10 03 2016

Danmarks nye varemærke

Fogh Rasmussen, den tidligere danske statsminister der trak et modvilligt Danmark ind i den ulovlige invasion af Irak i 2003, har ikke blot undgået at komme til at sidde på anklagebænken, hvor mange mener han burde sidde. Han har, i modsætning til hvad der skete i f.eks. England, også undgået en offentlig undersøgelse af beslutningen om at deltage i invasionen og de mulige krigsforbrydelser, der måtte være begået. I stedet blev han forfremmet til generalsekretær for NATO og er nu en vellønnet foredragsholder ved internationale begivenheder. Han behøver ikke at kigge nervøst over skulderen for at se, om nogen skulle være efter efter ham. Der er ikke noget at komme efter. Dette er Danmark.

Da Fogh Rasmussen var yngre, var han en nyliberal ideolog, men da hans mentor og partileder Uffe Ellemann-Jensen ikke formåede at vinde folketingsvalget i 1998 og dermed blive statsminister på en klar højrefløjsplatform, kom Fogh-Rasmussen til den konklusion, at det ikke ville være muligt at vinde et valg i Danmark på en sådan platform. Så da han blev partileder, foretog han en overraskende kovending og erklærede pludselig sin støtte til den socialdemokratiske velfærdsstat, han før havde været erklæret modstander af. Folk troede hans omvendelse, hans parti vandt valget i 2001, og han blev statsminister (2001-2009) med støtte fra det indvandringsfjendtlige Dansk Folkeparti.

Selv om der under Fogh Rasmussens regering skete en betydelig omfordeling til fordel for de bedre stillede, gik han ikke til frontalangreb på velfærdsstaten, og han viste sig faktisk at være en dårlig administrator af de danske offentlige finanser. De offentlige udgifter og den offentlige gæld steg, og hans regering levede højt på et boom i priserne på fast ejendom, som den selv gjorde, hvad den kunne for at puste til, og som kollapsede med den finansielle krise i 2008 (da han så småt var på vej ud for at overtage sit topstilling i NATO).

Selvom hans succes således var beskeden på det økonomiske området, havde han meget mere succes det ideologiske felt. Blandt hans største bedrifter er at have skaffet Danmark et nyt varemærke, det der kaldes "rebranding".  Denne rebranding har vist sig at være overraskende holdbar, også efter at han har forladt dansk politik.

Den mest synlige succes er ændringen af Danmarks image. Selv om Danmark længe havde været solidt placeret inden for NATO og været en nær amerikansk allieret, plejede Danmark at have et image som en fredelig nation, der gik ind for mådehold, dialog og fredelig løsning af internationale konflikter. Dette har ændret sig radikalt. Danmark har nu et image som et land, der går ind for en "aktivistisk" udenrigspolitik, med en hang til brug af militær magt. Da det ikke lykkedes tidligere præsident Bush Jr. at overbevise Tyskland og Frankrig om visdommen i at overfalde Irak, gik Fogh Rasmussen i januar 2003 sammen med sine venner Tony Blair (UK), Aznar (Spanien), Barroso (Portugal), Berlusconi (Italien), Havel (Tjekkiet), Medgyessy (Ungarn) og Miller (Polen), og i fællesskab fremsatte de en erklæring til støtte for overfaldet på Irak (rettet mod Tyskland og Frankrig). Du kan læse (eller genlæse) denne forskæmmende erklæring i fuld længde her. Den er faktisk værd at genlæse - den hævder, at FN havde konstateret, at Irak havde masseødelæggelsesvåben (det havde FN ikke), den henviser til terrorangrebet i USA den 11. september (som Irak intet havde at gøre, hvilket underskriverne ikke kan undgå at have vidst), og så videre. Et helt utroligt dokument, som fik alvorlige konsekvenser for millioner af mennesker.

