige finanser er, hvad der er behov for. Så kommer den økonomiske vækst af sig selv. Til trods for, at det ikke er sådan, de "gamle" EU-lande historisk har udviklet sig. Og på trods af, at det ikke har fungeret andre steder heller. Tag Puerto Rico, et lille caribiske land, der er blevet indlemmet i USA. Det er et tilfælde, der til forveksling ligner Grækenland, måske lidt værre. Så: stor, stor overraskelse. Modellen virker ikke. Dette har ikke ændret noget for EU: politikken fortsætter, som om alt kørte på skinner. Denne inerti er et af ​​de mest overraskende træk ved EU's politiske maskine og bureaukrati. De er immune over for fakta, der går imod den herskende tænkning.

Så til det andet spørgsmål: den uendelige udvidelse af EU. Udvidelsesbureakratiet i EU er nu som en maskine, der synes at have fået sit eget liv. Hvert år vedtager Kommissionen sin "udvidelsespakke" - et sæt af dokumenter, der forklarer politikken vedrørende EU-udvidelse og fastlægger vejen frem: "EUs udvidelsespolitik er en investering i fred, sikkerhed og stabilitet i Europa. Den giver øgede økonomiske og handelsmæssige muligheder til gensidig fordel for EU og de stater, der søger om optagelse. Udsigten til EU-medlemskab har en kraftig transformativ effekt på de berørte lande, og indebærer positive demokratiske, politiske, økonomiske og samfundsmæssige forandringer". Dette er EU's trosbekendelse.

Der er fem anerkendte kandidater til fremtidigt medlemskab af EU: Tyrkiet, Makedonien, Montenegro, Albanien og Serbien. Dertil kommer Bosnien-Hercegovina og Kosovo som potentielle kandidater. Desuden har EU i 2014 underskrevet associeringsaftaler med Georgien, Moldavien og Ukraine, og Europa-Parlamentet har vedtaget en resolution, der anerkender det "europæiske perspektiv" for disse tidligere sovjetrepublikker. Der er skabt et kompliceret system med milepæle og checklister, der skal føre til endemålet: EU-medlemskab.

Dette rosenrøde scenarie er helt immunt over for det faktum, at EU er fuldstændig overbelastet og ude af stand til at færdiggøre de opgaver, den allerede har taget på sig. Et af de mest patetiske tilfælde er Bosnien, et territorium under EU administration efter NATOs succesfulde humanitære bombning af Jugoslavien og landets kapitulation i 1999. Man må formode, at dette viser EU's udviklingspotentiale: verdens højeste ungdomsarbejdsløshed, masseudvandring, ingen økonomisk udvikling og ødelæggende optøjer i 2014. Efter ikke at kunne stille noget op i Bosnien, vil EU nu påtage sig opgaven med at løse problemerne i Ukraine, Tyrkiet, Georgien, Armenien, Hviderusland .... You name it.

Det er også immunt over for det faktum, at befolkningen i EU-landene ikke deler begejstringen for disse udvidelser. Kort efter Brexit var nyheden, at EU nu ville genåbne forhandlingerne med Tyrkiet. En af mine britiske kolleger (100% Brexit modstander) udbrød spontant: "De forstår det bare ikke, gør de?" Nej, desværre for EU, de lader ikke til at forstå det. De er immune over for virkeligheden.

Og så til det tredje spørgsmål: manglen på et minimalt fælles europæisk grundlag for skattepolitikken. Dette er forbundet med den måde, globaliseringen gennemføres på: det handler dybest set kun om deregulering. Fjerne barrierer mellem landene og lade den fri konkurrence råde. Heraf følger, at ethvert forsøg på at beskatte eller kontrollere en global virksomhed er håbløst: den kan flytte rundt, som den vil, og forhandle med de enkelte lande for at få gunstigere vilkår. Det er der ikke noget at gøre ved. Så når Irland, Letland og Liechtenstein har en selskabsskat på 12,5-15% for at tiltrække udenlandske selskaber, tja, så er det bare sådan det er. Det er lige meget, at det foregår inden for EU og dermed inden for EUs jurisdiktion. Vi kan ikke gøre noget ved det. Når blandt andet Frankrig og Tyskland efter finanskrisen i 2009 ønskede at indføre en skat på finansielle transaktioner, kunne det ikke lade sig gøre, fordi England var imod det (forbløffende nok med støtte fra den daværende socialdemokratiske danske regering). Og så undrer vi os over, at folk har mistet troen på, at EU kan bidrage til at løse hverdagens problemer for almindelige mennesker? Den er alt for optaget af at gennemtvinge privatiseringer af offentlige virksomheder i Grækenland og Portugal. For EU's politikere og bureaukrati er disse de virkelige problemer, som skal prioriteres.

Stakkels EU.

Læst 1387 gange
Bedøm denne artikel
(2 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Relaterede artikler

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.