Så Fogh Rasmussen overbeviste det danske folketing om at gå i krig, og da først "drengene" var derude, begyndte et flertal af befolkningen også at støtte krigen. Dette var den første krig Danmark havde deltaget i siden krigen i 1864, da Prøjsen angreb og besejrede Danmark (hvis vi ikke regner de par timers fingeret modstand med, som det danske militær ydede mod den tyske hær i 1940, før Danmark formelt kapitulerede). Det ideologiske mål var at slippe af med Danmarks "1864-syndrom" og placere landet solidt i klubben af krigsførende nationer. Det har været en bragende succes. Efter Irak-krigen og dens lidet glorværdige resultater af meningsløs ødelæggelse, død og kaos, har et flertal af den danske befolkning siden støttet op om nye eventyr sammen med vores store amerikanske og engelske allierede i Afghanistan og Libyen, hvor vi igen har efterladt et blodigt spor af ødelæggelse og kaos, og nu har et stort flertal i Folketinget stemt for at gå i krig endnu en gang, denne gang i Irak (en gang til) og Syrien. Så ja, Danmark er blevet solidt rebrandet. Vi er nu en nation af krigere, ikke i det retfærdige forsvar af vores uafhængig mod fjendtlige magter, men i overensstemmelse med Clausewitzs læresætning: "Krig er blot en fortsættelse af politikken med andre midler" - så dette er simpelthen den nye måde at føre dansk udenrigspolitik . Og denne nye linje er bagefter blevet trofast videreført af udenrigsministre fra både socialdemokratiet, de (traditionelt fredsommelige) radikale og SF. I Libyen oven i købet med støtte fra Enhedslisten. Godt gået, Fogh Rasmussen. Det er imponerende.

Den anden store ideologiske succes har været i kampen for at slippe af med den danske beskedenhed, som især kan føres tilbage til den danske 19. århundredes præst og folkeoplyser N.F.S. Grundtvig (”På det jævne, på det jævne…”, og ”Langt højere bjerge...”), der – i en fortsættelse af traditionen fra hjemstavnsforfattere som Steen Steensen Blicher - hyldede hårdtarbejdende, jævne mennesker, med et strøg af anti-elitisme og anti-intellektualisme, en tradition der har levet videre, mest i socialdemokratiet og på venstrefløjen. Denne beskedenhed er ofte blevet kritiseret som værende et resultat af "Janteloven", som efter sigende ikke tillader geniale mennesker at trives og udvikle sig på grund af mobning i (nær)samfundet (fejlagtigt, tror jeg, sandsynligvis fordi der er få, der rent faktisk har gidet at læse Sandemoses bog fra 1933, men det er en anden historie). Logikken i dette ideologiske angreb synes at være, at denne forkærlighed for beskedenheden er årsagen til den historisk stærke egalitære stemning i befolkningen, som ligger til grund for støtten til velfærdsstaten, og udgør en hindring for gennemførelse af såkaldte "udbudsside-reformer", således som de blev gennemført af Reagan og Thatcher. Felttoget for at slippe af med denne historiske dødvægt har endnu ikke nået målet fuldt ud, men der er gjort store fremskridt. Det er nu mere almindeligt accepteret og bifaldet, at nogle mennesker kan blive utroligt rige og udstille deres rigdom offentligt. Det store flertal af den danske befolkning er nu ikke blot villige deltagere i bolig-lotteriet, hvor ens økonomiske situation i høj grad afhænger af, om det lykkes at komme ind i på boligmarkedet på det rigtige tidspunkt, det er også overbevist om, at det er rimeligt og retfærdigt. Det gamle slogan fra 1968 om "forskning for folket, ikke for profitten" er for længst droppet, nu hvor universiteterne er tæt forbundet med erhvervslivet. Og så videre. Men sejren er ikke fuldstændig - i hvert fald ikke endnu. Den største hurdle er, at et flertal stadig mener, at de "bredeste skuldre skal bære det tungeste læs", altså ren Jantelov. Så det har vist sig at være vanskeligt at komme igennem med yderligere skattereformer til fordel for de mere velstående, selv om man må anerkende, at den nuværende regering virkelig har prøvet. Men det kan jo komme.

Da USAs "koalition af de villige", som omfattede Danmark, Marshalløerne, Mikronesien, El Salvador og 44 andre betydningsfulde lande, i marts 2003 endelig bebudede, at nu ville angrebet på Irak begynde, erklærede Bush Jr.: "Legen er slut". Hvortil den daværende franske udenrigsminister Villepin tørt kommenterede: "For det første er dette ikke en leg, for det andet er den ikke slut" (citeret efter hukommelsen), og han viste sig at få ret. Så måske er spillet ikke helt afgjort endnu.

Læst 1445 gange
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thorbjorn Waagstein

Thorbjørn Waagstein, Economist, PhD, since 1999 working as international Development Consultant in Latin America, Africa and Asia.

Mere i denne kategori:

Skriv en kommentar

Sørg for du indtaster de påkrævede oplysninger (*).
HTML kode er ikke tilladt.